Bøger
Ina Kjøgx Pedersen

Samles, skilles ad

Ina Kjøgx Pedersen kommer fra et sted, hun aldrig har sluppet og som aldrig har sluppet hende. Sønderho er for så vidt et ganske almindeligt sted; en by på en ø i det sydvestligste Danmark. Men at være sønderhoning er noget, alle indfødte, efterkommere og tilflyttere bærer med sig. For journalisten, antropologen og personen Ina Kjøgx Pedersen er Sønderho et sted med mennesker, huse og historier, som bliver ved med at spinde sig ind i hendes liv, selvom det er 32 år siden, hun forlod det.
Hun fortæller om de nære relationer, der knytter sig til barndomshjemmet lige over for kirkegården; om faren Henning ”Smed”, som kender alle vandrørene i byens fredede huse, og om moren Doris, som går på kirkegården for at rive gruset ved de to sønners grav. Om bedsteforældrene og oldeforældrene, som havde tæt tilknytning til byens søfartshistorie. Om farens musikerven Erik, som drikker urtete og taler om Sartre og Glistrup. Han taler også i vildelse, bliver sær og indadvendt. Om de gamle sønderhoninger Kamma Sørensen og Doris Thygesen, som ved noget om de hellige ting. Og om den nye generation af tilflyttere, kunstnere og forfattere som Jeppe Brixvold, der lever i byen og efterhånden lærer at begå sig.
Med barndomsvennen Peder Fut forvilder Ina Kjøgx Pedersen sig ind i 70’erne uden brugsanvisning, men med stor lyst til at nedbryde de usynlige grænser, et lille samfund sætter. Da han dør af kræft i 2002, sætter hun sig for at skille alle brikkerne ad og samle dem på ny i et erindringsværk om liv og død i Sønderho; om kunst og kultur, slægters gang og logbøger, levende musik og fællesdans. Stadig får venskaberne og båndene mellem mennesker derfra hende til at genfinde sig selv i lyset fra Sønderho.

433 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2016
Udgivelsesår
2016
Forlag
Gyldendal
Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

  • Ida Høgsbrohar delt en vurderingfor 4 år siden
    👍Værd at læse

    Godt at læse om “sted” og om at høre til.

Citater

  • Ida Høgsbrohar citeretfor 4 år siden
    »Det er bare noget, man gør, når man fester sammen«, ja, men det er også mere end dét. Selvfølgelig er det det. Vi bliver ved med at sige, at det er noget, vi altid har gjort, det faldt naturligt, og vi griner lidt ad forskningsringen eller andre tilbedere udefra, samtidig med at vi får sagt, at når det netop er noget, vi bare altid har gjort, så er det noget særligt, noget særegent, noget der næsten er vokset sammen med os, som Frits siger det på seminaret i 1977. Det er en eksklusiv forsamling, som kan det her, andre må da gerne deltage, men de skal stå noget igennem.
    Og så alligevel ikke. Det er lukket og åbent på én gang, de, der har viljen, må være der, de får håndfast undervisning, også uopfordret. Man må balancere.
  • Ida Høgsbrohar citeretfor 4 år siden
    Sønderhoning er ikke folkedans. Det er bare noget, man gør, når man fester sammen.

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)