En sommermorgen i 1948 på Flensborg Banegård. En flok små børn fra dansksindede, tyske familier i trange kår venter på at blive sendt på ferieophold i Danmark.
Fireårige Dorothea sendes til Brande, hvor hun skal bo hos en fremmed familie, hvis danske sprog hun ikke forstår. Det første møde med Danmark er overvældende. Hun nægter at tale med nogen og vil bare hjem til sin egen familie igen. Men hendes omsorgsfulde og tålmodige plejeforældre giver ikke op. De vækker hendes interesse i at lede efter danske ord, og hun finder sproget.
Det bliver til flere årlige sommerophold i Danmark. En oplevelse af at færdes i to parallelle verdener med mange kulturforskelle mellem dansk og tysk gør hende splittet. I hvilken verden hører hun til?
Uddrag af bogen:
Mon min far hentede mig på banegården? Havde nogen mon underrettet ham om, at jeg vendte hjem i dag? Det ville blive svært at skulle finde vejen hjem selv. Jeg var noget bekymret over situationen.
På Flensborg Banegård var der et mylder af mennesker, der tog imod os. Langt borte fik jeg øje på min far. Min høje, ranglede far ragede op som et fyrtårn over menneskemængden. Bekymringen blev afløst af stor glæde. “Her er jeg, Vati.” Jeg råbte efter ham. Han havde allerede set mig og hørt mig. “Moin Thea.” Han løftede mig op i sine arme og gav mig et kram. Jeg trak skyggen af hans hat ned over hans ører og gemte mit hoved under hans jakke. Jeg ville aldrig slippe ham igen.
Om forfatteren:
Dorothea Petersen, født i 1944 i Sydslesvig og uddannet cand.scient.
I 2001 var hun medforfatter til Mit barn døde. I 2010 modtog hun en særlig pris i konkurrencen Det fortællende Europa for fortællingen “At finde et sprog”.
