gik op i lejligheden. Bjarne var ude i køkkenet. Her står cyklen, vendt på hovedet, på gulvet.
Filip sidder og ser tv.
– Hej Monika, siger han.
– Hej Filip, siger hun.
– Kender I hinanden? spørger jeg.
– Vi går jo i skole sammen, siger Monika, som om jeg er et dumt barn, man må forklare tingene meget langsomt til.
– Jeg fik det! siger Monni og holder en arm op i luften.
– Hvad for noget?
– Arbejdet. Reklamefilm for sodavand.
Bjarne åbner køleskabet og tager en øl ud.
Han har stadig kun et håndklæde på. For helvede, Bjarne, hvad med at gå ind og tage noget tøj på? Men Bjarne sætter sig ved bordet, åbner øllen og spørger Monni, hvad det er for en film, hun taler om.
Monni fortæller alt hvad hun har oplevet ude på Nordisk Film i Valby. Hun fortæller det mest til Bjarne. Jeg er svimmel. Jeg holder fast i bordet og sidder bare som en idiot i en tåge og glor dumt på Monni. Hun rejser sig. Jeg hjælper hende med cyklen. Nede på gaden står min egen cykel. Da Monni er kørt op mod Carlsberg, gør jeg noget, som jeg ikke tænker over, før det er sket. Jeg bærer min cykel med op i lejligheden og stiller den ud i køkkenet, på hovedet.
– Hvad er der med den? spørger Bjarne.
– Er den også punkteret? spørger Filip.