Dark Life #1: Livet under havet

Pigen kom forsigtigt lidt nærmere. „Mennesker spiser da ikke fisk der gløder i mørket."
„Hernede gør vi."
„Virkelig? Det er så …" Hun sprang frem og stak mig i ribbenene med sin lygte. Jeg udstødte et gisp af smerte, og hun kom med et endnu højere gisp. „Hed tjære! Du er virkelig."
Jeg kunne ikke engang få et sarkastisk svar frem. Ikke blot havde hun slået luften ud af lungerne på mig, men jeg kunne bare ikke fatte at hun havde troet at hendes lygte ville gå lige igennem mig. Det var heldigt for mig at hun ikke havde afprøvet min menneskelighed med kniven.
„Jeg troede," stammede hun, „jeg mener, i mørket …"
„Jeg gløder ikke."
„Nej," indrømmede hun lidt for hurtigt og stak sin grønne kniv i skeden. „Selvfølgelig gør du ikke det. Du må meget undskylde. Er du okay?" Hun nærmede sig igen og skubbede sit lange pandehår væk fra øjnene.
„Jeg overlever." Men i morgen ville jeg have et blåt mærke på størrelse med en mudderædende søpølse.
„Så du alt blodet da du kom ind?" spurgte hun.
„Det er sikkert fiskeblod." Det håbede jeg i hvert fald at det var. Som de fleste overboere stod hun for tæt på. Jeg kunne mærke hvordan hun sugede ilten til sig, og det gjorde mig helt svimmel. Jeg kantede mig væk. „Hvad laver du her?"
„Jeg kom om bord i håb om at det her var min brors ubåd. Nu håber jeg at det ikke var det …" Hun svingede lygten hen over de plyndrede konsoller. „Han er hernede et sted og leder efter mangannoduler."
„Sorte perler. Det er det vi kalder dem – eller det gør malmsøgerne. Sådan nogen som din bror. Hør, vent, vil du sige at du er her alene?"
„Du er her alene." Hun sagde det som om det beviste noget som helst.
„Jeg bor hernede. Jeg var den første person der blev født under havet.