Bøger
Erling Jepsen

Med venlig deltagelse

  • Katrine Seistruphar citeretfor 6 år siden
    For det var jo far selv der ikke ville se Allan og Sanne, han havde skrevet brev til dem og bedt dem holde sig væk
  • Pernille Bach Steffensenhar citeretfor 7 år siden
    kunne se ud over søen og sikkert se svaner, måske var der små unger? Når de så havde siddet der lidt, kunne de gå videre. Hvis hun var for træt, ville de nok hjælpe hende hjem. Én under hver arm; hvis det skulle være, kunne de såmænd bære hende hjem og lægge hende i seng. Og synge lidt for hende, som hun så tit havde sunget for dem, da de var små.
  • Pernille Bach Steffensenhar citeretfor 7 år siden
    Når Allan og Sanne kom på besøg, og de havde fået kaffe og kage, så kunne hun gå en tur med dem i parken. Det kunne hun rigtig godt tænke sig. Sådan som hun gjorde dengang de var små, én i hver hånd. De var ikke for store til at holde deres mor i hånden, eller måske under armen, for at støtte hende. Hun kunne godt blive træt af at gå langt. Hvis de mødte nogen, ville hun vise sine børn frem og fortælle hvordan det var, der var ikke noget at skjule. „Min mand er død,“ ville hun sige, „så nu kan jeg se alle mine børn igen. Jeg har mistet én, men jeg har vundet to“. For så enkelt kunne regnskabet sådan set gøres op.
    Der var en bænk henne på kærlighedsstien, hvor de kunne sætte sig. Der var lige plads til tre, og der var så kønt; man
  • Pernille Bach Steffensenhar citeretfor 7 år siden
    Margrethe sad stadig ved telefonen, kiggede frem for sig med foldede hænder. Vorherre havde gemt det bedste til sidst, hans veje var i sandhed uransagelige. Hun havde været bange for at ringe til Allan, for man vidste aldrig med ham. Men det var gået så godt, ja over al forventning. Alt det gamle nag var glemt, og han havde lovet at han snart ville komme hjem til sin mor.
  • Pernille Bach Steffensenhar citeretfor 7 år siden
    Han blev mere og mere glad ved tanken om at tage derover, og gu fanden skulle Sanne med; mor skulle se hende, med egne øjne, så kunne det være hun holdt op med sit ævl om at „det gamle“ skulle være glemt. Der var visse ting Sanne i hvert fald ikke kunne glemme. Når de alle tre sad i den lille stue og drak kaffe og spiste småkager og smilede sødt til hinanden, så ville han lige så stille komme ind på de ting han havde skrevet ned på sedlen. Også selv om mor forsøgte at stoppe ham og skiftede emne, han ville hele tiden vende tilbage til sit. Det var nok klogt at tale det igennem med Sanne forinden, så hun vidste hvad der skulle ske, og så hun kunne nå at ruste sig.
  • Pernille Bach Steffensenhar citeretfor 7 år siden
    kunne have sendt et postkort, det behøvede far ikke få at vide. Men ingenting, overhovedet ikke en lyd i alle de år, hverken til Sanne eller ham, bare fordi far ikke ville have det.
    – Hun turde ikke give lyd fra sig før, sagde Charlotte gennem døren. – Du har selv fortalt mig hvordan din far var; hun var bange for ham. Når du først er derovre, og I har hilst på hinanden, og sådan, så kan du spørge om de lidt sværere ting.
    – Ja, det kan du fandeme tro jeg vil, sagde han og åbnede døren op i hovedet på hende. – Hun skal ikke slippe så let!
  • Pernille Bach Steffensenhar citeretfor 7 år siden
    Var det hende?
    – Ja, hvem ellers? snerrede han.
    – Hvordan gik det? Tager du over til hende?
    Han sukkede tungt, rejste sig og gik hen til vinduet, tørrede de sidste tårer af i ærmet. Håbede ikke Charlotte så det, men det gjorde hun. Hun så altid sådan noget, tænkte han. Og så kunne hun selvfølgelig regne ud, hvad der var sket. Hun kom helt ind på kontoret til ham, gik hen og omfavnede ham bagfra.
    – Jeg fik slet ikke spurgt hende om noget, snøftede han. – Jeg sagde bare ja og nej og amen og begyndte gudhjælpemig at græde.
    – Du skal ikke skamme dig over at græde, sagde hun; hun virkede ligefrem opløftet. – Det er trods alt din mor …
    Han trak sig væk fra hende. Når hun stod så tæt på, kom han let til at græde endnu mere, kunne han mærke. Det havde han ikke lyst til.
    – Hvad ville du spørge hende om?
    – Jeg ville spørge, hvorfor hun først ringer nu.
    – Det ved du da. Det er fordi din far er død.
    Han kiggede vantro på hende; forstod hun da slet ingenting? Så gik han ud på badeværelset og låste døren efter sig, sjaskede lidt koldt vand i ansigtet. Hvor skulle man høre på meget, og så fra ens egen kone. Mor behøvede da ikke vente med at ringe til ham, til hun blev enke. Han sjaskede endnu mere vand i ansigtet. Hun kunne have ringet når far ikke var hjemme. Om ikke andet, så for bare at sige at hun stadig var der, og at hun tænkte på ham. Dengang han fyldte fyrre for eksempel.
  • Pernille Bach Steffensenhar citeretfor 7 år siden
    Charlotte åbnede døren på klem og kiggede forsigtigt ind:
  • Pernille Bach Steffensenhar citeretfor 7 år siden
    Pyha, sikke en lettelse. Hendes bekymring slog over i glæde, hun lo, og nu gjorde han også, det var ligesom de faldt hinanden om halsen, selv om de sad i hver sin ende af landet!
    Men så var det at bornholmeruret faldt i slag, og så smækkede han pludselig røret på. Det var godt nok mærkeligt.
    Hvorfor smækkede han på? Han blev selvfølgelig rørt, han glædede sig så meget til at se sin mor, at han ikke kunne få et ord mere over sine læber og fik en klump i halsen. Det måtte være derfor, det kunne ikke være andet.
    Og hun glædede sig endnu mere, hun kunne ikke vente tiden af, nu skulle hun til at se de to yngste af børnene igen. Hun stod op og tog et par dansetrin hen over stuegulvet; der var ikke engang tændt for radioen! Og ikke nok med det, nu kunne hun mærke at hun skulle på toilettet, omsider, nu kom der gang i maven igen.
    Det kommer alt sammen til én, hvis bare man kan vente. Det bedste, det har Vorherre gemt til sidst!
    *
    Da Allan hørte det gamle bornholmerur falde i slag, mens han talte med sin mor, blev han så forskrækket at han smækkede røret på. Nu troede han ellers lige, at han havde tænkt det hele igennem. Men så var der alligevel noget han ikke havde forudset, og som rev benene væk under ham: Bornholmeren! Hvis der var noget han ikke brød sig om, så var det den lyd; den mindede ham om så meget, som han helst ikke ville mindes om.
  • Pernille Bach Steffensenhar citeretfor 7 år siden
    Nu kunne hun kende ham igen, hans stemme, den lød som en lille drengs. Hun blev helt varm om hjertet.
    – Nu prøver vi igen, og nu skal piben have en anden lyd.
    Han mumlede et eller andet, hun hørte ikke hvad, det var heller ikke så vigtigt. Nu kom spørgsmålet, nu kastede hun sig ud i det:
    – Jeg tænker jo, at du måske skulle komme og se til mig så?
    Lang tavshed.
    – Allan? Kommer du så hjem nu? Far er død, du må gerne.
    – Jamen mor …, sagde han, og nu var han lige ved at græde kunne hun høre; det han ville sige var vist ikke så let at få sagt, så det var nok ikke noget rart.
    Hun blev allerede ked af det, snøftede, fandt lommetørklædet fra Hamburg frem igen, prustede i det, men så sagde han:
    – Ja, det gør jeg vel så.
    Det var næsten ikke til at høre, men det var det han sagde.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)