Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen om sig selv

E-bogsudgaven af Tove Ditlevsens Tove Ditlevsen om sig selv fra 1975. Digt og virkelighed bindes sammen til et nøgternt og barokt humoristisk selvportræt.

»Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden. Jeg affandt mig bare med den og læste, skrev og drømte mig væk fra den, når jeg kunne se mit snit til det. Når jeg alligevel ikke så få gange i min tilværelse har kastet mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde, skyldes det måske, at min storebror, hvis ord jeg aldrig tvivlede på, lærte mig, at man altid skal gøre det, man frygter allermest. Det er en udmærket leveregel, hvis det da ikke lige drejer sig om at springe ud fra femte sal. Nu var min barndoms virkelighed også temmelig barsk, men min drøm om engang at blive digter fik mig til at overvinde min sjælelige sårbarhed og bestandig søge at forstå andre mennesker i stedet for at anklage dem. Ingen senere erfaringer kan nogen sinde udslette barndommens påvirkninger. Dem vender jeg gang på gang tilbage til i mine bøger.«
Fra forordet.
122 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2016
Forlag
Gyldendal

Lignende bøger

Vurderinger

Else Dyekær Egsgaardhar delt en vurderingfor 8 måneder siden
🎯Læseværdig

Trine Tulstrup Larsenhar delt en vurderingsidste år
👍Værd at læse

Citater

Christina Feldtmose Niegelhar citeretfor 3 måneder siden
Desuden ville for mit vedkommende en adskillelse af liv og digtning føles urimelig,
Laura Maria Sørensenhar citeretfor 6 måneder siden
Ingen senere erfaringer kan nogensinde udslette barndommens påvirkninger. Dem vender jeg gang på gang tilbage til i mine bøger.
Jeg debuterede som lyriker med samlingen „Pigesind“, der udkom i efteråret 1939. Det lyder så ligetil, men kampen for at nå så langt som til at få disse spinkle og ufuldkomne digte i trykken havde alligevel taget adskillige år. Jeg har skildret den i mine erindringer „Barndom“ og „Ungdom“. Alt mens jeg arbejdede for det daglige brød, var jeg altid på jagt efter indflydelsesrige mænd. Mit store problem var, at de på ingen måde var på jagt efter mig. Men jeg var stædig og udholdende, og til sidst fandt jeg en. Han var redaktør af et tidsskrift, der hed „Vild Hvede“, og han var 31 år ældre end jeg. Det havde sikkert
Jette Elisabeth Mathisenhar citeretsidste år
Mange mennesker var i alle disse år gået igennem mig som gennem en skygge, uden at gøre det ringeste indtryk på mig. Jeg håber, det var gensidigt. Alt det med at være et „ordentligt menneske“ havde jeg opgivet. Det pæne borgerskab havde jeg ikke meget tilovers for.

På boghylderne

hellepihl
Helle
  • 413
  • 4
Peter Andreasen Lind
Jette
  • 50
  • 1
Lasse Nielsen
Tfn
  • 148
Søren Thorsen
Biografier
  • 38
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)