“Min krop kramper og får åndenød. Min hjerne giver slip, det stikker i mit hjerte. Jeg erkender, at jeg ikke ved, om jeg tror på Gud. At jeg ikke ved, hvad Gud er. Hvis jeg siger, jeg ikke tror på Gud, vil jeg da nogensinde se dig igen?”

Carla Luffe skaber med sine breve i Til rette vedkommende en forbindelse mellem en barndom med klare regler, straf og vold i kristendommens navn, en ungdom uden nogen regler overhovedet og et voksenliv, hvor hun er efterladt til det retningsløse liv udenfor den Pinsekirke, som hendes mor valgte for hende.

Uden Gud og uden mor famler den unge kvinde efter en retning i den tilværelse, ingen lærte hende at gebærde sig i. For hun vil ikke, som sin mor, binde sig så stramt fast, at al kvindelighed og seksualitet forsvinder.Hun vil turde være sårbar, hun vil turde give slip og give sig hen og mærke sin egen krop og sig selv.

Igennem brevene får hun afløb for alt det, der ikke må siges, og alt det, der ikke må spørges om. Igennem brevene tilkæmper hun sig et sprog, som er et andet end det voldens sprog, hun er vokset op med.

Igennem brevene finder hun sin vej.

I får ikke mit had