Indtil vanvid, indtil døden

. Så må vi varme os med snakketøjet, siger Ernst og fortsætter sin saga.

Selv om vi ikke har noget at sige til hinanden. Al tale er opbrugt. Den forestående afsked vender vores opmærksomhed i hver sin retning.

Den der bedrages, forvandles til en ting, som det hedder.

runden for de menneskeskæbner jeg har mødt. Jeg ville ønske jeg havde nogen at snakke med når jeg kommer hjem. Nogen som ikke står på den ene eller anden side, men forholder sig neutralt. Så jeg kunne tale frit og få alle nuancer med.

Alt det skønne rejsen har budt på, træder uvilkårligt i baggrunden for de menneskeskæbner jeg har mødt.

Farvel, das Reich som jeg endnu ikke har fordøjet. Det er for stor en mundfuld for det enkelte individ. Men med tiden og på afstand vil noget sætte sig til erkendelse. Uden dømmesyge.

, så jeg ikke kan ikke trække vejret

ier, holde i hånd og synge grimme soldatersange. Gudruns panser er skrællet af. Hun er blød og fokuseret. Det er det bedste du kan gøre, kæreste. Bruge dig selv og din kunnen, pleje de sårede og lindre smerte.

Hun har jo OST-mærket på. Ingen forventer andet end usselhed af steppemennesker. De er så uordentlige. Kan dårlig nok holde sig propre. Hendes gentagne klicheer virker som en rød klud på mig. Jeg eksploderer af raseri.

Det er på høje tid jeg kommer væ