Humanistisk videnskabsteori

eneutikkens to centrale begreber er altså fortolkning og mening. Det betyder også, at hermeneutikken hævder, at der er afgørende forskelle mellem naturvidenskaber og humanvidenskaber: Mens naturvidenskaberne søger en dyberegående forståelse af eller indsigt i naturfænomener, dvs. fænomener, som ikke har mening eller betydning, søger humanvidenskaberne en dyberegående forståelse af menneskelig aktivitet og produkterne af sådanne aktiviteter, og sådanne fænomener har mening, thi de har deres udspring i mennesker, der mener og vil noget.

Naturvidenskaberne

post-positivistiske, postmodernistiske eller ligeud dekonstruktivistiske (jf. kapitel 12).

Alle analytiske, og kun analytiske, sætninger er nødvendige.
Alle syntetiske, og kun syntetiske, sætninger er erfaringsbaserede.

De humanistiske videnskaber skal stræbe efter at opnå samme videnskabelighed som naturvidenskaberne. Dette ideal går i nyere tid tilbage til positivismen, ifølge hvilken der kun findes én type videnskabelighed, nemlig den, naturvidenskaberne er baseret på. Alle andre former for videnskab er i bedste fald ideologi og i værste fald indholdstomme udsagn.
De humanistiske videnskaber skal definere deres egen entydige og selvstændige form for videnskabelighed. Det begrundes med, at de humanistiske videnskaber har et selvstændigt genstandsområde og dertil hørende selvstændige metoder. Dette synspunkt er især fremført med baggrund i hermeneutikken.
De humanistiske videnskaber skal ikke følge det naturvidenskabelige ideal, som positivismen formulerer filosofisk, men skal heller ikke definere deres egen selvstændige form for videnskabelighed. Der findes kun én videnskabelighed, men den er ikke identisk med den, positivismen forsvarer. Dette synspunkt er baseret på den præmis, at heller ikke naturvidenskaberne overholder positivismens idealer. Synspunktet fremsættes ofte i sammenhæng med en diskussion af moderne naturvidenskab, hvor der fremhæves, at nogle af de problemstillinger, som moderne naturvidenskab er nået til, i endog meget høj grad minder om problemstillinger, som man har behandlet inden for de humanistiske videnskaber i hele det 20. århundrede. I visse tilfælde konkluderes det ligefrem, at de humanistiske videnskaber repræsenterer den videnskabelighed, som også naturvidenskaberne er ved at erkende. Bøtten er vendt om – det er de humanistiske videnskaber, der bedst har realiseret videnskabeligheden.
De humanistiske videnskaber er hverken mere eller mindre videnskabelige end naturvidenskaberne – der findes nemlig slet ikke nogen videnskabelighed i betydningen forskrifter for opnåelse af rimelig korrekt og brugbar viden om verden. Videnskab adskiller sig ikke fra fx religiøse systemer – de opretholdes ved sociale overenskomster i dertil indrettede institutioner, der ikke adskiller sig

»det rette studium for mennesket er mennesket selv«.

Man kunne nu udstrække denne pointe til at gælde alle dele af vores naturbeskrivelse, med henvisning til at man ikke kan skelne mellem det konventionelle og det ikke-konventionelle element. Vi beskriver fx virkeligheden ved hjælp af begreber som elektroner og fotoner; fysikere vil dog indrømme, at disse begreber ikke er rene afspejlinger af virkeligheden, men rummer forsimplinger og idealiseringer, der dækker en langt mere kompliceret realitet. Og dette gælder generelt: Alle vore videnskabelige begreber er menneskeskabte modeller, som vi lægger ned over virkeligheden, og som hjælper os til at orientere os i den og håndtere den på forskellige måder; men ingen af dem er afspejlinger af den i bogstavelig forstand

Igennem forhandlinger i det sociale fællesskab skabes der dermed for hvert individ anerkendte livshistorier som en slags sociale dannelser. Disse livshistorier hænger sammen med bestemte opfattelser af individets personlighed og selv, der derved også bliver en social dannelse

Det er imidlertid ikke nok, at personen kræver denne status; beretningen må accepteres af samtalepartnerne og personens omgangskreds for at blive en social realitet.

Heroverfor hævder Gergen, at selvet er noget, der skabes i fællesskabet, i og med at vi »forhandler« beskrivelser af hinandens karakter baseret på fortolkninger af vores handlinger som udtrykt i narrative

I stedet er narrativers form historisk bestemt. I denne sammenhæng holder han sig tæt til de samme kilder som Hayden White, begge gør brug af teori hentet fra Northrop Frye