Det unge Rusland

Ja for De véd jo nok, hvordan vi Russere er: vi haaber altid paa, at der skal komme Et eller Andet — eller En eller Anden — og kurere os paa en Studs, læge alle vore Saar og træffe alt det Onde ud af os, ligesom man træffer en hul Tand ud. Hvor monstro finder vi den Mirakeldoktor? I Darvinismen? eller Landsbykommunen? eller Arkip Perepentjev? eller en Krig med udlandet? — Hvad Du vil, Fa’erlil, bare herud med Tanden!! .... Men det er til Syvende og sidst ikke Andet end Dovenskab og Mangel paa Energi og Tankeløshed! .... Og se, af den Slags er Ssolomin ikke — han trækker ikke Tænder ud; nej, det er en fin Krabat, han!

Han havde prøvet paa at skrive Fagartikler om Manglerne ved det russiske Artilleri; men da han ikke havde Spor af Fremstillingstalent, fik han aldrig en Artikel gjort færdig, — hvad der dog ikke forhindrede ham fra at blive ved at bemale vældige Ark Konceptpapir med sine store, klodsede, ligefrem drengeagtige Bogstaver .... Han var en egensindig, uforfærdet, næsten dumdristig Natur, som hverken forstod at tilgive eller at glemme, som bestandig følte sig krænket baade paa sine egne og paa alle Undertryktes Vegne, og som var parat til Alt. Hans noget indskrænkede Forstand havde koncentreret sig om et eneste Punkt; det, han ikke forstod, existerede ikke for ham; men han foragtede og hadede Falsthed og Løgn. Mod Folk af de højere Stænder, „de Reaktionære“, som han kaldte dem, var han kort for Hovedet og undertiden grov; men mod jævnere Folk var han meget ligefrem, og Bønderne omgikkes han saa venskabeligt, som om de kunde have været hans Brødre .... Han var kun en middelmaadig Landmand; han gik bestandig og spekulerede paa allehaande socialistiske Planer, skjøndt han ligesaa lidt kunde have faaet dem realiseret, som han kunde saa gjort sine Artikler færdig om Manglerne ved det russiske Artilleri. I det Hele taget havde han aldrig Held med sig til Nogetsomhelst, og allerede hans Skolekammerater i Kadetkorpset havde da ogsaa kaldt ham „Ulykkesfuglen“. En brav og ærlig Karakter, som han var, men en lidenskabelig og ulykkelig Natur, kunde han i visse Øjeblikke være ubarmhjertig, blodtørstig, kort sagt et rent Uhyre, .... og var saa atter til andre Tider istand til at opoffre sig fuldstændigt, uden at betænke sig og uden at krympe sig ...

Maa jeg gjøre Dem et Spørgsmaal, Ssemen Petrovitsch? sagde hun saa: — hvorfor bruger De altid saa mange franske Ord, naar De taler Russisk. Det forekommer mig .... ja De maa ikke blive vred! ...
men det forekommer mig at være en Skik, som er gaaet af Brug.