Den første bog af Dīgha Nikāya, Samlingen af Buddhas lange diskurser, samler 17 suttaer, der ikke passer ind i det typiske format af diskurser, men er grupperinger skabt århundreder senere, der formår at blive klassificeret som en anden kanonisk samling. Mens suttaerne i de kanoniske samlinger: Saṁyutta, Majjhima og Anguttara Nikayas, sigter mod at forklare Buddhas ord, doktrin og lære samt at give nogle omstændige data, er denne bog på den anden side en heterogen samling af diatriber mod de forskellige overbevisninger, der stødte sammen med den begyndende buddhisme. Diatribe, eller debat, er navnet på en kort etisk diskurs, specifikt af den type, som de kyniske og stoiske filosoffer komponerede. Disse populære moralske læsninger havde ofte en polemisk tone rettet mod enkeltpersoner eller sociale grupper. I dette tilfælde efterlader de intet fællesskab, tro, tro eller religion uangrebet. Denne bog ser ud til at være sammensat til at blive givet til buddhistiske missionærer for at blive brugt som en manual til debat mod andre religioner for at få tilhængere. Dette er tonen i de fleste af de første tretten diskurser. Hverken mytomani eller mølleri, som den indiske offentlighed altid har været så glad for, foragtes. Hvis vi studerer deres struktur, ser vi med det samme, at de er fuldstændig fremmede for de kanoniske, og deres indhold er generelt sammensat af en injurie mod en religiøs gruppe, efterfulgt af en række kort-pastaer af kanoniske suttaer udvalgt uden mange kriterier. …
