Mindebogen om Oma margarine

Unilevers næsten monopolagtige stilling på margarinemarkedet i en række medlemslande. Man konstaterede, at der ikke foregik noget margarinesalg over landegrænserne til trods for store prisforskelle. En række aftaler blev i stilhed ophævet, mens undersøgelsen stod på.

I et brev, som omtales af Ekstra Bladet den 18. april 1972, har markedsminister Nørgaard imidlertid overfor Folketingets markedsudvalg måttet erkende, at det er i strid med Romtraktatens etableringsretlige bestemmelser at overvåge de udenlandske koncerners virksomhed. Det vil blive betragtet som »forskelsbehandling på grund af nationalitet«. Det må derfor antages, at et udvidet EF vil gøre det endnu lettere for f. eks. Unilever at operere i f. eks. Danmark.

»Den konkrete situation understreger, at vi faktisk er nødt til at tænke i nationale baner, dersom vi overhovedet skal opretholde bare muligheden for at kunne opbygge en styring af erhvervslivet i samfundets interesse. Uanset om vi kommer ind i EF eller ej, vil dette problem vokse i fremtiden. Carmen, Arena og Fona er eksempler på, at når kapitaldannelsen er for lille her i landet, så risikerer vi at ende som filialland«, skrev folketingsmand Poul Nielsen (S) i en leder i »Ny Politik« i anledning af margarinekrigen.

»De indledende forhandlinger om Storbritanniens, Danmarks, Norges og Den irske Republiks indtræden i Fællesmarkedet var en velkommen udvikling. Man må håbe, at forhandlingerne vil blive kronet med held«, siges det i Unilevers årsberetning for 1970.

Margarine-Selskabet udsendte et cirkulære til de handlende, hvoraf det fremgik, at de havde opnået 57,4 pct. af købmandsmarkedet, mens firmaet oplyste at have 37,9 pct. af det samlede marked. Disse tal er udregnet efter Observa- og Markeds Data-undersøgelser. Det er bemærkelsesværdigt at notere, at MS i cirkulæret om markedsandelene til butikshandelen ikke erindrer om, at man ved nytårstide købte Nordisk Margarinefabrik med en markedsandel på 6–7 pct. Var dette køb ikke foretaget, ville MS have haft tilbagegang i forhold til MC-tiden

Forbrugerrådet reagerede på MS-annoncen med den tvedelte stegepande og de mange husmødre, der under en »margarineafprøvning« så, hvorledes »en billig margarine kan opføre sig«. Den er indklaget for Dansk Reklame Nævn6). Forinden bad Forbrugerrådet om den rapport, der måtte ligge til grund for annoncens påstande. Den var ikke færdigbearbejdet, lød selskabets svar.

I august 1971 traf Johnny Poulsen-reklame en aftale med Aras A/S, selskabet, der har koncession på udlejning af reklameplads på de københavnske busser. Alfa skulle have tre serier løbende på buslangsiderne fra første januar.
Aras anerkendte ordren, men meddelte i december, at den måtte annulleres, fordi Margarine-Selskabet havde bestilt syv serier fra samme dato. Betingelsen var, at Alfa ikke kom med på busserne. Alfa opgav at forfølge sagen ad rettens vej, men måtte sande, at de store kan få det, som de ønsker.

Den 10. januar forsøgte MS at forsvare sig i et cirkulære til kunderne, hvori det hed, at man ikke kunne blive ved med at vende den ene kind til, selv om man gerne ville undgå avispolemik. »Vi vil gerne sige tak for de mange, mange sympatitilkendegivelser, som vore medarbejdere i marken har fået i den forløbne uge. Ingen beklager mere end vi, at vore kunder kan have følt sig personligt angrebet af den hetz-kampagne, som er blevet iværksat.«

»For det første har det for de fleste blade været usædvanligt, at en kvinde satte sig i spidsen for en aktion af denne art. Ikke mindst for kvindelige journalister har det været oplagt at interviewe fru Vang-Lauridsen. En anden ting er, at krigen mellem Alfa og det i hvert fald multinationalt prægede Margarine-Selskabet kom på samme tidspunkt, som den danske debat om fællesmarkedstilslutningen tilspidsede sig«.

De store kædebutikker gik alle ind for at handle med MS. Det gælder Føtex-Bilka (der får fremstillet eget mærke hos Mønsted, Mor Mille kaldet), Schou-Epa, Hami, Vime og Dana-Tempo. Det forlød, at der var givet ekstrarabatter på 15-20 øre pr. kilo, men direktør Ebbe Tuxen sagde den 16.1.72, at det ville være »urimeligt at . . . favorisere de store kædebutikker på andres bekostning«. Det ville dog være i strid med de faktiske forhold, hvis Alfas indsats i bonusspillet helt blev forbigået. Fabrikkens salgsmedarbejdere har foræret en hel del penge væk til handlende som tak for, at varerne måtte komme i kølediskene. Hvor meget begge parter har anvendt på denne måde vil aldrig blive opklaret. Den slags tilhører »privatlivets fred«, som direktør Ebbe Tuxen har udtrykt det.