Djævelske mekanismer 2. Urværksprinsen

„Min elskede, du er indisponibel! Du skal ligge i sengen i de næste otte måneder. Lille Buford –“
„Jeg kalder ikke vores barn for Buford.

Jeg slår hende ihjel, tænkte Tessa. Så kan hun synge om det.

„Dæmonkopper,“ sagde Will med sejrens sødme i stemmen.

„Du siger ´dæmonkopper´ på samme måde som andre siger ’en rig onkel i Amerika´. Er du virkelig så begejstret?“

„Årh, hold nu op,“ sagde Jem og sparkede kærligt Will over anklen.
„Hun stjal min plan!“
„Will,“ sagde Tessa bestemt. „Hvad ser du helst? At planen bliver ført ud i livet, eller at du får æren for den?“
Will pegede på hende. „Det …“ sagde han. „Det sidstnævnte.“

„Astriola,“ sagde han. „Det er dæmonkopper. Du har ligget inde med beviset på eksistensen af dæmonkopper uden at fortælle mig det! Et tu Brute!“ Han rullede pergamentet sammen og daskede Jem i hovedet med det.

„Må dæmonkopper ramme alle deres huse!“ råbte han med et gab.
„Åh, nej, nu kan vi se frem til flere ugers vittigheder om dæmonkopper,“ sagde Jem. „Vi får aldrig fred.“

„Gideon har lige fundet ud af det. Hans far ved ikke, at han ved det.“
„Jamen, kæreste pigebarn dog,“ sagde Henry og så lamslået på sin kone. „Sig det.“
„Dæmonkopper,“ svarede Sophie. „Mr. Lightwood har dæmonkopper og har haft det i årevis. Sygdommen vil tage livet af ham om få måneder, hvis han ikke får den nødvendige kur. Og Mortmain har sagt, at han kan skaffe den.“
Stuen var pludselig ét stort virvar. Charlotte fór over til Sophie, Henry råbte efter hende, Will sprang op fra stolen og dansede rundt i cirkler. Tessa blev måbende siddende sammen med Jem. I det samme begyndte Will at synge en sang om, at han altid havde haft ret angående dæmonkopper.
„Dæmonkopper, åh, dæmonkopper
Hvordan bliver man dog ramt?
Gå til den mørke del af byen
Hvor livet ej er tamt.
Dæmonkopper, åh, dæmonkopper
Jeg har haft det mit hele liv –
Nej, ikke kopper, I fæle lopper,
Jeg mener denne her sang
For jeg har ret og I tog fejl denne gang!“

Henry hævede sit ene øjenbryn. „Måske er han blevet bortført og erstattet af en automaton,“ foreslog han. „Det er sandsynligt …“
For en enkelt gangs skyld var Charlotte enig med ham.

Jeg befinder mig i en varulvs hus, tænkte Will, jeg bliver trøstet af en warlock, og der ligger en dynge aske efter en dæmonafbrænding få meter væk. Hvem skulle have troet, at det ville blive sådan en aften?

„Uigengældt kærlighed er latterlig, og alle involverede parter er nogle fjolser.“

„Det skal være Jem. Det er umuligt at hade ham. Selv den fandens kat elsker ham.“

„Det skal du ikke tænke på, min elskede.“
Will glippede igen med øjnene. „Hvad siger du?“ Han så sig om, som om han forventede, at der ville stå en kødrand og kigge. „Jeg – hvor er min frakke?“
„Den var ødelagt af blod,“ sagde Magnus. „Archer har smidt den ud.“ Han nikkede hen mod Camille. „Will har været på dæmonjagt hele natten. Han er så modig.“
Camilles ansigtsudtryk var en blanding af vantro og irritation.
„Jeg er modig,“ sagde Will. Han så selvtilfreds ud. De smertestillende stoffer havde fået hans pupiller til at udvide sig, så hans øjne næsten var sorte.
„Ja, det er du,“ sagde Magnus og kyssede ham. Det var ikke et synderligt lidenskabeligt kys, men Will viftede med sin raske arm, som om der havde sat sig en bi på ham. Magnus håbede, at Camille ville tro, det var et tegn på lidenskab. Da de løsrev sig fra hinanden, så Will lamslået ud. Og det gjorde Camille også.
„Nu,“ sagde Magnus og håbede, at Will huskede, at han stod i gæld til ham, „må vi gå.“

„Jeg tror, jeg elsker dig, Sophie,“ sagde Will. „Ægteskab kan godt komme på tale.“

„Jeg – hun fandt mig med det, miss. Jeg prøvede at skjule det, men hun havde allerede set det. Hun så så truende ud, da hun rakte ud efter det, at jeg ikke kunne lade være. Alt det, jeg har lært af master Gideon, tog pludselig over og, tja –“
„Hvad, Sophie?“
„Jeg slog hende i hovedet med et spejl,“

„Se der,“ sagde Will. „Gabriel er kørt, og jeg tror ikke, du kan indhente vognen. Sophie er for øvrigt en fornuftig pige. Hun vil ikke lade sig udnytte af Gideon Lightwood, som i øvrigt er lige så charmerende som en postkasse.“

„Årh, hold da op,“ sagde Jessamine. „Er det her en af den slags dage, hvor vi alle sammen går i vrede? For det magter jeg bare ikke.“

„Det vil måske overraske jer at vide,“ sagde Will, „at jeg så noget meget interessant i opiumhulen.“
„Det er jeg sikker på, du gjorde,“ sagde Charlotte strengt.
„Var det et æg?“ spurgte Henry.

Han sagde, at han kunne afvæbne mig, og hvis det lykkedes, skulle jeg blive hans blodsbror.“
„Og det lykkedes ham altså?“
„På ni sekunder.“ Jem lo.

Hvis man ikke er elsket, eksisterer man så?