Anne-Sofie Storm Wesche

Danske legender: Tove Ditlevsen

    nrwhar citeretfor 7 måneder siden
    1953 fik Tove Ditlevsen Tagea Brandts Rejselegat, og i de efterfølgende interviews forklarede hun, at hun altid stræbte efter at skrive til de almindelige mennesker og ikke kun for en snæver kreds:

    ”Der findes ingen kunst så stor, at den kun er for de udvalgte. Hvis man ikke kan skrive så ethvert voksent menneske, der kan læse indad kan forstå det, så må man lade være med at skrive.”

    Tove Ditlevsen langede med udtalelsen ud efter de kunstnere, der havde placeret sig selv i elfenbenstårnet. Hun kunne ikke forlige sig med den elitære kunstnergruppe og blev aldrig tildelt Akademiets store pris, til gengæld solgte hun en masse bøger og blev læst af ti gange så mange mennesker som akademimedlemmerne tilsammen.
    nrwhar citeretsidste år
    Ethvert menneskes barndom er en enestående kapital, der aldrig kan opbruges, hvor ødselt man end deler den ud. Alle senere begivenheder er, om end nok så skæbnesvangre, ikke andet end gentagelser.
    nrwhar citeretsidste år
    To år senere, i 1972, døde hendes far Ditlev Ditlevsen, og med ham forsvandt det sidste vidne til hendes barndom; hendes mor Alfrida var død i 1965, men det var med faderens død, at hendes ståsted i livet vaklede
    nrwhar citeretsidste år
    Men i hendes selvdestruktive tilværelse flød ordene smukkere og mere kraftfuldt end tidligere; det var et livsparadoks – jo mere forpint hun blev, des sikrere og mere overbevisende blev hendes sætninger.
    nrwhar citeretsidste år
    Hendes forfatterskab var én lang flugt fra det voksne liv, som på en og samme tid var dragende og vækkede afsky hos hende. Alt, hvad hun skrev, handlede om at være loyal mod sit indre barn; barndommen var for hende symbolet på det sande liv, og barnet var hendes evige muse. Hendes egne børn blev hendes kanal ind til hendes eget indre, hvilket ikke var uden problemer, da hendes børn i allerhøjeste grad selv var forsømte.

    Hendes litteratur var for Tove Ditlevsen et langstrakt farvel til barndommen, men elementer derfra blev ved med at følge hende som for eksempel angsten og mørket. I hendes voksenliv blev det til en dobbelthed, hvor angst og kærlighed fulgtes ad i en vrangvillig sammensmeltning, som vand og olie. Det var en grundlæggende angst for ikke at blive elsket, og når hun så fandt kærligheden, var det angsten for at miste den.
    nrwhar citeretsidste år
    Bøgerne udkom med få måneders mellemrum, og begge efterlod de sig efterskælv, for Tove Ditlevsen havde formået at forvandle sin barndoms tristesse til kunst. Især kapitel seks i bogen Barndom gjorde indtryk på anmeldere såvel som på læsere.

    Det omtalte kapitel seks var skarpt som en slagters kniv. Det dissekerede og åbnede for de tunge minder og spor, som barndommen efterlader hos en
    nrwhar citeretsidste år
    Indlæggelsen blev et fristed for hende, her blev hun passet på, og hun fik fornyede kræfter. Mens de andre patienter gik i terapi, skrev Tove Ditlevsen. Ud af opholdet på Sct. Hans kom således hendes to første erindringsbøger Barndom og Ungdom.
    nrwhar citeretsidste år
    Jeg har det med sindslidende som med børn. Jeg føler mig tryg og hjemme blandt dem og har ikke svært ved at forstå dem
    nrwhar citeretsidste år
    som hun ofte sagde om sig selv ”så hun ud, som var hun i sidste øjeblik blevet reddet ud af et brændende hus.”
    nrwhar citeretsidste år
    findes ingen kunst så stor, at den kun er for de udvalgte. Hvis man ikke kan skrive så ethvert voksent menneske, der kan læse indad kan forstå det, så må man lade være med at skrive.”
    nrwhar citeretsidste år
    Efter Blinkende lygter havde noget ændret sig, Tove Ditlevsen var ikke længere en fornyelse, hun hørte nu til traditionalisterne.
    nrwhar citeretsidste år
    Mens jeg levede isoleret fra alt og alle brød den såkaldte modernisme som en anden steppebrand løs i poesiens verden. Den nåede i al sin uforståelighed aldrig ud til folket, som vel bare opfattede, at digte pludselig ikke mere var noget for den jævne mand og kvinde ... Blinkende lygter fik ligeså god presseomtale som mine første bøger og blev ligeså godt solgt. Det vil sige i ca. 10000 eksemplarer, og det var dengang som nu usædvanligt, at digte kunne sælges ligeså godt som romaner. Men en af mine kollegaer som samtidig var anmelder, skrev: ”Tove Ditlevsen ønsker åbenbart ikke at deltage i sin generations stileksperimenter”. Det havde han ret i, og selv da tågen i min hjerne begyndte at lette, og jeg satte mig ind i hvad denne eksperimenteren med stilen i det hele taget betød, følte jeg aldrig trang til at bryde ud i sang om rustne vandrør, kloakafløb og andre lidet poetiske fænomener,
    nrwhar citeretsidste år
    Op igennem 1950’erne var modernismen dominerende i dansk litteratur, men Tove Ditlevsen hoppede aldrig med på den bølge, og hun blev med sine rimede vers og enkle sprog, nu opfattet som gammeldags i sit udtryk. Hun ønskede ikke at dekonstruere sit sprog, og hun tog afstand til modernismen og dens formeksperimenter.
    nrwhar citeretsidste år
    Alt imens spærretiden og tyskernes besættelse af landet styrede, fik hun færdiggjort og udgivet Barndommens Gade. Bogen udkom i 1943
    nrwhar citeretsidste år
    En dag kommer vi op at skændes, fordi der optræder en hr. Mulvad i „Barndommens gade“. Denne Mulvad har det med at løse ligninger, og Ebbe bliver rasende. Det er jo mig, siger han, alle mine venner vil genkende mig og grine ad mig. Han forlanger, at jeg sletter hr. Mulvad helt, og ganske vist er han en værre fisk, for jeg kan endnu ikke rigtig skildre mænd, men jeg vil ikke af med ham. Jeg kan ikke forstå, siger Ebbe vredt, at du ikke kan skabe dine personer sådan som Dickens for eksempel gør det. Du tegner bare virkeligheden af. Det har ingenting med kunst at gøre.” (Gift, 1971)
    nrwhar citeretsidste år
    ting var, at hun var uuddannet, noget andet var, at Ebbe Munk ikke syntes, at hendes tekster kunne betegnes som kunst. De var for ham for tæt på virkeligheden, især i de sekvenser, hvor han kunne genkende sig selv.
    nrwhar citeretsidste år
    havde alligevel rødder et andet sted, og de kunne ikke plantes om i kraft af en vielsesattest.
    nrwhar citeretsidste år
    Jeg ved at ethvert menneske har sin sandhed ligesom hvert barn har sin barndom. Min mors sandhed er helt anderledes end min fars sandhed, men den er ligeså indlysende, som at han har brune øjne, mens hendes er blå.”
    nrwhar citeretsidste år
    Tove Ditlevsen følte sig forbundet med sin far, fordi de havde litteraturen til fælles. Moderen derimod var for uberegnelig, og Tove Ditlevsen lærte hurtigt at skjule sine tanker og drømme for hende.
    nrwhar citeretsidste år
    Hendes far hed Ditlev Nielsen Ditlevsen, han var 37 år gammel, da datteren kom til verden. Hendes mor, Alfrida Mundus Ditlevsen, var ti år yngre. De to var forskellige som nat og dag.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)