Denne anden bog af Dīgha Nikāya, Samlingen af Buddhas lange diskurser, samler 17 suttaer, der i dette tilfælde ikke svarer til Buddhas ord, men er senere kompositioner, der endte med at blive indarbejdet som en kanonisk kollektion. Den vigtigste diskurs i denne bog er Mahasatipatthana, den store diskurs om praksiss grundlæggende. Suttaerne DN 18, DN 19, DN 20, DN 21, DN 23 er falske suttaer. De er markeret med en dobbelt stjerne (**). De tilbagevendende temaer i de falske suttaer med begrundelsen for kvindehad, som f.eks. forklarer, at man skal give afkald på kvindelighed for at blive genfødt som mand: Et andet tilbagevendende tema er mytomanien, hvor de forsøger at passe Buddhaen ved at udgive ham som en prins… i en republik. Eller at han havde den store mands 32 mark, der ville gøre ham til en cirkusfreak. Og der mangler ikke en opremsning af gode ting og dårlige ting, der ligner en liste over bud, der slutter med en slags beskyttelsesformular. Som de foregående, og på grund af deres længde, er disse ikke diskurser leveret af Buddha. I dette tilfælde er de lange suttaer, der er udtænkt til at støtte bhikkhus ´ernes missionsarbejde blandt et publikum, der er fremmed for læren. Bortset fra disse to suttaer skiller DN 24: Om Pāṭikaputta sig ud, en morsom fortælling om hån om et fjols. DN 28: Inspiring Confidence, er en opremsning af, hvor godt Buddha forklarer undervisningen og dens overlegenhed i forhold til andre. Alene Mahasatipatthana og de sidste to suttaer gør denne bog umagen værd.
