Om efteråret

Men sagen er jo den at kampen er den samme, og at udfaldet bliver det samme, det er bare magtmidlerne der har forandret sig. For den svage kan ikke tilgive den stærke, det er meningsløst. Kun den stærke kan tilgive. At tilgive nogen er at fornedre dem, det er at få dem til at tabe ansigt. Hvis man tilgiver nogen, og de ikke taber ansigt derved, er man stadig et offer og den svage. Men tilgivelsens hemmelighed er at den opretter et sted, dybt inde i den enkelte, hvor ingen anden har magt, og hvis man først når derind, hvor andre mennesker betyder noget, finder man styrken som ingen kan tage fra en, og den styrke er det som gør det muligt at tvinge den anden i knæ gennem tilgivelsen.

Dæmringen er altid begyndelsen på noget, ligesom dens modsætning skumringen altid er slutningen på noget, og når vi ved at mørket i stort set alle kulturer repræsenterer døden og det onde, mens lyset repræsenterer livet og det gode, bliver disse to overgangszoner mellem nat og dag gestaltninger af det store eksistentielle drama vi er fanget i, noget jeg sjældent tænker på når jeg står ude i haven og stirrer på det gryende lys i øst, men som alligevel klinger med, eftersom det føles så dejligt at se på. For mørket er reglen og lysets dets undtagelse ligesom døden er reglen og livet dens undtagelse. Lyset og livet er anomalier, dæmringen deres stadige bekræftelse.

Men smerten er ikke kun uoversættelig fra menneske til menneske, men også i det enkelte menneske, for så snart smerten er ophørt, opstår den samme afstand i os: Vi husker at det gjorde ondt, og vi kan sige til os selv at smerten var som et mørke vi var sænket ned i, og sådan kan vi favne den med tanken, men tankerne eksisterer i en verden for sig hvor alt er let og immaterielt, for i det øjeblik smerten kommer tilbage, og det gør ondt igen, trækkes tankerne til side som et forhæng, og vi er endnu en gang i det egentlige: Åh nej, det var sådan det var.

For os fremstår forholdet mellem det indre billede og den ydre realitet som identisk, men en sjælden gang revner det, for eksempel når det gør ondt i noget der ikke findes, eller når vi får en klar og distinkt følelse af at vi tidligere har oplevet det vi oplever nu, det som kaldes deja-vu, og som ikke er andet end en lillebitte forskydning i identiteten mellem vores billede af virkeligheden og virkeligheden selv.

Drømmene tilhører et ældgammelt lag i os og udgør en form for bevidsthed som vi har til fælles med dyrene. Da jeg vågnede, tænkte jeg at det måtte være sådan vores verden er til stede i dem, at det er på den måde dyrene ser alle vores konstruktioner, alle vores skyskrabere, broer og fartøjer. For i drømmen betød olietankerne ingenting, de var der bare, samtidig med at indtrykket af dem fyldte hele mig.

. Og om morgenen her, når alle tre børn skal op, have tøj på, måske i bad, spise morgenmad, alle i forskelligt humør og på forskellige stadier, med forskellige problemer og glæder, er det at få alting til at glide, alting til at fungere, noget der kræver en viden som ikke står skrevet noget sted, som man ikke kan læse sig til eller studere, men som alle forældre besidder, måske uden at værdsætte det, netop fordi det er ærgerrighedens modsætning og ikke er koncentreret eller afgrænset, og heller ikke rettet mod noget der skal blive, en fremtidig triumf, og derfor næsten helt usynlig. Sådan virker erfaring, den aflejrer sig omkring jeget, som i takt med at det får flere muligheder, bliver stadig sværere at holde fast: Den klogeste ved at et jeg er ingenting i sig selv

Fingermanden forandrer mig til kropsdele, og kropsdelene til uafhængige skabninger, og eftersom det er en af mange mulige sandheder om virkeligheden, at den egentlig er uden tilknytning og fravendt, som et blindt øje, åbner legen for en afgrund. De andre er for små til at være truet, jeg er for gammel. Denne afgrund midt i verden står kun åben for dem som er midt mellem barnet og den voksne.

Fingermanden forandrer mig til kropsdele, og kropsdelene til uafhængige skabninger, og eftersom det er en af mange mulige sandheder om virkeligheden, at den egentlig er uden tilknytning og fravendt, som et blindt øje, åbner legen for en afgrund. De andre er for små til at være truet, jeg er for gammel. Denne afgrund midt i verden står kun åben for dem som er midt mellem barnet og den voksne

Det er stadig utænkeligt for mig at smide et æbleskrog væk, og når jeg ser mine børn gøre det – af og til smider de halvspiste æbler ud – fyldes jeg af indignation, men siger ikke noget, for jeg vil have at de skal bejae livet og have et overflodsagtigt forhold til det. Jeg vil have at de skal føle at livet er let at leve. Derfor har jeg også ændret min indstilling til æbler, ikke som en viljeshandling, men som et resultat af at jeg har set mere og forstået mere, tror jeg, og nu ved jeg at det aldrig handler om verden i sig selv, men kun om vores måde at forholde os til den på. Over for det hemmelige står det åbne, over for arbejdet står friheden.

Det er den erfaring jeg har fået af at arbejde i haven, der er ingen grund til at være forsigtig eller bange for noget, livet er så robust, det kommer ligesom i kaskader, blindt og grønt, og det er af og til skræmmende fordi vi også lever, men under en slags kontrollerede omstændigheder, som gør at vi frygter det blinde, det vilde, det kaotiske, mod solen sig strækkende, men som regel smukt, på en dybere måde end det visuelle, for jorden lugter af råd og mørke, vrimler med pilende biller og konvulserende orme, blomsterstænglerne er saftige, kronerne propfulde af dufte, og luften, kold og skarp, varm og fugtig, fuld af solstråler eller regn, lægger sig om den indevante hud som omslag af nærvær.

Disse øjne så ikke mennesker, men noget andet, som vi aldrig vil finde ud af hvad er.

En af sprogets egenskaber er at det kan benævne det som ikke er her. På den måde kan vi opretholde alt som er uden for synsvidde i vores livsverden, og også alt som befinder sig uden for vores tidshorisont, både det som var i går, og det som skal komme i morgen. Selvom det lille højdedrag som ligger lige uden for syne herfra hvor jeg sidder, selvfølgelig altid findes, er dets eksistens, som jeg netop har manet frem, beslægtet ikke kun med det hypotetiske, men også med det imaginære. Du som læser dette, kan ikke vide om det lille højdedrag virkelig findes, selvom du nu ser det for dig, og du kan heller ikke vide om jeg som skriver dette, findes – måske læser du disse ord mange år efter at de blev skrevet, og jeg er død. Denne voldsomme ekspansion af livsverdenen som sker gennem sproget, og som bliver opretholdt i det, er måske det vigtigste kendetegn på det menneskelige.

At tilgive nogen er at fornedre dem, det er at få dem til at tabe ansigt. Hvis man tilgiver nogen, og de ikke taber ansigt derved, er man stadig et offer og den svage. Men tilgivelsens hemmelighed er at den opretter et sted, dybt inde i den enkelte, hvor ingen anden har magt, og hvis man først når derind, hvor andre mennesker betyder noget, finder man styrken som ingen kan tage fra en, og den styrke er det som gør det muligt at tvinge den anden i knæ gennem tilgivelsen

Lyset og livet er anomalier, dæmringen deres stadige bekræftelse

At holde et spædbarn tæt ind til kroppen er en af livets store glæder, måske den største. Det gælder når spædbarnet er nyfødt og så lille at den voksnes håndflader næsten dækker den lille krop helt, når dets blik ligesom er flydende og kun undtagelsesvis finder noget i omgivelserne at hvile øjet på, og man fornemmer at det nærværet i verden indebærer, næsten udelukkende er sanseligt: varmen og blødheden fra kroppen som spædbarnet næsten altid ligger ind til, den lunkne mælk der fylder maven, søvnen der overmander det så herligt med kun få timers mellemrum. Med det nyfødte spædbarn handler alt om at udjævne forskelle mellem sig selv og omgivelserne, lade alt være varmt, nært, blødt. Et pludseligt temperaturfald åbner en afgrund mellem spædbarnet og virkeligheden, det samme gør en pludselig lyd eller pludselig bevægelse, og det skriger.
At opfylde disse enkle krav er en nydelse fordi de er enkle, fordi det indebærer et samspil, en rytme, en sang, og fordi den nærhed det kræver, opfylder et ønske som næsten er som et begær; beskytte, give, sørge for. For mig, som mand, er det at holde et barn tæt ind til kroppen den eneste fysiske nærhed jeg kender som ikke er seksuel. Hvordan det er for kvinder, ved jeg ikke, men at det er anderledes, er ingen dristig påstand. Måske er det derfor en mand skal være meget mand for ikke at blive kvinde når han lever med det nyfødte spædbarn symbiotisk ind til kroppen.
Når barnet er vokset og nærmer sig et år, er alting anderledes, bortset fra glæden ved at holde det tæt ind til kroppen. Det sker sjældnere, for det som kræves der, er det modsatte, barnet skal – og vil – udsætte sig for afgrunden mellem sig selv og verden. Det kryber hen over gulvet, har bestemte stationer det udforsker: en ledning her, et skostativ der og en støvsuger der, og det søger øjenkontakt med de andre i familien under måltiderne, ler når de andre ler, vinker når de andre vinker. Øjnene er kvikke, nogle gange tilmed listige, ofte glade. Mange af ordene som svirrer omkring spædbarnet, er for længst gemt og identificeret, men stadig ikke mulige at bruge, de ligger der som i et magasin. Det gør også de bevægelser der skal komme. At holde i bordbenet og langsomt rejse sig op, at stå, og snart, med brystet fuldt af overraskelse, spænding, frygt og glæde: de første skridt. Men når det har været ude i verden på egen hånd længe nok, måske bare ti minutter, måske hele tredive, vil barnet tilbage til nærheden, den voksne krop der løfter det op og holder det ind til sig. Når det så hviler hovedet mod den voksnes bryst, i en gestus af total tillidsfuldhed, er de følelser der bryder frem hos den voksne, uimodståelig gode. Hvorfor

Så når den seksogfyrreårige går rundt om et hushjørne, sidder forvisningen om at alt vil være som forventet, så dybt i ham at det er blevet selve virkelighedens natur, og ikke bare forestillingen om den

Kun det som glipper mellem fingrene, kun det som ikke finder ord, ikke har tanker, eksisterer helt og fuldt. Det er prisen for nærhed: Man ser den ikke. Ved ikke at den er der. Så er det forbi, så ser man den

Når jeg en sjælden gang tager ham frem igen, bliver min ene datter urolig. Hun er snart teenager, så sej og sårbar som kun børn kan være i den alder. Hvis hun ser Fingermanden rejse sig på bordet og begynde at gå hen mod hende, siger hun: Nej, far. Lad være. Hvis jeg fortsætter, rejser hun sig og siger: Jeg vil ikke. Hun ler, for hun ved at det er dumt og barnligt, men hun er samtidig også virkelig urolig, det kan jeg se i hendes øjne og høre på hendes stemme. Sådan er det, tænker jeg, fordi spørgsmålet om hvem hun er, for første gang er begyndt at melde sig for hende, og dermed også, hvem vi er, hendes forældre og hendes familie. Fingermanden forandrer mig til kropsdele, og kropsdelene til uafhængige skabninger, og eftersom det er en af mange mulige sandheder om virkeligheden, at den egentlig er uden tilknytning og fravendt, som et blindt øje, åbner legen for en afgrund. De andre er for små til at være truet, jeg er for gammel. Denne afgrund midt i verden står kun åben for dem som er midt mellem barnet og den voksne.

Man skulle tro at grævlingen med sin karakteristiske snude, som er hvid og sort og ikke ligner noget andet i den nordiske fauna, og den brede, ligesom lidt flade krop, skulle være opsigtsvækkende nok til at der blev fortalt historier om den.

Næsten alle andre fejl ville være blevet mødt med overbærenhed, for jeg var der i egenskab af forfatter, altså kunstner, altså en som kunne skære sit eget øre af, en som kunne slynge obskøniteter ud, en der kunne være fuld, måske tilmed skyde heroin ude på badeværelset.