Svend Brinkmann

Hvad er et menneske

Læs
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citereti går
Nogle human- og samfundsvidenskabelige forskere anser menneskets erkendelse af og forhold til dødeligheden som et væsentligt fundament for dannelsen og opretholdelsen af menneskelige samfund. Alt socialt og kulturelt liv er i sidste ende, skriver sociologen Clive Seale fx, “en menneskelig konstruktion i mødet med døden”, hvorfor alt socialt liv også er “et forsvar mod den ‘sorg’, der opstår gennem erkendelsen af vores kropslighed”.93 Vi er dødelige væsener, fordi vi er kropslige væsener, der forgår. Dette udgør vores immanens i verden, men mennesker skaber overalt måder at overskride, transcendere, denne immanens på. Sommetider endda på måder, der rækker tusindvis og endda titusindvis af år ind i fremtiden. Tænk igen på hulemalerierne i Lascaux.
DET GJORDE ANDREAS. Tænkte på hulemalerierne i Lascaux. Han var taget derned på Annas foranledning, og han vidste, at hun elskede disse gamle kunstværker. Nu var han også begyndt at holde af dem,
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citereti går
Nogle human- og samfundsvidenskabelige forskere anser menneskets erkendelse af og forhold til dødeligheden som et væsentligt fundament for dannelsen og opretholdelsen af menneskelige samfund. Alt socialt og kulturelt liv er i sidste ende, skriver sociologen Clive Seale fx, “en menneskelig konstruk
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citereti går
For et væsen, der både har fået den gave og den forbandelse at være forbundet til andre i kærlighed, er sorgen en følgesvend livet igennem. Sådan er vi som mennesker. Selv om den sorgfulde og melankolske grundtone i livet er blevet ganske umoderne i vores positivitetsorienterede og lykkefokuserede tid, er der grund til at dvæle ved denne tone, da den er udtryk for noget dybt menneskeligt. Den side af eksistensen må med, hvis vi vil forstå, hvad et menneske i grunden er for et væsen.
Nogle human- og samfundsvidenskabelige forskere anser menneskets erkendelse af og forhold til dødeligheden som et væsentligt fundament for dannelsen og opretholdelsen af menneskelige samfund. Alt socialt og kulturelt liv er i sidste ende, skriver sociologen Clive Seale fx, “en menneskelig konstruk
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citereti går
I digtsamlingen Rystet spejl skriver Søren Ulrik Thomsen sådan om det:
Også småbørn drømmer om deres fortid
som er stor og dunkel
og fuld af dufte og utydelige skikkelser
der spejler sig i de lakerede gulve.
Selv oldinge føler sig fortabte
når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne
og pludselig husker
at de har mistet deres forældre.92
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citereti går
I Den Store Danske Encyklopædi beskrives humanismen flot: “Det humanistiske livssyn sætter som norm respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter. Han lader sig styre af sin fornuft og sin dømmekraft og smag. Hans indsigt i det menneskelige viser sig helt ud i omgangsformen, sådan som Erasmus af Rotterdam udvikler det i sine Fortrolige samtaler (1518). Høflighed og civiliseret optræden er ikke kun en ydre skal, men noget, der virker moralsk indadtil.” Forfatteren af opslaget, retorikeren Jørgen Fafner, henviste også til Gadamer, der sammenfattende udnævnte dannelse, dømmekraft, sund fornuft og sans for kvalitet til at være “humanistiske ledemotiver”.
Den slags humanisme har i den europæiske historie været knyttet tæt til litteraturen, selvfølgelig både den filosofiske, men også skønlitteraturen. Litteraturen er uløseligt forbundet med renæssancens humanisme, tanken om det menneskelige som en særlig kvalitet og det enkelte menneske som en aktiv del
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citereti går
elementært forkert at straffe en uskyldig. Og det er uretfærdigt, uanset hvor meget det ellers vil gøre andre lykkelige.
Man kan sige, at utilitarismens problem er, at den netop ikke tager udgangspunkt i humanismens idé om den enkelte persons værdighed og ukrænkelighed. Den slår al lykke i samfundet sammen i én stor gryde og søger at beregne, hvordan lykkesummen kan maksimeres, men det kan meget hurtigt stride mod enkeltindividets ret til at bestemme over sit eget liv.
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citereti går
Det generelle problem med utilitarismen kan siges at være dens reduktion af tilværelsens mange kvalitativt forskellige dimensioner til det, der kan måles på en simpel kvantitativ lykkeskala. Man skal jo gøre det, der giver mest mulig lykke for flest mulige mennesker. Men hvad nu, hvis det betyder, at individets rettigheder må trædes under fode? Rettigheder er for en radikal utilitarist kun legitime i den udstrækning, de netop fører til forøgelse af den samlede lykke i et samfund. Men hvad nu, hvis det forøger den samlede lykke i et samfund, at et stort flertal af borgerne vælger at fratage et lille mindretal deres rettigheder, deres ejendom eller selve livet? Ja, så må en konsekvent utilitarist ikke bare sige, at det er i orden, at det sker, men ligefrem anbefale det af moralske grunde. Dette strider mod langt de fleste menneskers moralske intuitioner. Selv om det fx forøger lykken med 1000 “lykkeenheder” i et samfund (hvordan man så ellers måler det), at en uskyldig person lynches (og at denne person så selv mister fx 100 “lykkeenheder”, så den samlede lykkesum forøges med 900 enheder), så vil de fleste sige, at det stadig er
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 3 dage siden
Kultur er betegnelsen for alle de måder, hvorpå mennesket forholder sig til sig selv, sin egen eksistens og andre mennesker, ikke mindst ved at skabe teknologi, videnskab og kunst (fx hulemalerierne i Lascaux).
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 5 dage siden
retfærdige opdragere, vil vores følelser kunne fungere som en pålidelig moralsk radar, så vi med rette føler afsky ved det afskyelige, glæde ved det glædelige, skam ved det skammelige, frygt ved det frygtelige og så fremdeles.
Her er Aristoteles altså mere på linje med Kant, når det drejer sig om fornuftens mulighed for at præge menneskets handlingsliv. Men det forudsætter, at vi har lært at føle korrekt. Og det er det vigtigste budskab i dette kapitel om Homo sentimentalis: at mennesket kan føle korrekt (og dermed også forkert). Vi skal fx lære, at man bør være glad, når man får en gave foræret af en godhjertet giver. Det befordrer nemlig en korrekt forståelse af situationen. Også selv om
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 5 dage siden
gaven er noget, man ikke ønsker sig eller bryder sig om. Det lille barn reagerer måske med utaknemmelig råben og skrigen, og de, der opdrager barnet, bør så henlede barnets opmærksomhed på intentionen hos giveren, og gradvist vil barnet forhåbentlig lære at blive taknemmelig over andres forsøg på at glæde det. Vi kan sammenfatte de tre syn på følelser ud fra nogle metaforer: Hos Aristoteles er følelserne en radar, der informerer os om forhold i vores verden, mens de hos Hume alene er brændstof, der driver organismen frem, og hos Kant er de nærmest at betragte som forstyrrende grus i rationalitetens maskineri
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 5 dage siden
de situation – er moralsk korrekt.
Hvor Humes følelsesmoral risikerer at føre til tilfældigheder og en etik uden andet fundament end menneskers umiddelbare præferencer, risikerer Kants antifølelsesmoral at føre til et overdrevent stift og formelt syn på moral. For eksempel mente Kant aldrig, at løgnen kunne begrundes moralsk, for det er ikke muligt at ville – rent fornuftsmæssigt – at løgnen skal gælde som almen regel, altså universaliseres. Derfor bør man også tale sandt, selv når andre mennesker kommer til skade derved, hvilket nok strider mod de fleste menneskers almindelige retfærdighedssans (det klassiske eksempel er, når Gestapo banker på døren og spørger, om man skjuler jødiske flygtninge. Er det da moralsk godt at fortælle sandheden, hvis den jødiske familie sidder nede i kælderen og vil dø i Gestapos hænder?).
På sin vis indtager vores helt Aristoteles en position imellem Hume, der lader moralen udspringe af følelserne, og Kant, der afviser følelsernes betydning i moralske spørgsmål. Hvis Aristoteles havde levet i oplysningstiden, ville han nok have givet Hume ret i, at følelserne er uhyre vigtige rent moralsk. Det er nemlig vores følelser, der (som en radar) orienterer os i moralske spørgsmål og informerer os om, hvad der kræves af os i forskellige situationer. Men i modsætning til Hume mente Aristoteles, at vores følelser kan opdrages af fornuften. Hvis vi er dannet af gode og
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 5 dage siden
Hvad nu, hvis nogle mennesker ikke reagerer med negative følelser, når nogen lyver – er det så pludselig ikke forkert længere? Jo, mente Kant, og for at begrunde det udviklede han en moralfilosofi, der søgte at løsrive forståelsen af godt og ondt fra følelserne. Noget er ifølge Kant godt, hvis det er muligt for et menneske at ønske, at det, man baserer sin handling på i en given situation, altid skulle gælde i andre lignende situationer. Han kaldte det for det kategoriske imperativ. Noget er et imperativ, hvis det fortæller én, hvad man skal gøre. Og kategorisk er det, fordi der ikke opstilles betingelser for – eller gevinster ved – den moralsk rigtige handling. Vi skal simpelthen udføre den, fordi den er korrekt, og ikke fordi vi eventuelt får noget ud af at gøre det. Her spiller følelserne os ofte et puds, mente Kant, så vi kommer til at udføre en handling, fordi den gør os glad, stolt eller beundret, men det har bare intet med moral at gøre som sådan, mente han. Kun den handling, der kan blive universel – dvs. lader sig begrunde af ethvert fornuftsvæsen i en tilsvaren
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 5 dage siden
og giver det et miserabelt liv, men ved hjælp af filosofien kan man lære at forholde sig fornuftigt til det, og på den måde vil angsten forsvinde.
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 5 dage siden
Cicero omtaler i sine breve og øvrige tekster stoikerne som “sine allierede”, og han citerer Sokrates for udsagnet, at filosofi er en øvelse i at dø. Det er angsten for døden, der undertrykker mennesket
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 7 dage siden
Sjælen er ikke et vedhæng ved kroppen, men er udtryk for den levende krops evne til at sanse, tænke og bevæge sig,” tilføjede han. “Vi er fornuftsvæsener, men hjernen selv er hverken fornuftig eller ufornuftig
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 7 dage siden
Jeg har en hjerne, men jeg er ikke min hjerne.”
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 7 dage siden
sigtig eller helt fri for angst og bekymringer, men handler derimod om at turde gøre det rigtige, også selv om man frygter det. Den feje tør ingenting, mens den overmodige kaster sig hovedkulds ud i alskens overilede handlinger, og begge dele er forfejlet. Dyden – og dermed det gode menneske – skal findes i midten, mellem disse yderpoler. Det betyder, at moderationen eller mådeholdet – forstået som evnen til at balancere fornuftigt mellem ekstremerne – i sig selv bliver en central dyd. Det gode menneske ved fx, at generøsitet er godt, i hvert fald bedre end nærighed, men hvis man umådeholdent giver alting væk, er det måske heller ikke godt, hvis det betyder, at man ikke kan brødføde sig selv og sine børn. Den mådeholdne balancerer mellem nærighed og grænseløs generøsitet, mellem fejhed og overmod, mellem ikke at have nogen venner og være “ven” med alle og så videre. Det græske begreb for mådehold er sophrosyne, og det spillede en central rolle for de gamle tænkere.26 Enhver må som et rationelt og politisk dyr lære sig mådehold for at blive et ordentligt menneske.
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 7 dage siden
nes, for at vi kan realisere det almenmenneskelige formål og i egentlig forstand blive mennesker.
En dyd er altså det, der sætter noget i stand til at realisere sit indre formål, hvad enten det er en kniv (hvor knivens dyd er at skære godt, hvilket klart nok er den egenskab, der gør en god kniv god) eller et menneske (hvor dyderne er langt mere mangeartede). Når vi skal forstå et menneske, skal vi derfor forstå de dyder, der muliggør, at mennesket kan blive godt (ligesom en kniv kun kan forstås, hvis vi ved, hvad en kniv gør – nemlig skærer godt – når den gør det, den er bestemt til at gøre). Mennesket har altså ifølge Aristoteles et iboende formål, som skal udvikles i en dannelsesproces. At blive menneske vil ifølge denne græske tanke sige, at man realiserer et potentiale, man har i sig. Ikke potentialet til at blive “den bedste udgave af sig selv” eller sådan noget, men potentialitet til at blive et menneske, et godt menneske. Det er den grundlæggende opgave, vi alle er stillet i vores liv: at blive det bedst mulige menneske.
Hos Aristoteles er dyderne ideelt bestemt mellem to ekstreme yderpoler. Man hører det sommetider forklaret med udtrykket “dyden i midten”. Mod er fx en etisk dyd – noget, der ifølge Aristoteles er nødvendigt for at leve et fuldt, blomstrende menneskeliv – og den modige formår at balancere mellem fejhed på den ene side og overmod på den anden. At være modig er ikke det samme som at være ufor
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 7 dage siden
DEN GRÆSKE FILOSOFI har været helt afgørende for den vestlige kulturs forståelse af mennesket. Den ligger bag vores ideer om demokrati, videnskab, dannelse og rationalitet. Mange af de filosofiske tanker om mennesket som et fornuftsvæsen – Homo rationalis – kan henføres til det, der kaldes dydsetik. Grundtanken i dydsetikken er, at mennesket er et væsen, der ligesom alt andet i universet skal forstås ud fra dets formål.25 Dyderne er så de egenskaber, der gør, at et væsen kan realisere sit formål. Mennesket er det eneste væsen, der er begavet med både en teoretisk og en praktisk fornuft og altså kan bruge sine fornuftsevner til at reflektere videnskabeligt og filosofisk over verden (det er den teoretiske fornufts område), men også har en evne at handle moralsk ansvarligt, hvilket udspringer af den praktiske fornuft. At gøre disse ting er ifølge Aristoteles at gøre noget, der er et formål i sig selv. Han mente ikke, at den etisk gode handling har værdi, fordi den eventuelt giver personen ære eller berømmelse. Nej, det har værdi i sig selv at gøre det gode. Og de egenskaber hos en person, der skal til for at blive i stand til at realisere den menneskelige natur og leve et blomstrende, vellykket liv (som grækerne kaldte eudaimonia), er dyderne. Mennesket og dets dyder skal dan
Dorte Linde-Bech
Dorte Linde-Bechhar citeretfor 9 dage siden
Min største glæde i livet er at se dem være mennesker.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)