Citater fra »Åndernes rige« af Richard Russo

Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
meste af mit voksenliv har jeg betragtet hans periodiske kamp mod nyresten som en slags karmisk retfærdighed. Kunne man måske tænke sig en mere passende dom over en mand, der ikke kan holde pikken inden for lynlåsen og sæden inde i pikken? Men sammenholder jeg denne logik med mine egne kvaler nu og her, vil det blot, erkender jeg, mens jeg står her, kunne føre mig frem til en konklusion, jeg ikke bryder mig om at drage. Skulle jeg måske gøre knæfald for den besynderlige Nye Testamente-forestilling, at bare det at tænke en synd er at begå den? Er jeg ikke anderledes end min far, fordi jeg tænker på at gøre det, han gjorde? Det er en hadefuld og pervers filosofi, er det, og den gør verden unødigt kompleks. Og mod et sådant vanvid bliver William af Occam en modvillig kætter. Så: Nej. Enkelhed og retfærd fordrer, at forskellen mellem tanke og handling ikke af ren skødesløshed forkastes.
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Hun rækker en flad hånd i vejret. “Det kan da godt være, du føler dig mere sikker i sadlen end mig. Jeg skal gerne medgive, at du har haft succes som forfatter. Jeg mener bare, det er for ondt af dig sådan at hænge mig ud på den måde. Jeg har givet femten år af mit liv til det universitet her, og jeg vil ikke bare skubbes til side.”

Hvis det ikke var så ynkeligt, ville det være morsomt. Ikke bare Gracies utilstrækkelighedsfølelse, som da er velbegrundet nok. Men som fastansat lektor her på vores kønskvoterede og fagforstenede koloniale udpost ville Gracie ikke kunne skubbes til side med en rendegraver. Jeg når at åbne munden for at fremføre det, da det slår mig, at hun vil opfatte det som en ondskabsfuld kommentar til de kilo, hun har taget på. Den anden faktor, der får mig til at klappe i igen, er måbende vantro. Gracies indrømmelse over for mig – at jeg har succes som forfatter – illustrerer til fulde, hvor lavt forventningernes overligger er lagt her på stedet.
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
går ud fra, det ikke kan lade sig gøre at gennemføre den samtale hér som voksne, modne mennesker?” siger hun med en vis rimelighed, idet jeg har taget den næse med briller på, jeg fik af Charles Purty.
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
“Ahr, lad nu være med at true, ikke?” siger jeg. “Der kan vel højst være to-tre mennesker på hele universitetet, der finder på at tage en Jacob Rose-trussel alvorligt, og jeg er ikke en af dem.”

Så snart jeg har sagt det, fortryder jeg. Jeg fortryder det, fordi det så oplagt er ondt sagt, og det onde beror på, at det passer. Jacob Rose er hverken respekteret eller agtet i de øvre lag i universitetshierarkiet. Det skyldes til dels, at humaniora generelt ikke nyder nogen respekt, og til dels, at Jacob al sin barske tale til trods aldrig har været god i infight, og det er dér, de mest interessante administrative boksestød bliver sat ind. Han er kendt som en rar og anstændig fyr, og af samme grund får han jævnligt besked på at stramme buks. For at tilkendegive, at jeg har såret ham, tager han den bonkammeratlige maske af og siger: “Jeg skal nok gøre mit bedste.”
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
lægger drikkepenge, mmm?” siger Jacob og har genvundet sit gode humør.

Jeg lægger en temmelig pæn drikkeskilling omstændighederne taget i betragtning. Jeg sigter mod det sarkastiske.

Pigen smiler glad til mig. “På snarligt gensyn,” siger hun. “Og fortsat god dag.” Skønne, spildte sarkasme.
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Hvad er det for rygter, jeg hører om, at din gamle far flytter til Railton?”

Dén sidder. Jeg har ikke sagt det til andre end Lily. “Hvor ved du det fra?”

“Fra din mor. Hun ville høre, hvordan det lå med at få oprettet en æresdoktorpost ved universitetet. Til William Henry Devereaux, sagde hun, og umiddelbart troede jeg, hun mente dig. Det var derfor, jeg grinede højt. Men så slog det mig, at det var din far, hun snakkede om.”

Jeg smiler og nikker for at anerkende fornærmelsen, men ignorerer den i øvrigt. “Og du sagde …?”
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
, det er vist i eftermiddag …? Eller i morgen?” Jeg kan helt oprigtigt ikke huske det. “Har du da nogen instrukser i den anledning?”

“Bare at du skal mande dig op til at være dig selv. At være ham, jeg giftede mig med.”

Vores læber mødes. “Hvilken af dem?” spørger jeg. “Nu må du beslutte dig.”
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
så de hverken har indset brugbarheden af Hawthornes Det røde bogstav (Lily) eller Melvilles Bartleby (hvis titelperson på samme måde som mig er discipel af William af Occam) i deres egne liv. Og det til trods for, at enten den ene eller den anden af dem efter min opfattelse passer til os alle sammen
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Jeg svarer, at det har jeg ikke, og at vrede – hvis det da er vrede, han beskriver på den måde – sandt at sige er en fremmed fornemmelse for mig.
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Det hus, kunne hun oplyse mig, ville ikke blot blive et hjem, men et skattely. “Du tager gas på din gamle far, ikke?” spurgte jeg og så indgående på hende efter tegn på gasudslip. I stedet sporede jeg vrede. “Skattefiduser er for folk, der tjener for mange penge,” forklarede jeg så. “Ikke for få. Det, at du ikke kan fordrage at betale indkomstskat, er altså ikke det samme, som at du har brug for et skattely.” Virkningen af en sådan fiskal visdom på min datter var så forudsigelig, at selv jeg måske kunne have forudset den
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Min hustru mener muligvis, jeg løber væk fra alt det ubehagelige, men som jeg ser det, er der ubehageligheder i alle kompasretninger inklusive denne
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Her er husene mindre med stue, køkken og et par værelser i ét plan og hævet fra jorden, og de ligger klumpet sammen om flækkens eneste gadekryds og den presbyterianske kirke, hvor lyset netop nu bliver tændt i klokketårnet, mens jeg kommer luntende ind i byen. Når der ikke er gudstjeneste, sidder der altid en hængelås på kirkedøren, og det er sandsynligvis for at sikre den mod pludseligt omvendte, forfrosne og forblæste kondiløbere som mig.
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Jeg er ikke selv et religiøst menneske, men jeg kan godt spille den rolle, og det har jeg hyppigt gjort i årenes løb over for min vrangvillige nabo. Jeg omtaler den asfaltstribe, der skiller vores to udstykninger, som Det røde Hav. Jeg forklarer ham, at det er Egypten, han bor i, og forhører mig om, hvilken plage han nu forventer her i foråret, hvilket fornyet tegn på Guds mishag, der vil manifestere sig, og hvor mange flere tegn der skal til, inden han bliver troende. Jeg betror ham, at det foruroliger mig at bo så tæt på ham. Indtil videre har Gud respekteret vores skelsættende asfalt, men Det gamle Testamente vrimler med beretninger om synderes naboer, der bliver spanket ligervis som synderen selv. Jeg siger til ham, at som jeg ser på det, ville jeg have mærket Herrens vrede allerede, hvis jeg havde solgt ham den nabogrund
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Jeg betragter disse fraskilte universitetskoner som min sidste forsvarslinje
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Hun så længe på mig, som om hun ikke forstod en dyt, og så udtalte hun mit navn på den måde, hun gør det, når jeg efter hendes mening er mere end almindeligt urimelig. “Hank,” sagde hun, “Jacob Rose er din gode ven. Og der er da ikke noget galt med Finny og Marie.”

“Ikke noget galt med Finny?” udbrød jeg forstilt himmelfalden. Nej, ikke kun forstilt. “I guder! Hvor skal det ende? I dag Finny, i morgen … hvem?”
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Mange af mine mandlige kolleger – gifte som fraskilte – indrømmer jævnligt erotiske længsler. De vil have noget på den dumme alle sammen. Men så vidt jeg er orienteret, er jeg den eneste, der jævnligt forestiller mig min kone få på den fine
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Meget godt kan siges om udendørs sex med den vage antydning af risiko og tilhørende spænding, men fornuftsbetonede midaldrende mennesker er tilbøjelige til at føle sig fjogede, hvis de ligger og kopulerer på havemøblement i hvid plastic. Huden klistrer fast til det, og den lyd, det giver at gøre sig fri af plasticen, er lyden af ungdommeligt letsind
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Som Jacob Rose, der dengang var institutbestyrer og nu dekan, med fryd konstaterede, så ville samtlige mandlige kolleger lige på stedet kneppe hende bortset fra Finny, som ville være hende. Det var dengang. Jeg tvivler på, vi ville kunne hæve hende over hovederne nu. Vi er vel ikke de mandfolk, vi var dengang, og Gracie er dobbelt så meget kvindfolk.
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 måneder siden
Han er som en tonedøv, der forsøger at synge og glider mellem tonerne og dapper urytmisk med foden i gulvet i det håb, at hans overdådige indsats vil kompensere for, at han end ikke har gidet lægge sig fast på en toneart. Det er en ynk at høre på, og jeg redigerer for mig selv hans beretning, reorganiserer enkeltelementerne, tilføjer noter i margin, indordner, sammenføjer, adskiller, ændrer vægtfordelingen. Jeg overvejer sågar at skrive min egen version til Railton Daily Mirror (med det lokale kælenavn ‘Bakspejlet’).
Nichlas Ingemann Mohrsen
Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 5 måneder siden
vender han tilbage til sin Camaro, som springer op på vejbanen igen og sender et fog af småsten bagud. “Nu kan det kraftedeme være nok,” siger Teddy, der nu omsider, hvor det er sikkert nok, er blevet overbevist om, at vrede er en adækvat følelse til situationen. “Jeg indgiver en klage!”
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)