Indtil vanvid, indtil døden

runden for de menneskeskæbner jeg har mødt. Jeg ville ønske jeg havde nogen at snakke med når jeg kommer hjem. Nogen som ikke står på den ene eller anden side, men forholder sig neutralt. Så jeg kunne tale frit og få alle nuancer med.

Alt det skønne rejsen har budt på, træder uvilkårligt i baggrunden for de menneskeskæbner jeg har mødt.

Farvel, das Reich som jeg endnu ikke har fordøjet. Det er for stor en mundfuld for det enkelte individ. Men med tiden og på afstand vil noget sætte sig til erkendelse. Uden dømmesyge.

, så jeg ikke kan ikke trække vejret

ier, holde i hånd og synge grimme soldatersange. Gudruns panser er skrællet af. Hun er blød og fokuseret. Det er det bedste du kan gøre, kæreste. Bruge dig selv og din kunnen, pleje de sårede og lindre smerte.

Hun har jo OST-mærket på. Ingen forventer andet end usselhed af steppemennesker. De er så uordentlige. Kan dårlig nok holde sig propre. Hendes gentagne klicheer virker som en rød klud på mig. Jeg eksploderer af raseri.

Det er på høje tid jeg kommer væ

Nærmest umuligt at opføre sig menneskeligt under de herskende forhold hernede.

Hvordan lever du med det? siger jeg. Har jeg noget valg? spørger hun. Det har man vel altid, siger jeg, men er ikke længere så sikker.

Du må ikke plage dig selv, siger jeg, skæbnen råder ingen over. Jo, Bevægelsen råder. Partiet er alt, irettesætter hun mig.

Jeg skylder mine nærmeste venner at fortælle dem sandheden som den er, når jeg kommer hjem. Men „sandhed“ er næsten for stort et ord. Findes der nogen sandhed i denne forrykte verden?

Hvordan kan jeg gå i operaen og på bar som om alt er normalt? Leve på overfladen efter det jeg har været vidne til? Det er som om jeg er spaltet i to personer der lever parallelt i lys og mørke.

når den bebudede sejr ikke kommer, når utilfredsheden og utålmodigheden breder sig, svirrer rygterne om at de frivillige bidrag til Kriegswinterhilfswerk slet ikke går til fattige familier eller soldaterne ved fronten, men til at finansiere krigen. At det bare er et bluffnummer, at de enorme indsamlingssummer strømmer direkte ned i „krigskassen“. Det er slet ikke til at tro på for os almindelige dødelige som andet end netop rygter.

Nedbrydes ens personlige karakter blot ved den luft man indånder hernede? Er jeg allerede ikke længere den jeg er? Jeg havde et ståsted, men har mistet fodfæstet

Sandheden er ilde hørt i et regime der bygger på løgn, fortsætter Vera ude af sig selv.

Jeg er ikke nogens stik-i-rend-dreng. Vera er et eksempel til efterfølgelse. Hvem der havde hendes civilcourage, hendes beundringsværdige mod til at gå mod strømmen.

Gudrun forklarer mere til sig selv end til mig: Det er en krigsøkonomisk nødvendighed at frasortere individer der ligger die Volksgemeinschaft til byrde, begynder hun, livsuværdige og arbejdsuduelige fuldvoksne, børn og unge uden udviklings- og uddannelsesevner tager de knappe ressourcer fra hårdtarbejdende livskraftige Volksgenossen. Jeg standser hende. Vil ikke høre om den „sunde logik“ bag ideologien

jeg undrer mig over Gudrun. Så hårdkogt og forrået, så rådvild og hjælpeløs, så angst og bange. Måske lider hun trods sin nordisk-germanske afstamning under ikke at blive accepteret som ægte tysker og skal bevise at hun er af den rette støbning, mere tysk end tyskerne. Jeg forstår ikke menneskene, ikke engang mig selv. Hvordan kan jeg sidde her i behagelige omgivelser i lampetternes bløde lys og lade ord blive til sætninger som om intet var hændt?

Hun forvirrer mig med sine kortslutninger og pludselige klarsyn. Måske er det mig der er blind og har mistet orienteringen. Jeg må vente til jeg er hjemme igen på afstand af mine oplevelser og indtryk for at kunne drage konklusioner

Modig og stålsat talte han for den lovmæssige ret til at afkorte livsuværdigt liv. Gudrun er helt ekstatisk