Kongens Fald, Johannes V. Jensen
Gratis
Johannes V. Jensen

Kongens Fald

Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 4 dage siden
Nu gik den Krig sin Gang. Den begyndte, som enhver ved, med umaadelig Vigtighed og Tillid fra Angribernes Side og endte med aldrig anet Ulykke og Død for Kniven. De spillede talentfulde Dramaer i fordums Tid. Læg Mærke til Fablens vittige Antitese – disse Riddersmænd, der i virkelig retfærdig Tro paa Overmagten lægger Pansret i Trosvognen og bryster sig med Guldkæder paa; denne grausame Oberst Slentz, der er parat til at stange Ditmarskerne fordærvet med de bare Knebelsbarter – femten tusind Hjærter, hvori det hede Blod er spærret inde. Riddernes Skemt, Hertug Per til Meldorf, Grev Poul af Hemmingstedt – og som en sidste uhyre licentia poetica de femtenhundrede Vogne bagved til Byttet. Hele dette svimlende Apparat skulde ikke forbavse den, der ikke kendte Udfaldet; thi det var jævnt menneskeligt. Det er naturligt for den levende at brovte med Udødelighed, den højeste Sundhed finder sit Udtryk i Pral og Trusel, Menneskets fineste Potens er den dundrende Løgn. Naar Manden er paa sin Krafts Højdepunkt, maa han slaa ihjel. Livet dræber
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 10 dage siden
Solen kom, var det fremdeles totalt Vindstille. Skuden var drevet noget nordpaa, Kullen stod som en lav kammet Sky i Syd. Skipperen og hans to Mand lagde et Par Aarer ud, men det kunde ikke blive til noget.

I sin Utaalmodighed hentede Skipperen et Anker Øl op fra Rummet og vækkede Mikkel. Mikkel gned Øjnene og saa sig blændet om paa det spejlstille Vand. De ryddede tilside paa Dækket og begyndte at drikke. Og Mikkel blev fuld, før han endnu var rigtig vaagen, udsultet og lidende som han var. Han svang Kruset og gik rent fra Samlingen. Tilsidst tav de andre, og Mikkel fablede ganske alene.

Jeg er for længe siden solgt til Undergang, raabte han saglende og gispende, jeg er saa arm en Sjæl, at ikke engang Satan vil eje mig – men det er godt; der kan blive en Fest endda. Jeg opgiver bare det hele, naar jeg ikke vil længere, det er en nem Sag, og gaar min Vej. Hurra! Kom I til Festen med mig, alle I døde og halte, der er brændt ihjel og slaaet for Panden, hej Bordet er dækket, søg Plads allesammen som I er, i Kisteklæderne – her er Plads for dem, der har Kinderne hængende i Laser og Haandbagene sat med Smaasten – kom an I Strandvaskere og Fattigfolk fra Stejlen! Jeg er jo af Jeres Folk og skal snart gengælde Besøget. Hvad bryder jeg mig om mit Hoved, jeg hører ingen til længere, jeg er fuldstændig ene Mand, hvad angaar det mig mere, at der kanske er en Fugl til, de kalder en Struds, hvad bekymrer det mig, at en Nar bestiger Tronen i Frankrig, jeg gaar hjem nu, jeg kan ikke længere se ud af Øjnene, Farvel, Farvel!

Fartøjet laa fuldstændig dødt paa Søen i Solskinnet, der var ikke anden Lyd end Vandets Sveden. Skipperen og hans Mænd morede sig meget godt, Mikkel drak, hulkede og pralede en rum Tid snart paa Dansk og snart paa Latin, til han endelig drev om paa Dækket og sov igen.
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 17 dage siden
har vor Forlov en Tid, og jo gladere vi er, des hellere hopper vi paa den. Men alle Væsener er skabt i Strid med Naturen, paa Trods af Tyngden; Mennesket har endog rejst Forparten fra Jorden og snydt Tyngden for et Par Ben. Gud feder de levende, for at de skal falde des alvorligere til Jorden, thi Gud og Satan er en og samme Person. Men Jorden …
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 17 dage siden
Mikkel drømte, at han steg op ad et stort stejlt Bjærg, han vadede alendybt i den løse Sne. Men da han var kommen næsten op paa Toppen, satte han sig ned, nu kunde han ikke mere. Højt over hans Hoved gik Stien skraat ned til venstre; for at komme blot dette Stykke højere op, maatte han en lang Omvej, helt rundt om Bjærget. Han havde opgivet det, han sad plantet med begge Benene i Sneen, og det var forbi. Stien ovenover ham stod i en Brand af Snefog, al Bjærgets frostfine Sne var oprørt til Bunden. Ned langs Stien kom en lang Række unge Piger i sorte Kaaber, og mens de under megen grusom Munterhed fægtede sig frem i de stejlende Snehvirvler, fløj Kaaberne nu og da tilside, deres Legemer var ganske skoldrøde af Kulde. De blev ved at komme ned fra Bjærget i en uendelig lang Række, nogle smilede, andre lo. Alle lignede de Susanna, og dog var ingen af dem hende.
Jakob Kristensen
Jakob Kristensenhar citeretsidste år
Den der ikke dør hver Dag, skal aldrig leve. Men Mikkel havde aldrig villet dø
Jakob Kristensen
Jakob Kristensenhar citeretsidste år
Nej det staar skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den Sag falde, der er Genstand for hans Tvivl.
Jakob Kristensen
Jakob Kristensenhar citeretsidste år
Han maatte forlade Landet, som man forlader en Kvinde, der har set ens Nederlag.
Jakob Kristensen
Jakob Kristensenhar citeretsidste år
ligesom man sigter over Maalet af Hensyn til Pilens Neddrif
Jakob Kristensen
Jakob Kristensenhar citeretsidste år
Den der slaar, faar.
Jakob Kristensen
Jakob Kristensenhar citeretsidste år
Den der er væk, bliver ikke hængt.
Maureen Jørgensen
Maureen Jørgensenhar citeretfor 2 år siden
Det var for alle, som maatte Krigen begynde udefra.
Maureen Jørgensen
Maureen Jørgensenhar citeretfor 2 år siden
Thøger vaandede sig saaret derved.
Lisbeth Ehmsen Kronborg
Lisbeth Ehmsen Kronborghar citeretfor 2 år siden
Ja, da Kongens Kraft ophørte, idet han anvendte den.
em20097
em20097har citeretfor 2 år siden
Nej det staar skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den Sag falde, der er Genstand for hans Tvivl.
Haydar Anwar Reza
Haydar Anwar Rezahar citeretfor 2 år siden
Kraften hævner sig. Kraft og Tyngsel ledsager hinanden … tag ligestore Vægte i højre og venstre Haand, og hvis din højre Arm er den stærkeste, vil du føle Vægten tungest i den! Hvor der er flest Betingelser for at bære, har Tyngden flest Betingelser. Den svage Arm har let ved at lade falde.

Faldet er evigt paa Jorden, ethvert levende Væsen er skabt med Tunghed i sit System; Mennesket, den oprejste, staar for Fald. Den stærke er en Trods mod Jorden.
Haydar Anwar Reza
Haydar Anwar Rezahar citeretfor 2 år siden
Den enkelte er vel aldrig fuldendt, men ingen er undværlig; de mange tilsammen stiler mod Fuldkommenhed. De er alle meget nær ens paa Lykkens Skib, for saa vidt som hver for sig bedaarer.
Haydar Anwar Reza
Haydar Anwar Rezahar citeretfor 2 år siden
Jeg mistede mit Livs sande Foraar i Danmark af Længsel efter Lykken i det fremmede; og derude fandt jeg ingen Lykke, for jeg led overalt af Hjemve efter mit eget Land. Men da Alverden tilsidst lokkede mig forgæves, da var endelig ogsaa Danmark døet ud af mit Hjærte; saaledes blev jeg hjemløs.
Haydar Anwar Reza
Haydar Anwar Rezahar citeretfor 2 år siden
Han tænkte igen paa sit mislykkede Liv, op og ned, han følte sig træt af alle de Mil, han havde vandret efter Umuligheden. Hvordan det saa var gaaet til, han havde forvist Lykken fra sit Hjærte og var bleven en hjemløs mellem glade Folk.
Haydar Anwar Reza
Haydar Anwar Rezahar citeretfor 2 år siden
Tyve Aars besværlige og golde Soldatertjeneste blev til en Dag i hans Bevidsthed, han mindedes sin Ungdoms Ønsker som var det igaar. Om han ikke ønskede noget! Hvis han havde tænkt sig nogen spørge derom, vilde han i Tanken svaret: Alting. Det vilde han – lige til nu, da han blev spurgt. Nu ønskede han intet.
Haydar Anwar Reza
Haydar Anwar Rezahar citeretfor 2 år siden
Han er meget ældre end nogen tror. Jeg kan lige huske det, han blev taabelig et Foraar, og det var Kærestesorg, der skørnede Hovedet paa ham. Men siden den Tid snakkede de om en Jøve, der skulde være oppe i Bakkerne. Jeg har hørt den mange Gange. I fordums Aar, da jeg brændte Salt, hørte jeg den tit om Nætterne, naar jeg sad ved Gryderne nede ved Stranden. Mangen en Gang var Børre med mig, og han hørte den selv. Ingen har set den. Der er aldrig nogen, der har set en Jøve og kan fortælle om den; for en dør ved at se den.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)