Døgnkioskmennesket

Jeg oplever tit, at der bliver set ned på mig, fordi jeg arbejder i en døgnkiosk. Jeg finder det utroligt fascinerende, at det er sådan, og jeg elsker at betragte dem, der er så nedladende. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er sådan, mennesker er.

Men der er åbenbart også mennesker, der ser ned på det at arbejde i en døgnkiosk, selvom de selv gør det. Jeg kiggede over på Shiraha og mødte hans blik.

Han kommer også tit for sent. I dag skal han møde klokken ni, og han er ikke kommet endnu,” sagde fru Izumi forarget. “Er han ikke femogtredive? Det er da ret ynkeligt, at en som ham må arbejde i en døgnkiosk, ikke?”

“Jo, han har nået sin udløbsdato. Han dur ikke til noget og vil altid være en byrde for samfundet. Folk har faktisk en pligt til at udfylde deres plads her i samfundet enten ved at have et ordentligt arbejde eller ved at stifte familie.”

jeg ser fru Izumi og Sugawaras ansigtsudtryk, bliver jeg helt lettet, jeg er virkelig blevet god til at være ‘menneske’. Og den lettelse oplever jeg igen og igen i døgnkiosken.

“Det er fantastisk, men det må være hårdt for jer, som arbejder her.”
“Mange tak

Det var virkelig, som om vi klædte os ud og blev til et helt andet væsen.

Ved hele tiden at smitte af på hinanden holder vi fast i vores menneskelighed.

Og således blev min første dag i døgnkiosken også min fødselsdag som et helt almindeligt medlem af samfundet.

Jeg havde set mange medarbejdere komme og gå i de atten år, jeg havde været i butikken, og jeg vidste, hvor hurtigt deres plads blev fyldt ud igen. Den plads, jeg forlod, var allerede taget, og i morgen ville alt fortsætte, som om intet var hændt.

Jeg ville også være parasit en dag. Og nu har jeg altså tænkt mig at snylte på dig, Furukura.”

Når en mand og en kvinde deler lejlighed, vækker det folks fantasier, uanset hvordan virkeligheden måtte være.”