Solsøsteren

„Jeg tager selv tilbage til Afrika i morgen,“ sagde Tarquin, idet han rejste sig op. „Jeg skal møde til tjeneste igen senere i denne uge, men jeg håber, at du vil overveje at tage med til Kenya, så vi snart mødes igen, Cecily.“
„Og jeg bliver her, indtil jeg har fået plaget dig til at sige ja!“ lo Kiki, idet hun skred ud ad døren, som Tarquin holdt åben for hende.

arbejde her i lejligheden, og selvom du ikke var hjemme, blev han ved med at dukke op uden for ejendommen. Han sagde, at han godt kunne lide at have faste rutiner. Så begyndte vi at spadsere sammen i Central Park og bare sidde på en bænk og spise vores frokost sammen. Og så tog den ene ting den anden, og ... vi opdagede, at vi var meget glade for hinanden.“
„Men

Så længe Pa Salt levede, havde jeg i det mindste vidst, at han ikke kunne se, hvad jeg foretog mig, men nu hvor han var død, var han på en måde allestedsnærværende.

irriterende lange ben op under

„Det ville godt nok være skidt, hvis jeg ikke kunne,“ svarede han tørt.

næsten sytten år senere

Man er nødt til at gøre, hvad det end kræver at blive lykkelig og gøre dem, man elsker, lykkelige, for inden man ved af det, kan livet være forbi.

Bill svaret, inden han rejste sig. „Men nu er jeg nødt til at tage tilbage til mit kvæg. Jeg vil lade jer to enes om detaljerne, men det vil i hvert fald være bedst at holde brylluppet inden regntiden.“
„

personligt kan fortælle hende, hvor stolte vi er. Sikke et comeback,“ sagde jeg og tænkte på sidste gang, jeg havde set hende, i Rio, hvor hun havde været fuldstændig ude af kontrol. „Og hun har helt ret i, at verdens regeringer skal gøre noget mere,“ sagde jeg med følelse. „Jeg ser narkomaner på alle gadehjørner, når jeg går igennem Rio.“

Ma kom ind med telefonen, og vi tastede Electras nummer ind fra min mobiltelefon og ringede op. Vi sagde alle sammen noget på telefon­svareren, og så gabte Ally.

„Jeg tror, det er sengetid. Jeg er dødtræt, selvom Bear ikke ser ud til at være det.“

„Gå du ovenpå, Ally. Jeg har jetlag, så jeg har ikke noget imod at blive oppe sammen med ham

det, jeg havde lovet at gøre senere på dagen. Mine hænder rystede, da jeg tog talen, som Miles og Stella i fællesskab havde hjulpet mig med at skrive dagen før. Med arket foran mig lukkede jeg øjnene og forsøgte at recitere ordene, men min stemme lød som en piben.

„Pis, pis, pis!“ Jeg trak dynen op over hovedet og lå der og overvejede at bede Mariam om at booke en flybillet til et sted langt fra New York. Jeg havde aldrig i mit liv været så bange.

Jeg stod op, mærkede, hvordan det vendte sig i min mave, og hvordan hjertet hamrede i mit bryst, og gik ud for at finde en kop kaffe. Lizzie stod ude i køkkenet. Hendes skæve ansigt var blottet for makeup.

„Godmorgen, Electra. Har

„Men har du rent faktisk spurgt ham, om han er villig til at konvertere til islam? Hvis det er den eneste mulighed, mener jeg?“

„Selvfølgelig har jeg ikke det. Han har ikke friet til mig eller noget, men i lyset af det, jeg lige har fortalt dig, kan jeg ikke se nogen fremtid for os, så jeg besluttede ganske enkelt at gøre det forbi.“

„Jeg kan godt se, at det er lidt kompliceret,“ svarede jeg og følte, at det var årets underdrivelse, „men jeg har længe vidst, at der var noget galt. Du skal også vide – og her er jeg altså nødt til at bryde en af AA’s regler om fortrolighed – at jeg hørte ham tale ved et møde i sidste uge.

han, mens hans lange ben krydsede min rummelige stue med syvmileskridt for at tage Stellas hånd. „Det er mig en ære, ma’am. Jeg hørte Dem tale, da jeg læste på Harvard. De har udrettet de mest utrolige ting og inspireret mig personligt.“

Åh, gud, tænkte jeg, han ser ud, som om han er lige ved at tude.

„Tusind tak, Miles. Sig endelig Stella. Men jeg er sikker på, at du er klar over, at det, jeg har gjort, kun er en dråbe i havet.“

„Nej, det er meget mere end det, ma’am. Du har været en stemme for dem, der ikke havde en, helt uden hensyn til hvem der lyttede.“

„Det er rigtig nok,“ lo Stella. „Jeg har skaffet mig lige så mange fjender som venner igennem årene, men man er nødt til at sige tingene, som de er, ikke?“

„Det er i hvert fald rigtigt, og jeg vil gerne takke dig for alt det, du har gjort, både på egne vegne og på vegne af hele min generation.“

„Electra og jeg sad lige og

ville slet ikke høre efter.“

„Det forstår jeg godt,“ svarede jeg stille. „Se på mig. Jeg ville heller ikke høre efter.“

„Politiet kom hjem med hende nogle gange, og en dag blev hun sigtet for tyveri – hun havde stjålet ting i butikkerne og solgt dem på gaden for at skaffe penge. Jeg betalte kaution for hende og fandt en advokat, der kunne forsvare hende i retten. Truslen om at komme i fængsel dæmpede hende lidt i en periode, og hun blev herhjemme. Hun drak stadig, men stofferne rørte hun ikke i den periode, tror jeg. Retten gav hende en betinget dom, så hun havde truslen om ungdomsfængsel hængende over sig, hvis hun blev taget igen. Og så ...“

Stella tøvede, og jeg betragtede hendes sammenknugede hænder og det smertefulde blik i hendes øjne, mens hun tænkte tilbage.

„Hun forsvandt. En uge efter retsmødet gik hun ud en aften og vendte bare aldrig hjem igen. Det var sidste

gang.

„Det næste, jeg skal fortælle dig, er vanskeligt for mig, Electra. Jeg kan kun håbe, at du vil forstå det. Jeg skammer mig over at skulle fortælle dig det.“

„Min egen historie taget i betragtning er jeg sikker på, at jeg vil forstå, Stella. Jeg tvivler på, at du kan have gjort noget mere skamfuldt end at blive fuldstændig baldret af sprut, stoffer og sovepiller for så at kaste op ud over dig selv.“

„Det her er lidt anderledes, en anden form for skam, og jeg kan kun bede til, at du vil tilgive mig.“

„Det lover jeg, at jeg vil. Fo

havde alle mulige problemer med vores ægteskab på det tidspunkt. Din og min fremtid lå her, og det gjorde hans ikke. Så enkelt er det.“

„Er du stadig gift med ham?“

„Ja. Det føltes aldrig, som om der var nogen grund til at blive skilt.“

„Jøsses! Det må føles mærkeligt, at din mand sådan dukker op ud af det blå efter mere end tyve år.“

„Både-og, Stella. Jeg har tit tænkt over, hvordan jeg ville reagere, hvis han kom herover, men nu føles det næsten, som om vi ikke har været adskilt i to årtier. Han bærer intet nag, og det gør jeg heller ikke.“

„Kuyia!“ smilede Stella. „Du ser næsten forelsket ud. Elsker du ham stadig? Det ser i hvert fald sådan ud.“

„Det ved jeg ikke. Det har bare været rart at have selskab til en forandring. Og vi er altid kommet godt ud af det med hinanden.“

„Hvor er det romantisk, at han sådan kommer og leder efter dig efter så lang tid.“

„Han kom faktisk for at få nogle forhold bragt i orden. En af de første ting, han spurgte om, var, om

„Man vil gøre hvad som helst for dem, man elsker, Bill, men det forstår du dig åbenbart ikke på.“

„Tilgiv mig endnu en gang, Cecily. Jeg har ingen ret til at komme her og begynde at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv. Og jeg ... ja, hvad der end er sket imellem os, så holder jeg stadig af dig, og jeg vil gerne hjælpe, hvis jeg på nogen måde kan.“

„Det er utrolig sødt af dig, Bill, men jeg kan ikke se, hvordan du kan gøre det.“

„Til en begyndelse kan jeg give dig nogle penge, så du kan få hjælp til at passe hende.

De er fantastiske med flødeskum og syltetøj.“

Jeg tog en bid bare for at glæde hende. Smagen var fed og sød og klæg på en gang.

„Det næste, jeg skal fortælle dig, er vanskeligt for mig, Electra. Jeg kan kun håbe, at du vil forstå det. Jeg skammer mig over at skulle fortælle dig det.“

„Min egen historie taget i betragtning er jeg sikker på, at jeg vil forstå, Stella. Jeg tvivler på, at du kan have gjort noget mere skamfuldt end at blive fuldstændig baldret af sprut, stoffer og sovepiller for så at kaste op ud over dig selv.“

„Det her er lidt anderledes, en anden form for skam, og jeg kan kun bede til, at du vil tilgive mig.“

„Det lover jeg, at jeg

har jeg tænkt på, at jeg har lyst til at bo et andet sted i byen. Lejekontrakten her udløber snart. Jeg var i Harlem sammen med Miles forleden dag, og det føltes som et sted, hvor folk kommer hinanden ved. Kvarteret

Jeg så hende tøve et øjeblik, før hun svarede.

„Ja. Cecily købte lejligheden for de penge, Kiki havde testamenteret hende, dengang kvarteret var til at betale. Da vi flyttede ind, var det et temmelig barskt kvarter, men som årene gik, blev det et rigtigt hjem for os alle sammen, og nu – ja, nu kalder ejendomsmæglerne det for ‘attraktivt’. Ovenpå var der et værelse til Cecily, et til mig og et til Lankenua, indtil hun flyttede sammen med sin mand. Har du lyst til at sidde ude i haven? Der er sol på denne tid af dagen.“

„Gerne,“ svarede jeg, og Stella førte mig ud på terrassen, hvor der stod et gammeldags støbejernsbord og stole, der engang havde været malet hvide, men nu var afskallede og ved at blive grønne af mos.

Mens hendes mor tog sin eftermiddagslur, som var blevet længere og længere i ugerne efter Kikis død, klædte Cecily Stella på og lod den lille pige beundre sig selv i det store spejl på Cecilys værelse.

„Hvor skal vi hen, Kuyia?“ spurgte Stella og rettede på kraven på sin røde frakke.