I «Livet efter døden. Studier over de ældste indiske begravelsesritualer» gennemgår professor Dines Andersen (1861–1940) indisk religions— og kulturhistorie. Det primære omdrejningspunkt for værket er de tre ældste perioder i det indiske åndsliv: Offerlitteraturen, buddhismens ældste tid samt veda-hymnerne — Indiens ældste religiøse skrifter, som er hellige for hinduismen.
I det 21. århundrede har dele af vedaerne fået en opblomstring i Vesten med disciplinen ayurveda. Oprindeligt var ayurveda en samling medicinske tekster der udviklede sig fra veda-hymnerne, men praktiseres i dag i en moderne form med fokus på yoga, kost og meditation anno 2020.
Andersens bog er et betydningsfuldt bidrag til vores viden om indisk kultur— og åndshistorie, og er den dag i dag fortsat relevant læsning for alle, der interesserer sig for Østens filosofi, kultur og religioner.
Dines Andersen (1861–1940) var dr. phil og professor i indisk-østerlandsk filologi ved Københavns Universitet. Han viede det meste af sit liv til studiet af indiske oldtidsskrifter og fik i 1892 sin doktorgrad for afhandlingen “Om brugen og betydning af verbets genera i sanskrit”. Ved siden af sin lærergerning arbejdede han som fast assistent ved Universitetsbiblioteket, hvor han udrettede et stort og betydningsfuldt arbejde. Som forfatter står han bag en lang række lærebøger, tidsskriftartikler og bidrag til leksikoner om indiske sprog og kulturer. Dines Andersen blev medlem af Videnskabernes Selskab i 1908.
