Et rige af vinger og kaos

De havde hver og en deres egen hylde, indsvøbt i sort fløjl, alle sammen oplyst af …

Og mens vi gik i mørket mod lyset i det fjerne, viste jeg ham vores fremtidige søn.

Jeg drejede hovedet og så op på ham. „Du må aldrig lyve for mig igen. Ikke om det.“
„Men gerne om andre ting?“

„Også selvom hun ikke har sine kræfter længere?“
„Hun er Storfaun nu. Jeg er sikker på, hun nok skal have et skjult talent, hun kan plage os med.“

„Er Amren stadig din næstkommanderende?“
„Vores næstkommanderende.“
„Ordkløver.“

„Skal vi aftale, at vi venter mindst fem hundrede år med at gøre det igen,“ sagde jeg lidt hæst og slog mit glas mod deres.
Azriel brød ud i et smil, mens Cassian løftede det ene øjenbryn. „Og hvad skal vi så lave i mellemtiden?“

„Det kommer bag på mig, at du ikke tog Kongens hoved med tilbage for at få det udstoppet og hængt op på væggen,“ sagde Amren til hende.
Nesta stirrede på hende.
Morri slog med tungen. „Nogle ville nok sige, at det var en virkelig klam joke, Amren.“
„Jeg reddede jeres røv. Jeg har ret til at sige, lige hvad der passer mig.“
Og med de ord vendte Amren sig og stormede ud af huset og ud i gaderne.
„Den nye Amren er endnu mere vrissen end den gamle,“ sagde Elain blidt.

„Jeg går ud fra, at jeg skal til at spise rigtig mad nu,“ mumlede Amren.
„Et kæmpe offer,“ kom det sarkastisk fra Cassian.

„Han var en bedre far over for mig, end min egen var. Jeg skylder ham en hel del, og jeg vil ære ham, så længe jeg lever.“
Det blik, Nesta sendte dronningen, kunne have fået græsset uden for døren til at visne.

Jeg spekulerede på, om det var Miryam eller Drakon, der havde givet ham det. Jeg holdt på førstnævnte.