Citater fra »Witcheren« af Andrzej Sapkowski

Vi har aldrig dyrket jorden, vi har ikke revet den i stykker med hakker og plove, i modsætning til jer mennesker. Jorden betaler blodig tribut til jer. Os gav den gaver. I vrister jordens skatte fra den med magt. For os fødte og blomstrede jorden fordi den elskede os.
Dit ønske, hviskede hun med munden meget tæt på hans øre. – Jeg ved ikke om sådan et ønske overhovedet kan opfyldes. Jeg ved ikke om der findes nogen kraft i naturen som kan opfylde sådan et ønske. Men hvis der gør, så er du blevet dømt. Dømt til mig
– Vent, hviskede hun. – Dit ønske … Jeg hørte hvad du ønskede. Jeg var forbløffet, virkelig forbløffet. Jeg havde forventet hvad som helst andet, men at … Hvad fik dig til det, Geralt? Hvorfor, hvorfor mig?
– Ved du ikke det
– Den eksorcismeformular der gjorde jer så vred … Hvad betyder ordene?
– Det er sandelig et velvalgt tidspunkt til den slags spøgefuldheder.
– Jeg beder jer, herr Krepp.
– Nå ja, sagde præsten der stod gemt bag borgmesterens tunge egetræsbord. – Når det nu er jeres sidste ønske, så vil jeg fortælle jer det. Det betyder … Hmm. Hmm. „Skrid herfra og knep dig selv.“
Geralt trådte ind i intetheden, og kulden kvalte den latter der gennemrystede ham
hviskede.

– Så påtog han sig opgaven. Ser du, Geralt, der
– Hun har fanget den! sagde præsten og lænede sig så langt ud at han var lige ved at falde ud. – Kan I se det magiske lys? Troldkvinden har fanget ånden i sin fælde
– Ikke tilstrækkelige til at betvinge bæstet, indvilgede Geralt. – Men jeg jog den væk, og den stak af så hurtigt at luften hylede. Det er da også noget. Yennefer grinede ganske vist af min eksorcismeformular.
– Hvad var det for en formular? Gentag den.
Witcheren gentog den ord for ord.
– Hvad?! udbrød præsten og blev først bleg, derefter rød og til sidst blå i hovedet. – Hvor vover du! Gør du nar ad mig?
– Tilgiv mig, stammede Geralt. – For at være helt ærlig, så ved jeg ikke hvad ordene betyder.
– Så lad være med at sige dem! Jeg ved virkelig ikke hvor I kan have hørt sådan noget svineri
I modsætning til præstinder og kvindelige druider der kun modvilligt tog imod grimme eller forkrøblede elever, accepterede troldmænd alle der viste tegn på at være disponerede for det. Hvis barnet bare slap igennem de første år som lærling, så kom magien det til gode – med den kunne man rette skæve ben ud, reparere dårligt sammenvoksede knogler, lappe hareskår sammen og fjerne ar, modermærker og spor efter kopper
Det undrer mig ikke. Det er ikke så let at diskutere med fornuftens stemme. Du er syg, Geralt. Du er svækket. Du reagerer dårligt på eliksirer. Du har fået en højere puls, dine øjne fokuserer for langsomt, dine reaktioner er forsinkede. Selv de enkleste tegn går galt for dig. Og du vil begive dig på vej? Du er nødt til at få behandling. Det er vigtigt med terapi. Men først trance.
– Er det derfor du sendte Iola ind til mig? Som en del af terapien? For at gøre trancen lettere
Filavandrel rejste sig op. På hans ordre begyndte elverne lynhurtigt at sadle hestene.
– Kom med os, Dana Méadbh, sagde den hvidhårede elver. – Vi har brug for dig. Forlad os ikke, du Evige. Berøv os ikke din kærlighed. Vi dør uden den
– Jeg ville ikke have at det skulle gå sådan, sagde djævlen der stadig stod ved siden af dem. – Jeg ville ikke have det, menneske. Jeg vidste ikke at de ville komme lige netop mens vi… da de slog dig ned og bandt din kammerat, bad jeg dem om at efterlade jer der, i humlen. Men
– Og jeg gentager spørgsmålet, sagde Duny. – Hvad forlanger du?
– Duny, sagde Geralt alvorligt – Calanthe, Pavetta. Og du, retskafne ridder Tuirseach, Cintras kommende konge. For at blive witcher må man fødes i skæbnens skygge, og det er der ikke særlig mange der bliver. Derfor er der så få af os. Vi bliver gamle og dør, og vi har ikke nogen at give vores viden og vores evner videre til. Vi mangler efterfølgere. Og denne verden er fuld af ondskab der kun venter på at vi forsvinder.
– Geralt, hviskede Calanthe.
– Ja, I tager ikke fejl, dronning. Duny! Giv mig det som du allerede har, men som du ikke ved noget om. Jeg kommer tilbage til Cintra om seks år for at se om skæbnen har været mig nådig.
– Pavetta, sagde Duny og spærrede øjnene op. – Du er vel ikke
– Duny, sagde Geralt langsomt. – En witcher der bliver stillet sådan et spørgsmål, er nødt til at bede om at få det gentaget.
– Så gentager jeg det. For, ser du, jeg står også i gæld til dig af en anden grund. Da jeg fik at vide hvem du var, dernede i salen, hadede jeg dig og tænkte meget dårligt om dig. Jeg betragtede dig som et blindt, blodtørstigt redskab, en der slår ihjel tankeløst og hjerteløst, tørrer blodet af klingen og tæller pengene. Men nu er jeg blevet overbevist om at witchererhvervet faktisk fortjener respekt. Du beskytter os ikke kun mod det onde der lurer i mørket, men også mod det der lurer inde i os selv. Det er en skam at der er så få af jer
– Ungdommen nu til dags! fnøs Ermion og kiggede hen på dem. – De begynder tidligt. De har kun én ting i hovedet.
– Hvad mener du?
– Hvad for noget, witcher, ved du ikke at en jomfru, altså en uberørt kvinde, ikke ville kunne bruge kraften?
– Pokker tage hendes mødom, brummede Geralt. – Hvor har hun overhovedet de evner fra? Så vidt jeg ved, har hverken Calanthe eller Roegner
Ermions blik forsøgte hele tiden at få kontakt med witcheren
Nej, Iola. Lad være med at tage min hånd. Berøringen kan fremkalde noget inde i dig … Du kan komme til at se
jeg gjorde holdt ved palisaderne rundt om bygderne og borgene. Og så ventede jeg. Hvis folk spyttede, bandede og kastede med sten, red jeg videre. Men hvis der i stedet var nogen der kom ud og gav mig en opgave, så udførte jeg den.
Jeg besøgte byer og fæstninger, ledte efter opslag sømmet fast på pælene ved vejkrydsene. Jeg ledte efter beskeder som: „Witcher søges straks.“ Og derefter var der for det meste et eller andet kultsted, en hule, gravplads eller ruin, en kløft i skoven eller en grotte i bjergene der var fyldt med knogler og stank af ådsler. Og der var noget der kun levede for at dræbe. Af sult, for fornøjelsens skyld, forårsaget af en eller anden sygelig vilje, eller af andre grunde. En mantikore, lindorm, lygtemand, aeschna, kæmpekrebs, kimære, skovvætte, vampyr, ligæder, graveir, varulv, kæmpeskorpion, striga, slugerske, kikimore eller vypper. Så var der dans i mørket og hug med sværdet.
fuld af uhyrer og bæster, Iola, og min opgave var at beskytte dem der blev truet af de bæster. Da jeg tog af sted fra Kaer Morhen, drømte jeg om at møde mit første uhyre, jeg kunne slet ikke vente med at stå ansigt til ansigt med det. Og jeg kom heller ikke til at vente særlig længe
kender mig jo slet ikke, Iola.
Jeg hedder Geralt. Geralt fra … Nej. Bare Geralt. Ikke fra nogen steder. Jeg er witcher.
Mit hjem er Kaer Morhen, witcherborgen. Der kommer jeg fra. Det er … Det var en fæstning. Der er ikke så meget tilbage af den.
Kaer Morhen … Der producerede man sådan nogle som mig. Det gør man ikke mere, og der bor ikke længere nogen i Kaer Morhen. Ingen bortset fra Vesemir. Spørger du hvem Vesemir er? Han er min far. Hvorfor kigger du så undrende på mig? Hvad er der mærkeligt ved det? Alle har en far. Min er Vesemir. Hvad betyder det så at han ikke er min rigtige far? Min rigtige far har jeg aldrig kendt, heller ikke min mor. Jeg ved ikke engang om de er i live. Og det interesserer mig i grunden heller ikke så meget.
Ja, Kaer Morhen … Der gennemgik jeg
den sædvanlige mutation. Urteprøven og derefter alt det sædvanlige. Hormoner, urter, virusinfektioner. Og så forfra igen. Og én gang til. Indtil det gav resultater. Efter sigende tålte jeg forandringerne forbløffende godt, jeg var syg i meget kort tid. Derfor blev jeg betragtet som en usædvanlig modstandsdygtig lille lort, og jeg blev udvalgt til nogle mere vidtgående, mere komplicerede … eksperimenter. Det var værre. Meget værre. Men som du ser, overlevede jeg. Som den eneste af dem der blev udvalgt til de eksperimenter. Siden da har jeg været hvidhåret. Pigmentet er fuldstændig forsvundet. En bivirkning – som man siger. En småting. Det generer mig ikke så meget.
Derefter blev jeg undervist i forskellige ting. Ret længe. Indtil den dag endelig kom hvor jeg forlod Kaer Morhen og begav mig ud på landevejen. Jeg havde fået min medaljon, ja, den her. Ulveskolens mærke. Jeg havde også fået to sværd: et af sølv og et af jern. Foruden sværdene havde jeg min overbevisning med mig, min entusiasme, motivation og … tro. En tro på at jeg var nødvendig og nyttig. For verden skulle efter sigende være
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)