«Hun er blond, min fars kvinde. Naturligvis. Hvad skulle hun ellers være? Hvordan skulle han ellers være blevet fanget, denne mand som havde bevæget sig så langt bort fra alle de ydmyge fælder for vores slags, spiritus, sniffen lim, hustruvold, højrøstet gadeuorden, krybende tiggeri (kunne herren ikke godt, åh hvad, baas?), og alle de mere forfinede fælder i spytslikkeri, korruption, nepotisme, som venter på mænd der tiltager sig privilegier på bekostning af andres liv og deres egen selvrespekt. Selvrespekt! Den har været hans religion, hans guddom. Den har aldrig svigtet ham, når han gerne ville vide hvilken retning han nu viser, hans prøvesten. Gør hvad der sætter dig i stand til at bevare din selvrespekt. Det er den visdom han har tilbudt os — min søster og mig.»
I Nadine Gordimers roman «Min søns historie» ses livet i Sydafrika i årene op til 1990 gennem en sort drengs øjne, mens han ser sin far deltage aktivt i kampen mod apartheid og selv betaler de store personlige omkostninger.
Den sydafrikanske forfatter Nadine Gordimer (1923–2014) debuterede i 1938 med en novelle, der blev udgivet i Johannesburg Magazine. Sidenhen udgav hun en lang række romaner, hvoraf mange handlede om social og politisk uretfærdighed i Sydafrika under apartheidstyret. Nadine Gordimer var kendt for sin aktive deltagelse i bekæmpelsen af apartheid og vandt i 1991 Nobelprisen i litteratur.
