Liv og digt: Casanova: Stendhal: Tolstoj

Åndens lysstyrke og årvågenhed er og bliver ethvert menneskes medfødte målestok; den er magt over hans vilje og derfor hinsides vor vilje, ja, den flammer blot voldsommere og uroligere op, jo mere den føler sig truet i sin suveræne pligt til at våge og lyse. For ligeså lidt som man ved spiritistiske lege kan svinge sig så meget som et trin op over sit medfødte erkendelsesmål til højere viden, ligeså lidt kan intellekten i kraft af en pludselig viljesakt gå et eneste skridt tilbage i enfoldigheden.

Dagbogen, november 1900.

»Skænk mig en tro, Herre,« skriger Tolstoj fortvivlet til den Gud, hvis eksistens han hidtil har benægtet. Men det ser ud til, at denne Gud ikke giver sig til dem, der længes altfor voldsomt efter ham. For Tolstoj slæber sin arvesynd, den lidenskabelige utålmodighed, med sig helt ind i troen. Ikke nok med at kræve en tro, må han have den lige med det samme, parat fra den ene dag til den anden og håndterlig som en økse, for at kunne rydde hele tvivlens tykning.

Hvorfor anstrenge sig, når man dog kun pløjer for døden? Som fortvivlet famler han op og ned ad væggen i den formørkede verdenshvælving for et eller andet sted at finde en udgang, en redning, en smule lys, et stjerneglimt af håb. Og først da han ser, at ingen udefra bringer ham hjælp og lys, graver han selv en minegang, planmæssigt og systematisk, trin for trin. I 1879 skriver han følgende »ukendte spørgsmål« på et stykke papir:

Hvorfor leve?

Hvad årsag er der til min og alle andres eksistens?

Hvilket formål har min og alle andres tilværelse?

Hvad betyder den spaltning i godt og ondt, jeg føler i mig, og hvorfor er den der?

Hvordan bør jeg leve?

Hvad er døden - hvordan kan jeg frelse mig selv?

»Hvordan kan jeg frelse mig selv? Hvordan bør jeg leve?« det er Tolstojs frygtelige skrig, som krisens klo river ham helt hedt ud af hjertet. Og dette skrig lyder nu tredive år igennem, indtil læberne svigter.

»Den vigtigste begivenhed, i et menneskes liv er det øjeblik, hvor det bliver sit eget jeg bevidst; følgerne af denne begivenhed kan enten være de mest velgørende eller de forfærdeligste.«

Den, der har sammensvoret sig med det åndelige, oplever selv efter livets middagshøjde og helt ind i den patriarkalske alder (Goethe!) klaringer og forklaringer. Selv når blodet er kølnet, svinger han sig op til intellektuelle opdagelser og overraskelser, og den dristige, højnende leg med begrebet holder ham skadesløs for legemets formindskede spændkraft. Det rent sanseligt indstillede menneske derimod, der indvendig kun sættes i sving af begivenhedernes gang, bliver stående som et møllehjul i en udtørret bæk.

Han forårsager ingen sammenbrud, ingen fortvivlelse, han har gjort mange kvinder lykkelige og ingen hysterisk; fra dette rent sanselige eventyr vender de ubeskadigede tilbage til hverdagen, enten til deres mænd eller til andre elskere. Han stryger henover dem alle som en tropisk vind, der får dem til at blomstre op til hedere sanselighed. Han får dem til at gløde, men brænder dem ikke, han erobrer uden at tilintetgøre, han forfører uden at ødelægge, og netop fordi hans erotik foregår i overhudens fastere væv og ikke i den virkelige sjæl, der er lettere at beskadige, afføder hans erobringer ingen katastrofer.

Prøv at forklare ham moralske eller jordiske forpligtelser - han vil forstå ligeså lidt af det som en neger af metafysik.

Enhver sand kunstner henlever den største halvdel af sit liv i ensomhed og tvekamp med sit skaberværk - kun den uproduktive, den rene nyder, den, der lever livet for livets skyld, er i stand til at give sig helt hen i den umiddelbare virkelighed, til at være fri og rundhåndet. Den, der sætter sig mål, går udenom tilfældet: enhver kunstner skaber for det meste kun det, han forsømte at opleve.

De letsindige livsnydere derimod, deres modspillere, savner næsten altid evner til at udforme de mangfoldige oplevelser. De fortaber sig i øjeblikket, og dermed går dette øjeblik tabt for alle andre, mens kunstneren forstår at forevige selv den mindste oplevelse.

I et lavt, indelukket kammer har den evigt vandrende genius taget bolig hos Tolstoj, i et russisk allemands-fysiognomi, hvor man kunne vente alt, blot ikke åndsmennesket, digteren, skaberen.