Varulvens forbandelse

Han trådte også et skridt ud og blokerede vejen for hende. “Hov!” lo han frejdigt.

Mindet om hans fyldte mave, der tømte sig i lokummet, fik mundvandet til at løbe og gav ham brækfornemmelser.

“Det er den tid på måneden. Lidt ligesom at få det røde,” grinede Martin. “Det er ulven, der rumsterer.”

“Hold lige øje med ham, mens jeg gør et drop klart.” Han gik over til bordet og fandt en håndfuld venfloner og en pose med saltvand, som han smed på bordet ved siden af Andreas. “Læg den ene arm, så jeg kan komme til.” Martin pakkede hurtigt en venflon ud. Han fandt en vene på håndryggen og stak nålen ind. Da det lille plastikrør blev fyldt af blod, hev han kanylen ud og koblede slangen til posen med blod, hvorefter han løsnede klemmen og rakte posen til Jonas.