Toni Morrison

Blå, blå øjne

Giv mig besked når bogen er tilgængelig
Denne bog er ikke tilgængelig i streaming pt. men du kan uploade din egen epub- eller fb2-fil og læse den sammen med dine andre bøger på Bookmate. Hvordan overfører jeg en bog?
    Kim Fogthar citeretfor 10 måneder siden
    De sagde slet ikke noget til mig. Kun en så på mig. Så på mit ansigt, mener jeg. Jeg så lige tilbage på ham. Han slog øjnene ned og rødmede. Han vidste vel, vil jeg tro, at jeg måske ikke var nogen hest, der var ved at fole. Men de andre der. De vidste det ikke. De gik videre. Jeg havde set dem snakke med de hvide kvinder: “Hvordan har vi det så? Skal vi have tvillinger?” Bare drillerier, selvfølgelig, men pæn snak. Rar, venlig snak.
    Kim Fogthar citeretfor 10 måneder siden
    Den gamle var ved at lære de unge om babyer. Vise dem, hvordan de skulle gøre. Da han kom til mig, sagde han: ”Se, disse her kvinder får I ikke noget besvær med. De føder med det samme og uden smerte. Fuldstændig ligesom heste.”
    Kim Fogthar citeretfor 10 måneder siden
    Ved at sætte fysisk skønhed lig med dyd, ribbede hun sit sind for alt, lagde bånd på det og samlede selvforagt i massevis. Hun glemte lyst og ømhed, ganske enkelt. Hun betragtede kærlighed som egoistisk parring, og romantik som det åndelige mål. Det blev for hende en kilde, hvoraf hun øste de mest destruktive følelser, skuffede den, der elskede hende, og forsøgte at spærre den, hun elskede, inde ved at stække friheden på enhver måde.
    Kim Fogthar citeretfor 10 måneder siden
    Når hun mærker, at en spasme er ved at gribe ham, gør hun hurtige bevægelser med hofterne, borer neglene ind i ryggen på ham, trækker vejret dybt ind og foregiver, at hun får en orgasme. Hun spekulerer endnu en gang på, hvordan det ville være at få den fornemmelse,
    Kim Fogthar citeretfor 10 måneder siden
    Og så de ru håndklæder og det frygtelige og ydmygende fravær af snavs. Den irriterende, fantasiløse renlighed. Væk var blækpletterne fra ben og ansigt, væk var alt det, jeg havde skabt og samlet sammen i løbet af dagen, erstattet af gåsehud.
    Kim Fogthar citeretfor 10 måneder siden
    at opdage det smukke, det attråværdige, som var undgået mig, men åbenbart kun mig. Voksne, store piger, butikker, blade, aviser, vinduesskilte – hele verden var enige om, at en blåøjet, lyshåret, rosafarvet dukke var, hvad enhver lille pige elskede.
    Kim Fogthar citeretfor 10 måneder siden
    Når jeg tog den med i seng, strittede de hårde, stive lemmer imod mit kød – de koniske fingerspidser på de buttede hænder kradsede. Hvis jeg vendte mig i søvne, stødte det kolde hoved sammen med mit eget. Det var en højst ubekvem, åbenlyst aggressiv sovekammerat.
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    kvinde ved navn Ivy,
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    Denne nogen havde intet ansigt, ingen stemme, ingen lugt. Han var bare en Tilstedeværelse, en altfavnende ømhed med styrke og et løfte om hvile
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    Ada og Fowler Williams fandt et træhus med fem værelser til deres familie.
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    Omkring begyndelsen af Første Verdenskrig opdagede familien Williams,
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    . I alle de fire år hun gik i skole, gjorde tal hende lykkelig og bogstaver hende deprimeret. Hun savnede – uden at vide hvad hun savnede – oliemaling og farvekridt.
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    Mrs. Breedlove stak hovedet ud ad døren og sagde: “Hvad foregår der herude? Hvem er de børn, Pecola?”
    “Det er Frieda og Claudia, mrs. Breedlove.”
    “Hvis piger er I?” Hun kom helt ud på verandaen.
    Hun så pænere ud, end jeg nogen sinde før havde set hende, i hvid uniform og med håret sat op.
    “Mrs. MacTeers piger, mrs. Breedlove.”
    “Nåh ja. I bor ovre på Twenty-first Street, ikke?”
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    nu er foråret for mig gennemhullet af mindet om den svirpende smerte, og der er ingen glæde ved forsytia.
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    Hun havde set denne lille pige hele sit liv. Hænge ud ad vinduerne over værtshuse i Mobile, kravle rundt over verandaerne i barakhuse i udkanten af byen, sidde på busstationer med papirsposer og græde til mødre, der blev ved med at sige. “Hold bøtte!” Uglet hår, kjoler, der gik op i sømmene, sko, der var gået i stykker og indsmurt i skidt. De havde stirret på hende med store uforstående øjne. Øjne, der ikke satte spørgsmålstegn ved noget og spurgte om alt. Uden at blinke og ufravendt stirrede de på hende. Verdens ende lå i deres øjne, og begyndelsen, og al tomheden indimellem.
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    De synger andensopran i koret, og selv om deres stemmer er klare og rene, bliver de aldrig valgt ud til solosang. De sidder på anden række, med stivede, hvide bluser og blå nederdele, der er helt lilla af at blive strøget.
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    Disse specielle piger fra Mobile og Aiken er ikke som deres medsøstre
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    Sådanne piger bor i stille, sorte kvarterer, hvor alle har lønsomt arbejde
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    Maureen Peal ikke var Fjenden og ikke sådan et intenst had værd. Det, som vi skulle frygte, var det, som gjorde hende smuk i modsætning til os.
    Bente Christiansenhar citeretsidste år
    Jeg er yndig! Og I er grimme! Sorte, grimme sorte niggertøser! Jeg er yndig!”
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)