Er grunden den, at det ved sin ubestemmelighed giver os en dunkel forestilling om universets kolde tomhed og umådelighed og derved stikker os bagfra med tanken om tilintetgørelsen, når vi skuer mælkevejens hvide dyb? Eller skyldes det, at hvidheden i sin essens ikke så meget er en farve som den synlige fraværelse af farve og samtidig sammensmeltningen af alle farver? Skyldes det disse faktorer, at der over et vidtstrakt snelandskab er en sådan stum og dog så sigende tavshed – en farveløs ateismens alfarve, som vi viger tilbage for? Og når vi tager hin anden naturforskernes teori i betragtning, nemlig at alle andre jordiske farvetoner – hver eneste herlig eller yndig prydelse – de liflige nuancer i solnedgangsskyer og skove, smørblomsternes gyldne fløjl og den unge piges sommerfuglekinder alt sammen kun er snedige bedrag, der ikke reelt er de pågældende substanser iboende, men kun pålægges dem udefra, så at den ganske guddommelige natur i virkeligheden kun maler som skøgen, hvis lokkemidler intet andet dækker end lighuset indeni, og når vi går videre og betænker, at den mystiske kosmetik, der frembringer hver og en af naturens farvetoner, lysets store princip, evigt forbliver hvidt eller farveløst i sig selv, og at