Bøger
Lars Saabye Christensen

Halvbroderen

    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Du sagde at Fred lå i en kiste på tørreloftet! Jeg så ned. – Det er vist rigtigt.
    Der var ingen af os der havde troet at far kunne løbe så hurtigt op ad en trappe. Mor skyndte sig efter og kunne næsten ikke følge med, og bagerst kom jeg. Jeg ville se hvad der skete. Det her er hvad jeg så: far er standset inde på tørreloftet, lige under tagvinduet. Kisten står på gulvet. Mor gemmer ansigtet i hænderne, og hun skriger uden en lyd. Men det underligste er at far ikke ser på kisten, men først på tørresnorene, klemmerne, resterne af den døde fugl, de tomme kokssække, og han trækker vejret så tungt, han ånder støvet rundt i rummet, han bliver stående og stirrer på alt det som om han har glemt hvad han er kommet herop for, glemt sig selv. Så løfter Fred selv låget af kisten og sætter sig op. Det ser pudsigt ud. Han sidder og gaber, bleg og mager mellem silkefolderne. Han stirrer på mig. Jeg stiller mig i skyggen bag mor, der stadig har ansigtet gemt i hænderne. – Du må ikke gøre ham noget, hvisker hun, og far vender sig om mod hende, næsten sørgmodig, næsten undskyldende. Så sker det allermærkeligste. Far bøjer sig ned og lægger armene om Fred, holder ham ind til sig, klapper ham på ryggen, selv mor tager hænderne væk nu, for far giver ikke Fred tæv, han omfavner Fred, og jeg får et glimt af Freds blik over fars skulder, forvirret og skrækslagent, og en af dem græder, det er ikke Fred, det er far, Arnold Nilsen, der græder
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Stilheden var dobbelt. – Skal jeg dræbe din far for dig? spurgte han. Fred havde sagt noget. Det var det første han sagde. Jeg blev så glad. Jeg lo. – Hvad siger du? sagde jeg. Fred kom nærmere. – Skal jeg dræbe din far for dig, Barnum? Jeg lo ikke mere.
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Knappen lå ikke i dit pennalhus, Barnum, siger hun. – Gjorde den ikke? – Nej, Barnum. Mor vender sig om mod far, han ligger på divanen med puderne under hovedet og avisen over ansigtet, det blafrer i siderne. – Hvad skal du med knappen? spørger jeg. – Vask dine hænder, siger mor. Hun skynder sig ud i køkkenet, for der er noget der lugter brændt. Jeg går ind på vores værelse og finder pennalhuset. Mor har ret. Knappen er der ikke. Enten har jeg tabt den i skolen, eller også ved jeg hvem der har taget den. Og vi skal lægge lang tid og mange år bag os inden den samme knap dukker op igen, som et lille hjul der har trillet gennem
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Hun vender sig langsomt om mod mig og blæser en ring, som jeg sætter på fingeren før den opløser sig i ingenting. – Hvad siger du, Barnum? – Knappen ligger i mit pennalhus, hvisker jeg og stikker fingeren i munden. Mor går ud på altanen og vinker.
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Mor står ved den åbne altandør og ryger en cigaret. – Pennalhuset, siger jeg.
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Senere på aftenen står mor ved min seng. – Hvor er knappen? spørger hun. Men jeg svarer ikke.
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Bagefter tørrede jeg af mens Boletta vaskede op, og bagefter ventede jeg på Fred. Han kom da jeg var faldet i søvn. Pludselig sad han på sin seng. Jeg kunne ane ham i mørket. Det var hans øjne jeg bedst kunne se. Jeg turde ikke tænde lyset. – Hvad snakkede du og Den Gamle om? spurgte jeg. Øjnene forsvandt. Han svarede ikke. Jeg fandt mit pennalhus i rygsækken og lagde forsigtigt den tunge knap i hans hånd. Øjnene kom til syne igen. – Det er Den Gamles knap, hviskede jeg. Fred tændte lyset. Han stirrede på knappen og lukkede hånden om den. – Du må godt få den, sagde jeg. Jeg troede han ville sige noget, men han lod bare knappen falde ned på gulvet. Jeg var nødt til at kravle ind under sengen for at finde den, og Fred slukkede lyset. Han fortsatte sin lange tavshed.
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Mor fortsatte med at ordne Den Gamles ting, slippers, flakoner, smykker, briller, og hun var længe om det som om hun gjorde det i søvne og ryddede op i en drøm, hun aldrig ville kunne få orden på. – Fordi menneskene også er onde, sagde Boletta. Jeg forstod det ikke, men spurgte ikke mere. Det er de skridt jeg hører gå ud af mit liv. Det er mors sang. Nu vendte hun sig brat, næsten smilende, og holdt noget frem hun havde fundet i smykkeskrinet. Det er rytmen i mors tanker. Det var en knap, en skinnende knap, som der stadig hang en sort tråd i. – Hvor kommer den fra? hviskede mor. Hun gav knappen til Boletta, men hun vidste det heller ikke. De sad helt tavse og stirrede på knappen, der var større end en sodavandskapsel. – Må jeg få den? spurgte jeg. Mor så op. Hun var bleg, kinderne sank ind i ansigtet, og et øjeblik syntes jeg hun lignede pigen på billedet, hendes bedste veninde, Rakel. Jeg vendte ryggen til. Jeg ville ikke se mere. – Selvfølgelig må du det, lille ven, sagde Boletta. Nu du har været så flink til at rydde op. Hun gav mig knappen. Den var tung og kold i mine hænder. – Tak, hviskede jeg. Jeg gik ind på vores værelse. Jeg lagde knappen i pennalhuset.
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Chaufføren i lastbilen, der skulle ned på havnelageret med paller, sagde i sin forklaring at Den Gamle pludselig kom farende ud i krydset, og at han ikke havde haft en chance for at bremse i tide. Vidner til ulykken, ekspedienten i aviskiosken og en række kunder der var derinde for at læse de sidste nyheder, kunne bekræfte dette, og de tilføjede at det var et under at det overhovedet var lykkedes chaufføren at styre uden om drengen, der også var løbet direkte ud på gaden. Den Gamle blev slynget over kølerhjelmen og fløj flere meter gennem luften. Men der var ingen der kunne sige præcis hvad der var sket i det øjeblik Den Gamle slap Freds hånd og tumlede ud i gaden, om hun snublede, fik en hjerneblødning eller ganske simpelt gik i sine egne tunge tanker på denne sorte morgen. Siden har jeg tit tænkt på hvad der skete i sekunderne inden ulykken, inden Den Gamle tabte balancen ved hjørnet af Slottsparken og havnede foran lastbilen.
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Sengen var hård og for høj og sikkert ikke rar at ligge i. Der var blod på Freds jakke, nederst på den ene arm. Var Fred også kommet til skade? – Bløder du? spurgte jeg. Fred svarede ikke. En ambulance nærmede sig udenfor. En sygeplejerske løb forbi. På den grå væg hang et billede: En der trak garn op af havet. – Hvorfor er Den Gamle død? hviskede jeg. Men Fred svarede heller ikke nu. Fred var begyndt på sin lange tavshed. Hans øjne var som bagsiden af skeer, og han stirrede bare lige frem for sig, på døren eller ingen steder. Jeg ville holde Fred i hånden. Han knyttede næven og stak den i lommen. Jeg havde ikke lyst til at blive siddende der. Jeg sprang ned på gulvet. Fred standsede mig ikke. Jeg gik ud i korridoren igen og prøvede at finde mor og Boletta.
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    I stedet siger han: – Og nu vil jeg bede dig om en ny tjeneste. Den gamle præst nikker og venter. Arnold Nilsen lukker øjnene. – Jeg beder dig om at give mig syndsforladelse, hvisker han. – For hvad? Arnold Nilsen vender sig væk og svarer ikke. Den gamle præst sukker. – Tænker du på at du forlod dine forældre? spørger han. Arnold Nilsen ryster på hovedet. – Jeg beder bare om tilgivelse. For alle mine ugerninger. Den gamle præst rykker nærmere på Arnold. – Jeg bliver nødt til at vide hvilke gerninger Gud skal tilgive dig. Han holder nøje regnskab. Arnold Nilsen bliver hidsig, ja, næsten rasende, over en sådan omstændelighed. Han råber: – Så spørger jeg i stedet om Gud kan tilgive alt? Den gamle præst tager Arnolds hånd i sin og mærker de løse fingre i handsken, og han gyser. – Ja, hvisker han. Gud kan tilgive alt. Arnold Nilsen trækker hånden til sig. – Tak. Det var bare det jeg ville vide. I det samme kommer Vera ud på trappen med barnevognen og kigger op mod dem. Og bag hende står Elendius og skuler. Arnold vinker og begynder at gå ned til dem. Men den gamle præst holder ham tilbage. – Men Gud ser helst at man beder menneskene om tilgivelse først, hvisker han. Så fortsætter Arnold det sidste stykke ned til mor, der venter på ham. Han standser foran hende, beruset af vinden, den rene sprit, mit navn og alt det den gamle præst har sagt. – Hvad er der? spørger mor og rækker hånden frem. Far tøver, han tøver, tager en indånding og vender
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Jeg fylder det kun halvt op fordi du ryster sådan på hånden, siger han. Elendius smiler. – Det er vist dig der ikke er sikker på hånden, Arnold. Siden du har mistet endnu flere fingre siden sidst. Elendius tømmer glasset og rækker det frem igen. Arnold Nilsen sætter flasken fra sig. – Du skal ikke minde mig om mine ulykker på en dag som i dag, siger han lavt. Elendius venter med det tomme glas. – Jeg synes jeg kan huske at det ikke var ved nogen ulykke du mistede den første finger. – Jeg mistede resten af hånden under krigen, hvisker Arnold og skænker Elendius’ glas helt fuldt for at få ham til at tie stille. Men brændevinen gør ham bare endnu mere snakkesalig
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    men han lægger ikke mærke til det. Han stønner. – Der er noget jeg må fortælle dig, Vera. Han råber det næsten og slipper sit greb i samme nu. Men han siger ikke mere. – Hvad er der, Arnold? Mor venter. Han siger ingenting. Hun tror han bare spiller kostbar. Hun vender sig om mod ham, lattermild, og opdager at han ligger der ved siden af hende, lamslået, sveden løber ned over hans ansigt, i sorte striber fra håret, han har spyt om munden, fråde, hvidt skum, og øjnene er brunt glas der er knust på bunden. Mor udstøder atter et skrig. – Hvad er der i vejen, Arnold! Og så er det som om han vågner, han får vejret igen, mørket falder af ham, han kan se, han ser hende, chokeret. – Ingenting, hvisker han. Ingenting. Han ved ikke hvor længe han har været væk, måske bare et sekund. Han står op, han må ud, alene, han må have luft. Han sætter sig på trappen, tager den grå, glatte hundekæbe, lugter til den, kyler den væk. Efter et stykke tid står mor også op. Hun standser bag ham. Han venter. Måske har han snakket i søvne, talt over sig og sagt det hele. Han venter og ved at han i dette øjeblik kan være fortabt. – Hvad var det du ville sige til mig? spørger hun endelig. Han sukker. Det er alt, et lettelsens suk. – Du må være udhvilet til i
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Far hiver pludselig efter vejret et øjeblik og klemmer hendes hånd så hårdt med sine falske fingre at det gør ondt, og hun giver et skrig fra sig, men han lægger ikke mærke til det.
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    der er knust på bunden. Mor udstøder atter et skrig. – Hvad er der i vejen, Arnold! Og så er det som om han vågner, han får vejret igen, mørket falder af ham, han kan se, han ser hende, chokeret. – Ingenting, hvisker han. Ingenting. Han ved ikke hvor længe han har været væk, måske bare et sekund. Han står op, han må ud, alene, han må have luft. Han sætter sig på trappen, tager den grå, glatte hundekæbe, lugter til den, kyler den væk. Efter et stykke tid står mor også op. Hun standser bag ham. Han venter. Måske har han snakket i søvne, talt over sig og sagt det hele. Han venter og ved at han i dette øjeblik kan være fortabt. – Hvad var det du ville sige til mig? spørger hun endelig. Han sukker. Det er alt, et lettelsens suk
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    men lugtene bliver alligevel hængende, i lighed med smerten han ikke kan slippe af med i sine afhuggede fingre.
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    et er vist anden gang præsten er mine børn uvilligt stemt, hviskede han. Præsten smilede. – Deres børn? Er De far til begge to? Far satte hatten på hovedet. Ånden stod tungt i hans bryst, og han forbandede sin skæve næse. – Der findes andre præster, hviskede han. – Men kun én Gud og én lov, sagde præsten. Far knaldede døren i efter sig da de gik, men ude på gangen tabte mor modet.
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Nu er det Arnesen der ler. – Men her står jeg jo og snakker i arbejdstiden uden at præsentere mig. Forsikringsagent Arnesen. Han rækker hånden frem, tager om den stive handske og slipper straks igen, der går en trækning igennem ham. – En ulykke? spørger han. – Krigen, svarer Arnold Nilsen. Arnesen smiler, vender ryggen til, trækker skuffe
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    bliver han forfremmet til spisestuen og sover på divanen
    Joan Elin Spangsberghar citeretsidste år
    Først sover han på en smal madras i entréen
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)