bookmate game
Bøger
Lars Saabye Christensen

Halvbroderen

Lars Saabye Christensens store vidunderlige roman, Halvbroderen, vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2002, og er siden blevet en nyklassiker i nordisk litteratur.

Halvbroderen er en roman om fire generationers liv i Oslo i det 20. århundrede. På befrielsesdagen i maj 1945 bliver den unge Vera voldtaget på tørreloftet af en ukendt mand. Produktet af voldtægten er Fred. Et par år efter Freds fødsel dukker den charmerende fantast Arnold op i familien. Med ham får Vera sønnen Barnum.
Det ambivalente forhold mellem drømmeren Barnum og bokseren Fred er et hovedtema i romanen der handler om splittelse og længslen efter at blive hel.

Romanen har i foråret 2013 gået som tv-serie på norsk fjernsyn med stor succes.
936 trykte sider
Copyrightindehaver
C&K Forlag ApS
Oprindeligt udgivet
2013
Udgivelsesår
2013

Andre versioner af bogen

Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

  • Mortenhar delt en vurderingfor 3 år siden
    👍Værd at læse

Citater

  • Joan Elin Spangsberghar citeretfor 5 år siden
    Du sagde at Fred lå i en kiste på tørreloftet! Jeg så ned. – Det er vist rigtigt.
    Der var ingen af os der havde troet at far kunne løbe så hurtigt op ad en trappe. Mor skyndte sig efter og kunne næsten ikke følge med, og bagerst kom jeg. Jeg ville se hvad der skete. Det her er hvad jeg så: far er standset inde på tørreloftet, lige under tagvinduet. Kisten står på gulvet. Mor gemmer ansigtet i hænderne, og hun skriger uden en lyd. Men det underligste er at far ikke ser på kisten, men først på tørresnorene, klemmerne, resterne af den døde fugl, de tomme kokssække, og han trækker vejret så tungt, han ånder støvet rundt i rummet, han bliver stående og stirrer på alt det som om han har glemt hvad han er kommet herop for, glemt sig selv. Så løfter Fred selv låget af kisten og sætter sig op. Det ser pudsigt ud. Han sidder og gaber, bleg og mager mellem silkefolderne. Han stirrer på mig. Jeg stiller mig i skyggen bag mor, der stadig har ansigtet gemt i hænderne. – Du må ikke gøre ham noget, hvisker hun, og far vender sig om mod hende, næsten sørgmodig, næsten undskyldende. Så sker det allermærkeligste. Far bøjer sig ned og lægger armene om Fred, holder ham ind til sig, klapper ham på ryggen, selv mor tager hænderne væk nu, for far giver ikke Fred tæv, han omfavner Fred, og jeg får et glimt af Freds blik over fars skulder, forvirret og skrækslagent, og en af dem græder, det er ikke Fred, det er far, Arnold Nilsen, der græder
  • Joan Elin Spangsberghar citeretfor 5 år siden
    Stilheden var dobbelt. – Skal jeg dræbe din far for dig? spurgte han. Fred havde sagt noget. Det var det første han sagde. Jeg blev så glad. Jeg lo. – Hvad siger du? sagde jeg. Fred kom nærmere. – Skal jeg dræbe din far for dig, Barnum? Jeg lo ikke mere.
  • Joan Elin Spangsberghar citeretfor 5 år siden
    Knappen lå ikke i dit pennalhus, Barnum, siger hun. – Gjorde den ikke? – Nej, Barnum. Mor vender sig om mod far, han ligger på divanen med puderne under hovedet og avisen over ansigtet, det blafrer i siderne. – Hvad skal du med knappen? spørger jeg. – Vask dine hænder, siger mor. Hun skynder sig ud i køkkenet, for der er noget der lugter brændt. Jeg går ind på vores værelse og finder pennalhuset. Mor har ret. Knappen er der ikke. Enten har jeg tabt den i skolen, eller også ved jeg hvem der har taget den. Og vi skal lægge lang tid og mange år bag os inden den samme knap dukker op igen, som et lille hjul der har trillet gennem

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)