Omrids, Rachel Cusk
Bøger
Rachel Cusk

Omrids

Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 8 dage siden
Det havde taget ham lang tid at acceptere den kendsgerning, for han var tilbøjelig til at være fordomsfuld og mene at en tings indhold svarede til udseendet, og desuden til at være bange for det han ikke forstod; og selv om han strengt taget ikke forstod grundene til at folk valgte at lemlæste sig selv, havde han lært ikke at lægge for meget i det. Om noget opfattede han den slags synlige ekstremer som symboler på en tilsvarende stor indre tomhed, en meningsløshed han gik ud fra kom af mangel på et meningsfuldt trossystem. Hans jævnaldrende – og han var kun fi
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 17 dage siden
ruppen bifaldt helhjertet denne optræden mens Theo blev ved med at smile velvilligt i deres midte. Det var interessant at tænke over, sagde den langhårede dreng – Georgeou, efter hvad mit diagram nu fortalte mig – at en historie godt bare kunne være en række begivenheder som vi tror vi er involveret i, men som vi ikke har nogen som helst indflydelse på
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 17 dage siden
okalet var lille og gråt, men der var store vinduer som vendte ud mod Kolonaki-pladsen, en indhegnet cementplads hvor folk sad og læste aviser på bænke i skyggen af platantræer hvis betonsokler var overmalet med graffiti. De varme pladser stod allerede tomme klokken ti om formiddagen. Duer rykkede frem over fortovsfliserne i deres kredsende, flossede formationer, pikkede med bøjede hoveder.
Marie Muna Sigrid Hald
Marie Muna Sigrid Haldhar citeretsidste måned
Musikken afslører hemmeligheder; den er endda mere afslørende end drømme, der i det mindste har den fordel at de er private.
Marie Muna Sigrid Hald
Marie Muna Sigrid Haldhar citeretsidste måned
Somme tider,“ sagde hun, „spekulerer jeg næsten på om den udmattelse jeg følte da vi kom tilbage fra Berlin, rent faktisk var disse kvinders kollektive udmattelse, som de nægtede selv at føle og derfor havde givet videre til mig. Det var som om man altid så dem løbe: De løb overalt, til arbejde og hjem igen, hen til supermarkedet, i grupper rundt i parken – hvor de talte lige så ubesværet sammen som hvis de havde stået stille – og hvis de blev nødt til at standse for rødt lys, blev de ved med at løbe på stedet, i deres enorme, hvide løbesko, indtil lyset skiftede, og de kunne fortsætte. Resten af tiden gik de med flade sko med gummisåler, yderst praktiske og yderst grimme. Deres sko var det eneste uelegante ved dem,“
Marie Muna Sigrid Hald
Marie Muna Sigrid Haldhar citeretsidste måned
interessante mennesker er som øer, sagde han: Man støder ikke på dem på gaden eller ved et selskab, man må vide hvor de er, og aktivt opsøge dem.
Marie Muna Sigrid Hald
Marie Muna Sigrid Haldhar citeretsidste måned
af de to måder at leve på – det at leve i øjeblikket og det at leve uden for det – hvilken af dem var så den mest virkelige?
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
Men jeg valgte det specielt til dig, sagde Paniotis med udbulende øjne. Køkkenchefen er fra din hjemegn, Angeliki; alle dine yndlingsretter er på menuen. Du må have ham undskyldt, sagde Angeliki og lagde en velplejet hånd på min arm. Så bebrejdede hun hastigt Paniotis noget på græsk, en ordstrøm der endte med at han undskyldte sig og forsvandt i retning af toiletterne.
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
Der så ud til at være så meget af det, for det der havde været usynligt, var nu blevet synligt; det der havde været nyttigt, var nu blevet overflødigt. Deres fjendtlighed var ligefrem proportional med deres tidligere harmoni, men hvor harmonien havde været tidløs og vægtløs, optog fjendtligheden plads i rum og tid. Det uhåndgribelige blev massivt, det visionære fik konkret form, det private blev offentligt: Når fred bliver til krig, når kærlighed bliver til had, fødes noget ind i verden, en kraft af ren dødelighed. Hvis kærlighed er det som gør os udødelige, er had det modsatte.
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
De plejede at lege sammen uafbrudt, fra det øjeblik de slog øjnene op om morgenen, til det øjeblik de lukkede dem igen. Deres leg var en slags fælles trance, hvor de skabte hele fantasiverdener, og de var hele tiden opslugt af lege og projekter, hvis planlægning og udførelse var lige så virkelige for dem som de var usynlige for alle andre: Somme tider kunne jeg flytte eller kassere en tilsyneladende ligegyldig ting, kun for at få at vide at det var en hellig rekvisit i den fantasileg som fandt sted, en fortælling der lod til at løbe som en magisk uudtømmelig flod gennem hjemmet, og som de kunne gå ud og ind ad efter behag når de bevægede sig over den tærskel som ingen andre kunne se, ind i et andet element. Og så en dag tørrede floden ud: Deres fælles fantasiverden ophørte, og grunden var at en af dem – jeg kan ikke engang huske hvem af dem det var – holdt op med at tro på den.
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
Jeg tænkte tit på det kapitel i Stormfulde højder hvor Heathcliff og Cathy står i den mørke have og kigger ind ad vinduerne til familien Lintons dagligstue og betragter det klart oplyste familieoptrin indenfor. Det som er skæbnesvangert ved det syn, er dets subjektivitet: Da de kigger ind gennem vinduet, ser de helt forskellige ting, Heathcliff det han frygter og hader, og Cathy det hun længes efter og føler sig berøvet. Men ingen af dem kan se tingene som de virkelig er.
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
Men på en måde er det ligesom at kigge på gamle fotografier af én selv. Der kommer et punkt hvor fortiden må opdateres fordi man har skilt sig af med så mange forbindelsesled til det man var
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
For eksempel fik fortællerens lumske forsøg på at få kontakt med sin første kone status af noget positivt, empatisk, mens hans anden kones usikkerhed – som vi nu vidste var velbegrundet – blev behandlet som en ubegribelig forbrydelse. Den eneste undtagelse var fortællerens kærlighed til sine kedsommelige, orkanramte svigerforældre, en bittersød detalje hvor balancen mellem det positive og negative blev genoprettet. Men ellers var det en historie hvor jeg fornemmede at sandheden blev ofret til fordel for fortællerens ønske om at vinde.
Min sidemand lo og sagde at jeg sikkert havde ret. Mine forældre sloges hele livet, sagde han, og der var ingen der nogen sinde vandt. Men heller ingen af dem der løb deres vej. Det er børnene der er løbet deres vej.
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
Det er nok lidt ligesom ægteskabet, sagde han. Man bygger en hel struktur på en intens periode der aldrig gentages. Det er grundlaget for ens tro, og somme tider tvivler man på det, men man forkaster det aldrig fordi alt for meget af ens liv hviler på det grundlag. Selv om fristelsen kan være enorm, tilføjede han da den unge servitrice gled forbi vores bord. Jeg må have set misbilligende ud, for han sagde:
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
. Det møde havde på en måde været immaterielt: Oppe over verden betød ting ikke så meget, forskelle blev mindre synlige. Min sidemands materielle virkelighed, som deroppe havde virket så let, blev konkretiseret hernede, og resultatet var at han virkede mere som en fremmed, som om kontekst også var en slags fangenskab
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
Faktisk troede jeg ikke helt på hende. Hun blev rullet ud som en universalskurk, men hvilken uret havde hun egentlig begået? Hun havde aldrig foregivet at være intellektuel, sådan som min sidemand for eksempel havde foregivet at være rig, og eftersom hun udelukkende var blevet værdsat på grund af sin skønhed, var det naturligt – nogen ville sige fornuftigt – at hun gerne ville lade den koste noget. Og hvad Venezuela angik, hvordan kunne han så tillade sig at sige hvad en anden burde eller ikke burde vide? Jeg var sikker på at der var meget han ikke selv vidste, og det han ikke vidste, eksisterede ikke for ham, lige så lidt som Venezuela eksisterede for hans kønne kone. Min sidemand rynkede brynene så kraftigt at han fik klovneagtige furer på begge sider af hagen.
„Jeg indrømmer,“ sagde han efter en lang pause, „at hvad dette emne angår, er jeg nok lidt forudindtaget.“
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
sig selv og andre om – hvis handlinger var en gal kvindes handlinger. Men nu var det hende der ikke kunne nås: Hun kastede sig ned ad kolde, hvide bjergsider i Arlberg, hvor han ikke eksisterede mere for hende end hun havde eksisteret for ham.
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
an huskede svagt at i den periode der fulgte umiddelbart efter separationen, var det altid hende der prøvede at få fat på ham; og han huskede også at han havde prøvet at undgå hendes opringninger fordi han var så opsat på at bejle til den kvinde der nu var hans anden kone. Han var utilgængelig, var forsvundet ind i en ny verden hvor hans første kone knap eksisterede, hvor hun var en slags latterlig papfigur – det overbeviste han
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
siger oversætteren at en sætning fødes ind i denne verden som hverken god eller dårlig, og at det at fastslå dens særpræg er et spørgsmål om bittesmå tilpasninger, en intuitiv proces hvor overdrivelse og forcering er skæbnesvangert. Disse linjer handlede om kunsten at skrive, men når min sidemand nu som yngre midaldrende så sig omkring, begyndte han at indse at de i lige så høj grad angik kunsten at leve. Overalt så han mennesker der så at sige var ødelagt af det ekstreme ved deres egne erfaringer, og hans nye svigerforældre forekom ham at være et godt eksempel.
Annette Lund Vestergaard Nielsen
Annette Lund Vestergaard Nielsenhar citeretfor 2 måneder siden
De var begge stadig unge nok til at tro at dette vækstprincip var eksponentielt; at livet i sig selv var ekspansivt og i sit behov for evig udfoldelse sprængte hvert et kar man forsøgte at rumme det i. Efter skænderiet tog min sidemand, der tøvede med at flytte definitivt fra huset, ud for at bo på den opankrede yacht.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)