Professionslæring i praksis

Det har sandsynligvis bidraget til, at pædagogernes (relativt unge) professionalisme til tider fremstod usikker, noget holdningspræget og ofte blev identificeret som spørgsmål om pædagogens person og personlighed.

Afhængig af placering i institutionens sociale arbejdsdeling må man forestille sig, at den nyuddannede pædagog primært gennem deltagelse i professionsudøvelsen efterhånden får et indblik i institutionens tidsrytme, rutiner m.m. og derved får etableret et repertoire eller ændret og revideret et allerede eksisterende repertoire.

Siden slutningen af 1980’erne har professionalismen i højere grad været legitimeret af begreber som ‘omsorg’, ‘relationsarbejde’, ‘udvikling’, ‘livskvalitet’, ‘selv- og medbestemmelse’ samt ‘solidaritet’ med brugerne.

Læreres og pædagogers vidensformer må antages at være stærkt kontekstbundne og ofte mere eller mindre mosaikagtige, sporadiske, poetiske og private. Disse vidensformer overføres antagelig ofte til nyuddannede alene i mere eller mindre tilfældige sammenhænge og primært som mundtlige overleveringer.

Om profession, professionalisme og professionalitet