«Det forjættede land» er fortællingen om tre mænd, der sammen beslutter at etablere en fabrik i slutningen af 1800-tallets Polen. Fabrikken grundlægges — helt i tidens ånd — ved en brutal udnyttelse af naturens ressourcer og de mange fattige arbejdere, der ikke har andet valg end at tage imod det dårligt betalte og livsfarlige arbejde på fabrikken.
W.S. Reymonts kollektivroman er en fortælling om industrialiseringens bagside. Om de få privilegerede, der blev styrtende rige, og om masserne, der sled sig ihjel på storkapitalisternes fabrikker. Det er historien om, hvorledes drømmen om byens forjættede land, der lovede arbejde til alle, forvandlede sig til et mareridt.
Den polske forfatter Wladislaw Reymont (1868–1925) modtog i 1924 Nobelprisen for sine romaner «Høsten», “Vinteren”, «Våren” og “Sommeren”, der til sammen danner mesterværket «Bønderne”. W.S. Reymont forlod Polen som 25-årig og drog ud i den store verden med nogle få skillinger på lommen. Han slog sig omsider ned som forfatter i Paris, hvor han skrev en række anmelderroste bøger.