Os, som solen skinner på

Jeg husker ikke, hvor længe der gik. Uger. Måneder måske? Men pludselig en dag stod vi i København. Mormor hentede os i lufthavnen. Jeg havde aldrig mødt min mormor, men hun duftede af sæbe og var tynd og knoglet og sagde: Gudskelov, I kom hjem.

bilen og blinkede til venstre ind på grusvejen. Han trykkede på kontrolknapperne til vinduerne, som gled ned i en sugende, elektronisk lyd. Mor lænede sig ud mod det åbne bilvindue.
»Ah ... hvor jeg dog elsker den duft af fyrretræer og vilde roser.«
Hjulene knasede mod gruset, da bilen trillede ind over den grusbelagte Gærdesmuttevej og standsede ud for nummer 4, hvor de