Gennem hele psykiatrihistorien har behandlingen af psykiatriske patienter mødt modstand og protester. Både i Danmark og i udlandet. Et af de mest kendte danske eksempler er forfatteren Amalie Skrams nøgleromaner om 6. afdeling på Københavns Kommunehospital, hvor lægerne og ikke mindst overlæge Knud Pontoppidan bliver genstand for alvorlig kritik. Senere kom modstanden fra græsrodsbevægelser og patientforeninger, der var stærkt inspirerede af den engelske og italienske antipsykiatribevægelse.
I “Modstand mod psykiatri” analyserer tidligere overlæge og professor Per Vestergaard de områder af psykiatrien, som især har været genstand for kritik. Det gælder de nedslidte anstalter, patienternes manglende retssikkerhed, tvivlsomme eller ligefrem farlige behandlingsmetoder og ikke mindst de magtfulde psykiateres dominans. Samtidig ser han på, hvad den moderne psykiatri har lært af denne modstand, og hvilke positive forandringer den har medført for patienterne. Endelig peger han på, at modstanden har ført til en mere åben debat, der i dag inkluderer såvel patienter og pårørende som fagpersoner og politikere. Den debat er et helt nødvendigt grundlag for fremtidige reformer af psykiatrien.
