Efter en katastrofe har Japan kappet alle forbindelser til omverdenen. Den 90-årige Yoshiro tager sig omsorgsfuldt af sit oldebarn Mumei. Børnene fødes syge og kraftesløse. Deres liv hænger i en tynd tråd, alligevel er de muntre og vise. De gamle bliver stadig ældre. Der er næsten ingen dyr tilbage, jorden, havet og luften er forurenet, blomsterne muterer, menneskene ligesådan. Efterhånden som hverdagslivet bliver sværere, forsøger en hemmelig organisation at smugle udvalgte børn, de såkaldte udsendinge, til udlandet i forskningsøjemed. Mumei er et af dem.
“Udsendingen” handler om menneskers måde at forholde sig til katastrofer på, og om hvad der sker med sproget i en undtagelsestilstand. Skrevet i Yoko Tawadas glasklare sprog, der gør en fantastisk verden næsten normal og det normale usædvanligt smukt.
