«Fælles for dem skulle imidlertid gerne være, hvad man kunne kalde den kritiske idealisme: troen på det negatives ret side om side med det positive og forvisningen om, at respekt for de ‘upraktiske‘ ideer og studier er en nødvendig forudsætning for al kultur i højere forstand.»
Sådan beskriver Elsa Gress essaysne i “Strejftog”, som hurtigt blev fulgt op af en lang række romaner og essaysamlinger, der har fastslået hende som en skelsættende kommentator inden for alt fra litteratur, sociologi, psykologi til livets store spørgsmål.
Elsa Gress (1919–1988) debuterede dobbelt med essaybindet “Strejftog” (1945) og romanen “Mellemspil” (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som “polymedium” blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.
