Det diagnosticerede liv

en ny samfundsmæssig megadiskurs, der sætter nye skel og har store konsekvenser for både enkeltpersoner og grupper. Sundhed er blevet den nye overordnede værdi i de vestlige samfund, og vi bevidner samtidig en udvidelse af sygdomsbegrebet med en fremvækst af alskens nye diagnoser, ikke mindst inden for det psykiatriske område. Denne udvikling dækker over en mere almen patologisering af tilværelsen, der også slår igennem uden for psykiatrien, fx i uddannelsessammenhænge, arbejdslivet og privatlivet. Patologisering betegner det, at noget, der tidligere blev opfattet som et almindeligt menneskeligt problem, en særlig livsstil eller simpelthen en afvigelse fra en norm, nu bliver gjort til en sygdom eller forstyrrelse, der kræver medicinsk eller psykoterapeutisk behandling

Som oftest vil man skjule den stigmatiserede identitet i det offentlige rum og fremvise den ikke-stigmatiserede identitet. Den person, der får en diagnose, er bevidst om det stigma

Desuden fører selve det diagnostiske blik til, at opmærksomheden fjernes fra individet og rettes mod den generelle kategori, individet kan placeres i. Diagnosen siger intet om de ressourcer, individet har, ressourcer, som kan hjælpe det med at få tilværelsen tilbage på ret køl, men blot om individets lidelser

At give nogen en diagnose er også at give dem en ny social identitet og selv-identitet. Det er et stort indgreb i et menneskes liv, og det at give en diagnose bør da også være godt begrundet. Det er et velkendt fænomen, at mennesker, der bliver klassificeret ved hjælp af forskellige kategorier, bliver påvirket af klassificeringen. Diagnoser er exceptionelt kraftfulde mærkater, og der vil ofte være en tendens til, at en patient bliver sin diagnose, dvs. at diagnosen rykker ind i centrum for selv-identiteten.

Vi har jo alle karaktertræk, der i en eller anden forstand er afvigende, men det er kun enkelte afvigelser, der betragtes som så betydningsfulde, at de så at sige bliver definerende for personen, som da ikke længere er en person med en afvigelse, men en afviger. I stigmatiseringen bliver personen identisk med sin afvigelse. Han eller hun placeres i en stereotypi, og afvigelsen bliver den sociale identitet. Den stigmatiserede oplever et statustab og bliver ofte diskrimineret

Et stigma var oprindelig – i det gamle Grækenland – et mærke, der blev skåret eller brændt ind i huden på kriminelle, slaver og forrædere, sådan at almindelige borgere kunne identificere dem og således kunne undgå dem. Vi brændemærker selvfølgelig ikke folk fysisk på denne måde længere, men stigmatiserer dem ved at klassificere dem på en negativ måde.

Problemet er, at psykiatriske diagnoser er væsentligt dårligere defineret end den somatiske medicins diagnoser. De er gennemgående uklart afgrænset, og man ved ikke meget om patogenesen, dvs. om de årsagsforhold, der fører til lidelsen. Vi har så lidt viden om årsagerne til psykiske lidelser, at vores viden om effektiv behandling også hviler på et svagt grundlag. Man ønsker at tilbyde behandling, i vidt omfang med psykofarmaka, og dette bidrager til, at patienter gives diagnoser, som der findes en ‘standardbehandling’ for. Diagnoserne er tilstrækkeligt fleksible til, at der normalt ikke er de store vanskeligheder forbundet med at placere en patient inden for dem. Den høje forekomst af komorbiditet, dvs. tilstedeværelsen af en eller flere sygdomme foruden en primær sygdom, skyldes i vid udstrækning, at diagnoserne er så upræcise, at det er let at opfylde kriterierne for flere diagnoser på samme tid.

Mennesker, som tilfredsstiller kriterierne for en given diagnose, er ikke en homogen gruppe, men er tværtimod meget forskellige. De har forskellige historier, som fører frem til visse symptomer, og de reagerer forskelligt på en given behandling.

Grunden til, at de diagnostiske manualer indeholder stadig flere diagnoser, er ikke, at vi har fået en stadig bedre og mere sofistikeret forståelse af de forskellige psykiske lidelser, men er snarere et udtryk for, at vi ikke forstår nogen af dem særligt godt.

begrebet om det psykisk sunde menneske også er en så ekstrem idealisering, at også det i praksis bliver et fiktionsprodukt – ingen af os kan leve op til normen.