Bjarne Reuter

En som Hodder

    Leivur Jørgen Koivunevahar citeretsidste måned
    Og barnet, som har løbet
    sig træt i dagens muntre leg
    det er nu stille krøbet
    ind under hjulets eg
    dér høres dette skarpe knald
    fra vognens fjæl mod sandet
    af ørentvistens fald
    Leivur Jørgen Koivunevahar citeretsidste måned
    Det skulle da lige være et næsehår, mumlede Hodder
    Leivur Jørgen Koivunevahar citeretsidste måned
    – Det er der, du kan fornemme deres blod, deres sved og deres tårer og få løse tænder, tandbeskyttere og næsehår i hovedet. Er det ikke vidunderligt, Hodder?
    – Mine ord om igen, Lola, mumlede Hodder og tog hende i hånden
    Johnny Langskov Hansenhar citeretfor 7 måneder siden
    et hændte en nat, at der kom en fe til en ganske almindelig dreng ved navn Hodder.

    Feen sagde til Hodder, at han var udvalgt og Hodder, som ikke før havde fået at vide, han var udvalgt og som aldrig havde set en fe, satte sig op i sengen, gned øjnene og spurgte stilfærdigt, om der mon ikke var tale om en misforståelse?

    Feen svarede med en stemme, som var dæmpet og dog fast,
    Nanna Travahar citeretsidste år
    med at hyle ned gennem porten og om i gården.
    – Mon ikke, mumlede Hodder og lagde armen tilbage. Derpå kastede han alt
    Nanna Travahar citeretsidste år
    Bagefter foldede han brevet til Guambilua til en papirflyver og åbnede vinduet.
    Nanna Travahar citeretsidste år
    han brevet til Guambilua til en
    Nanna Travahar citeretsidste år
    stormede udenfor. Hodder fik helt ondt af sin far, der måtte have store problemer med plakaterne i den hårde blæst.
    – Halløj, du mægtige orkan, råbte Hodder, – her kommer
    Nanna Travahar citeretsidste år
    Kapitel 4

    Klokken var over to.
    Vi nærmer os de små timer, tænkte Hodder og så ud ad vinduet, hvor det så småt var ved at blæse op.
    Han limede udklippet fast på et stykke hvidt papir og skrev, at ekspeditionen bestod af H. E. Jacobsen, Kamma fra klassen, Asta K. Andersen og
    Nanna Travahar citeretsidste år
    om, lukkede øjnene og holdt vejret, for det hjalp altid, når han skulle forsøge at få en god idé.
    Den kom fem minutter efter.
    Han sank om på sengen og trak vejret i små forpustede stød: – Jeg sender dem udklippet med scooterstøvlerne, hviskede han. – Når de ser det, ved de, at frelsen er nær
    Nanna Travahar citeretsidste år
    også for sig selv. Husk det, lille Hodder.
    – Men for at lyve, er man jo nødt til at kende sandheden, farfar. Så lyver man jo ikke for sig selv.
    – Har du lyst til et spil dam, Hodder. Farfar var Jyllandsmester i dam.
    – Skolemester, rettede farmoderen.
    Hodder tænkte sig godt
    Nanna Travahar citeretsidste år
    Nej, den gik ikke.
    Ærlighed varer længst, havde Hodders farfar sagt. Hodder havde spurgt, hvor længe?
    – Meget længe, Hodder, mange år.
    – Men når tiden så er gået, kan man så begynde at lyve igen?
    – Absolut ikke! Forstår du, den, der lyver for andre, lyver
    Nanna Travahar citeretsidste år
    stod uden for døren, alle guambiluanerne, for at takke ham eller overrække ham en buket blomster og en æske med kattetunger, så var det trods alt noget af en skuffelse, at det ikke var Filip, skolens stærkeste og modigste dreng, der tog imod. Så ville de indfødte fra Guambilua sige: – Hvad i alverden er det for en harepølle
    Nanna Travahar citeretsidste år
    Han vendte tilbage til sine overvejelser angående verden.
    De kendte ham jo ikke nede på Guambilua. Og når de så billedet af store, stærke Filip, ville de nok være lidt mere tålmodige, end hvis han sendte dem et billede af en halv dreng med hår som en vaffel.
    På den anden side, så var det jo snyd.
    Tænk, hvis de pludselig
    Esben Walter Grevehar citeretsidste år
    Bilerne suser rundt om hjørnerne, folk må springe for livet, der skrues op for musikken, folk råber til hinanden, hurtigere og hurtigere, mere og mere ballade, spædbørn skriger og deres fædre bander, ild på cigaretten, skål i skiwet, op med plakaten, skynde sig, skynde sig, for havet er sort. Tid er penge, livet er kort, vi skal nå det hele, skynd dig, skynd dig. Andre gange er det dybblåt. Jamen, Hodder, så drømmer vi, så drømmer vi alle sammen. Folk sidder under åben himmel, hænger i vinduerne med halvt lukkede øjne, og langt væk svæver en saxofon i en snor gjort fast til månen, der altid er gul, når havet er blåt.
    Hodder holdt de store ruller med plakaterne og så sin far klatre rundt på stiger og stativer, balancere på toppede tagrygge på højde med byens højeste spir. Det var farligt, men Hodders far var en mester. Han havde gummisko på og brugte den lange plakatrulle som balancestang. Nogle gange havde Hodder set ham danse på tagryggen foran den store månemand. Hodder vidste intet bedre; det gyste i ham og han bed sig i knoerne, indtil faderen endelig stod ved skorstenen og vinkede ned til Hodder i sidevognen, der pustede ud og tørrede øjnene.
    Men nu var det efterår og næsten vinter. Hodder havde vinterfrakke og elefanthue på. Men om halsen hang det flotte, røde bånd, han havde fået i klassen, da han blev kåret til skolens grimmeste dreng.
    De spiste det sidste pebermyntebolsje på Vesterbros Torv, og faderen tog sin tegnebog frem og viste Hodder billedet af Hodders mor, der var død for mange år siden.
    – Jeg synes, hun er meget smuk, sagde han stille.
    – Det samme siger jeg, sagde Hodder, – rigtig, rigtig smuk, især i håret.
    – Du ligner hende.
    – Gør jeg?
    – Ja, men ikke endnu. Om nogle år, så kan alle se det. Om nogle år vil ingen på skolen kalde dig for grim.
    De sad helt stille og kiggede hver sin vej.
    – Så ryger de gratis bolsjer, sagde Hodder.
    – Ja, sagde faderen, så ryger de gratis bolsjer.
    De gik i seng, da det blev lyst. Hodder havde fået fotografiet fra faderens tegnebog og lå og kiggede på billedet af sin mor, inden han skulle sove.
    Henrikhar citeretfor 2 år siden
    Han og faderen havde engang været på et hotel i Jylland og det havde været så pragtfuldt, at de blev på værelset i to dage.
    – Hvilken nydelse, sagde faderen og så ud i Herning.
    – Ja, det er livet, svarede Hodder fra badekarret.
    – Sådan lever filmstjerner. Var det ikke noget for dig, Hodder, at blive filmstjerne?
    – Jeg har overvejet det, jeg tror virkelig, at filmstjerner tjener kassen.
    Faderen nikkede. – Enten filmstjerne eller noget inden for vvs, sagde han.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)