Conn Iggulden

Ulven fra Stepperne

Første bind i Conn Igguldens nye historiske romanserie følger den unge Temüdjiin, der efter faderens død, efterlades til sultedøden på de mongolske stepper, forrådt af sin fars nærmeste rådgivere. Men Temüdjiin overlever, og i 1206 kan han påberåbe sig rangen som Djengis Khan. En verdenshersker kan begynde sit erobringstogt.
547 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2014
Forlag
Gyldendal

I denne serie

Vurderinger

    Morten Grosbølhar delt en vurderingsidste år

    Drønspændende - læses næsten i et hug!!!

    Niels Aage Schmidthar delt en vurderingfor 2 år siden
    👍Værd at læse

    God

    Kevin Lyagerhar delt en vurderingfor 3 år siden
    👍Værd at læse

    Super

Citater

    Kenn Albert Pedersenhar citeretsidste år
    „Måske førsteministeren for statsforvaltningen, men jeg tror du mener Song-kejserne.
    Jan Lisborghar citeretfor 2 år siden
    Sneen faldt tæt og blændede tæt da de mongolske bueskytter omringede den tatariske plyndringskommando. Hver mand styrede sin pony med knæene mens han stod op i stigbøjlerne og affyrede pil efter pil med dødbringende præcision. Rytterne var ildevarslende tavse, og hovslagene fra deres galoperende ponyer var den eneste lyd foruden de såredes skrig og den tudende vind. Tatarerne kunne ikke undslippe den summende død der kom imod dem fra det tiltagende mørke på slagets fløje. Deres heste sank jamrende i knæ med blod sprøjtende rødt fra næseborene.
    Fra et fremspring af gulliggrå klippe fulgte Yesugei slagets gang næsten fuldstændig skjult i sine pelse. Vinden over stepperne var en brølende djævel der skar i hans hud på de steder hvor laget af fårefedt var slidt af. Han røbede ikke sit ubehag. Han havde tålt det i så mange år at han ikke engang kunne være helt sikker på at det faktisk var noget han følte. Det var bare endnu et af hans livsvilkår, ikke anderledes end dette at han havde ryttere der red ud på hans bud, eller fjender at dræbe.
    Nok foragtede han tatarerne, men de manglede ikke mod. Yesugei så dem stimle sammen om en ung kriger og hørte hans råb gennem vinden. Tatarerne bar veste af ringbrynje som Yesugei misundte dem og inderligt begærede. Med korte kommandoer hindrede manden sine krigere i at spredes til alle sider, og Yesugei så at tiden var inde til at ride. Hans følge på ni mand fornemmede det; de var de bedste i hans stamme, blodsbrødre og livegne krigere. De havde tjent retten til at bære deres fine krigsharnisk af kogt læder med prægede billeder af en ung springende ulv.
    „Er I rede, mine brødre?“ sagde han og mærkede at de vendte sig om mod ham.
    En af hopperne vrinskede ophidset, og Eeluk, hans førstekriger, lo sagte.
    Chris Robert Larsenhar citeretfor 3 år siden
    Sholoi var åbenbart den der ledede processen, selv om Temüdjin ikke mente at manden selv ejede nogen får.

På boghylderne

    Jonas Kristensen
    Diverse
    • 18
    • 2
    Lisbeth Betak Nielsen
    Bill
    • 170
    • 1
    Carsten Birger Rosenbæk Nielsen
    Bøger
    • 37
    • 1
    Kim Rehne Pedersen
    Sommerhus
    • 14
    • 1
    Bo Gisselø
    bogi
    • 423
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)