Digital branding bygger på, at brugerne aktivt vælger produktet til og således gør produktet til en del af deres identitet. Når folk vælger at blive »venner« med bilfabrikanter, rejseselskaber, fødevarekæder, tøjmærker osv., fortæller de omverdenen noget om, hvad de godt kan lide, og ikke mindst hvordan de gerne vil fremstå.
I netværkskommunikation tager man indholdet ud af sammenhængen og sender fortællingen videre i eget navn. Dermed bliver brugeren en del af kampagnen og fortællingen, ikke bare forbruger af den. Det forudsætter dog, at den professionelle kommunikatør giver brugerne noget at arbejde med.