Ældgamle erindringer ligger gemt og glemt i vores psykiske undergrund. Men alt kan hentes frem fra den indre skatkiste, lige meget hvor mange år der er gået, eller hvor mange liv der er gået. Det må Alma sande, da hun i moden alder begynder at huske sin tidlige barndoms glemte lykke. En lykke, som endte så brat med faderens død. På grund af den uigennemtrængelige tavshed, der omgav hans død, mistede Alma langsomt sig selv, og sorgen fik på godt og ondt afgørende indflydelse på hele hendes liv. Indtil den dag, hvor hun atter huskede. Med poetisk skønhed skildrer bogen, hvordan menneskelivet er fyldt med proces og transformation på tværs af tid og sted.
Uddrag af bogen
Mens far står på terrassen og hiver den friske aftenluft helt ned i lungerne og stirrer op i himlens vrimmel af stjerner, spæner Alma over den dugvåde græsplæne, over til skuret, som hun låser for natten. En aften, da hun kommer tilbage, siger far:
”Ved du, at nogle folkeslag i meget gamle dage troede, at stjernerne var de døde og ufødte sjæle, der sad og kiggede ned på Jorden?”
”Så har jeg altså også siddet oppe i himlen og kigget ned til dig og mor?” spørger Alma.
”Ja, det har du,” smiler far, ”selvom det ikke er gamle dage mere.”
”Jeg tror på det stadigvæk, selvom det er blevet nye dage!” svarer Alma, og så går de ind i seng.
Om forfatteren
Anne Heinung har været sygeplejerske i 35 år og er nu gået på pension. De sidste 12 år af sit virke arbejdede hun med døende blandt andet på hospice. Anne Heinung har skrevet flere bøger om døden og andre eksistentielle og spirituelle emner, heriblandt en børnebog.
Tidligere udgivelser
Af lys er du kommet, 2006
Slangerne i Ojai, 2011
Til lys skal du blive, 2012
Elverbørnenes dans, 2017
