Indtil vanvid, indtil døden

men bare hun ikke løber sig en staver i livet med den attitude

jeg har selv en rem af huden

Ethvert eventyr skal læses som et stykke nationalsocialisme der lægger grunden til en helteindstilling. Den gode billedbog vækker kærlighed til hjemstavnen

livsuværdige og arbejdsuduelige fuldvoksne, børn og unge uden udviklings- og uddannelsesevner tager de knappe ressourcer fra hårdtarbejdende livskraftige Volksgenossen

Jeg levede en beskyttet kuvøsetilværelse indtil fars selvmord (foretrækker det tyske Freitod).

Effektivitet på alle niveauer. Ingen slendrian

Men det var betænksomt af dem at invitere mig på rekreation hos dem i München straks efter „ulykken“ som jeg kalder nedskydningen af Gerhards fly over sovjetisk territorium.

Også at jeg kunne fremvise en invitation fra Klaus og Gudrun der var på visit hos os på Frederiksberg en eftermiddag kort før Gerhards styrt d. 5. juni. Klaus var en af Gerhards flyveofficerskammerater på Østfronten.

Jeg klamrer mig til håbet om at blive forenet med kufferten og dens indhold ved ankomsten til München. Jeg sætter pris på at være passende klædt, klædt på efter omstændighederne. Mit figursyede jakkesæt er chikt, feminint. Men ude af trit med årstidens indian summer

Vores fælles kropstemperatur i den trange toggang har nået kogepunktet. I dette nu uden ophør. Ikke buddhisternes hellige evighedsnu, men krigens, slagmarkens nu. Bomberegnens, granaternes, dødens nu. Jeg er neutral. Ikke på nogens hold. Der er altid to sider af en sag. Intet er helt sort eller helt hvidt. Tiden råber på klare positioner, siger mine venner og bekendte på begge sider. I krig er der ikke noget både-og, kun et enten-eller. Enten er du med os, eller også er du imod os.

Jeg ville egentlig have været koncertpianistinde. Men kroppen førte mig væk fra flygelet. Jeg var forkælet. Fik alt hvad jeg pegede på. Racercykel. Ridehest. Fars pige. Holtepige. Fra et hovedbogholderhjem. Far flipproletar. Opkomling. Mor efterkommer af svenske lappeskræddere. Nummer fem i rækken af ni børn. Immigranter formerer sig. Det skaber tryghed at være mange af samme slags i det fremmede

og fineste restauranter i byen. Det var også en tid, en tid i tiden: min storhedstid. Udslettet af krigen. Begravet med de døde. Nu er det togtid for os: de endnu levende. Mere døde end levende. Vi har mistet det dyrebareste. For ikke at sige alt.

Hvis man ikke vil tage sig sammen, bliver man slave

buddhisternes hellige evighedsnu

Jeg fornemmer jeg står mig bedst ved ikke at give efter for mine følelser, ikke at lade masken falde i et selskab, hvor tapperhed er den højeste dyd og døden for fædrelandet den største udmærkelse

Jeg bebrejder mig selv at jeg ikke kan vænne mig til de skel der hersker mellem mennesker hernede. At jeg bliver ved med at tro at et menneske er et menneske.

Hvorfor er verden så skævt indrettet? Det spørgsmål burde jeg have stillet mig selv allerede hjemmefra,

de er jo ikke så følsomme. Har ingen sjæl. Hvem har gjort hende gravid? Mit spørgsmål kommer bag på hende. Som om det er sagen helt uvedkommende. Det kan være hvem som helst. Der er ingen moral hvor Ludmillaerne kommer fra, siger hun. Hvor er du dum at høre på, ryger det ud af mig.

Jeg har fået indsigt i forhold jeg var uvidende om hjemmefra. Var det ikke det jeg ville? Se mig omkring. Danne mig min egen mening.

Gerhards indsats på Østfronten gør indtryk. Et blåstempel hernede. Det føles som et tyveri af min ulykke at gøre døden til et adelsmærke. Det reducerer min sorg. Men jeg må beherske mine følelser som min far indprentede mig. Holde gode miner