Palle Koch vender i disse uhøjtidelige erindringer tilbage til starten på sit journalistliv, hvor han som “fremmedarbejder i Svendborg” oplevede besættelsestidens sidste fase, dels som medarbejder ved et lille, konservativt blad, der — uvist af hvilken grund — blev bombet tilbage til runestenalderen, dels som interesseret medlem af en såkaldt militær ventegruppe, hvis aktiviteter før, under og efter befrielsen var af en art, hvor afstanden mellem alvoren og den ufrivillige komik ofte forekom forbløffende kort.
Den brik fra begivenhedernes periferi, der her i al troskyldighed føjes til besættelsestidens officielle mosaik, er således formet med langt mindre alvor end det sædvanligvis har været denne periodes vilkår. Men sådan var nu udsigten fra hans vindue — når han efter henved 40 års betænkningstid genopfrisker verdenskrigen på Sydfyn og sit møde med Svendborg under bekendtskabets første og tossede tid.
Disse billeder fra det virkelige liv daterer sig fra efteråret 1944 til et stykke ind i befrielsessommeren 1945, hvor hverdage kunne være lidet hverdagsagtige og hvor det uvante og uventede lurede lige om hjørnet, indtil fred omsider hvilede over land og by og alt igen var dansk normaltid.
