Moderniteten, der fulgte romantikken, og som måske ophørte gennem det tiår, vi har forladt, fremviste med varierende styrke en helt original figur, nemlig den dialektiske idé om en sammensmeltning af de to principper: regler, som bliver lov; interesser, som bliver program; barok, som bliver klassik; morfogenese, som slår om og bliver generaliseret metafor; det private, som bliver offentligt; kort sagt, Tidsåndens Triumf, åndens fænomenologi, inkarneret i harmonidyrkende og despotiske bevægelser og regimer med «rod» i folket og «krone» i himlen.