Manu Sereen

Iqbal Farooq på Bornholm

    Morten Bechhar citeretsidste måned
    rev mig ind på kontoret og smækkede døren efter mig, før jeg nåede at svare. Jeg hørte lige Felix råbe, at vi ses om en time eller noget i den retning
    Morten Bechhar citeretsidste måned
    døren efter mig, før jeg nåede at svare. Jeg hørte lige Felix råbe, at vi ses om en time eller noget i den retning.
    – Øh
    Morten Bechhar citeretsidste måned
    smækkede døren efter mig, før jeg nåede at svare. Jeg hørte lige Felix råbe, at vi ses om en time eller noget i den retning
    Morten Bechhar citeretsidste måned
    og smækkede døren efter mig, før jeg nåede at svare. Jeg hørte lige Felix råbe, at vi ses om en time eller noget i den retning.
    – Øh, hej igen, Jeanette, sagde jeg og kiggede rundt. Kontoret lignede næsten
    Morten Bechhar citeretsidste måned
    nåede at svare. Jeg hørte lige Felix råbe, at vi ses om en time eller noget i den retning.
    – Øh, hej igen, Jeanette
    Lis la Cour Fiskerhar citeretfor 3 måneder siden
    desværre lidt af en uhyggelig fyr. Det er altså ret trist, at politikerne har solgt
    Lis la Cour Fiskerhar citeretfor 3 måneder siden
    undertrykkende at gå med sko, ik’?
    Christian viste mig sine fødder, som var godt beskidte.
    – Jamen, indianerne gik da med sko, Christian, og de var vist ikke hvide.
    – Nej, Iqbal, det er slet ikke fjong, det der du siger, og jeg siger fra, gør jeg. Indianerne havde de der magasiner på, og indianerne var naturens børn, ganske som jeg. Det er altså noget helt andet, du.
    – Jamen …
    Vores grønthandler Baba Ganus var kommet ud og stirrede på Christian. Han havde, ligesom mig og mange andre i Blågårdsgade, meget svært ved at forstå Christians hippietrip.
    – Hej, Iqbal, og skal du have lidt Coca-Cola, direkte import fra Tyskland? Du får dem billigt, min ven, you know – the real stuff, mand.
    – Nixen, ikke i dag, Baba. Jeg har det sgu for nederen til cola, mand. Vores skole er blevet solgt.
    – Hmm, hva’ så med dig, Christiania? Skal du købe cola for første gang
    Lis la Cour Fiskerhar citeretfor 3 måneder siden
    skrev videre på tavlen
    Allan Larsenhar citeretfor 4 måneder siden
    skulle følge onkels plan om at skaffe nogle cykler og sælge dem igen, så havde vi travlt. Det krævede nok, at vi fandt 100.000 cykler og fik solgt dem igen inden for nogle timer.

    Det var kun Tariq, der var hjemme. Han sad som sædvanlig og læste. Enten læste han lektier, eller også sad han og læste om astronomi eller om fly.

    – Har du set onkel i dag? spurgte jeg, da jeg trådte ind i stuen.

    – Ja, han har lige været forbi. Han spurgte faktisk også efter dig. Han sagde, at han ville komme igen om lidt. Han virkede mærkelig og var faktisk fuldstændig hvid hovedet. Ligesom dig i går aftes. Er der sket noget, brormand, eller fejler I bare det samme?

    – Tja, man kan vist godt sige, at der er sket noget. Vi skylder, eller onkel skylder 10 mil til en flok somaliske pirater, og pengene skal falde her til aften.
    Shahin Vlogshar citeretfor 9 måneder siden
    en skaldet mand. Faktisk var han så skaldet, at han lignede en kæmpe diller
    Shahin Vlogshar citeretfor 9 måneder siden
    Døren gik op, og Jeanette Ølholm stod foran mig med sit anspændte blik og sit store hår, der stod ud til alle sider.
    – Åh, der er du, Iqbal. Det var sandelig på tide. Hun lagde en hånd på min skulder. – Kom ind, kom endelig ind og få en diagnose eller bare en lille snak. Du har brug for det, og det ved du vist også godt selv, ikke også?
    Hun rev mig ind på kontoret og smækkede døren efter mig, før jeg nåede at svare. Jeg hørte lige Felix råbe, at vi ses om en time eller noget i den retning.
    – Øh, hej igen, Jeanette, sagde jeg og kiggede rundt. Kontoret lignede næsten sig selv. Der var de to store, brune lædersofaer, skrivebordet og briksen, hvor jeg plejede at ligge og fortælle. Bag hendes skrivebord hang der et maleri, jeg ikke havde set før. Det forestillede en skaldet mand. Faktisk var han så skaldet, at han lignede en kæmpe diller.
    Kenneth Kringhar citeretsidste år
    KAPITEL 2
    Von Zwetllerswein Gehundden
    Alle klasser var i gymnastiksalen. Hr. Inspektør havde skrevet “Omstruktureringer” på et stort stykke papir ved siden af talerstolen og stod nu og kiggede ud på alle eleverne, der råbte og kravlede rundt i hinanden.
    – Hey, hva’ så, Iqbal, råbte Tariq, der havde fået øje på mig.
    – Så hvad, Tariq, svarede jeg, mens jeg vinkede til Dindua.
    – Hvad fanden sker der, Iqbal? Ved du, hvad de har gang i, siden at der er stormøde?
    – Det er noget med, at der mangler vildt mange penge i kommunen, men hr. Inspektør har sagt, at det ikke rigtig betød noget, så det er vel cool nok, Tariq.
    – Hmm, det virker ikke særlig cool, brormand, for alle lærerne er altså ret nervøse. Og tjek lige hr. Inspektør ud, manner. Han sveder som et svin på vej til slagteren, sagde Tariq og
    Kenneth Kringhar citeretsidste år
    lugte khat-markerne, ikke også, Iqbal?
    – Dét der er sgu hverken prima varer eller khat, sagde Niels og hev en håndfuld blade op og lugtede til dem. – Det her er bøgeblade, din tosse. Hvad fanden sker der med jer? Prøver I at tage røven på Nillerdrengen fra Mjølnerparken?!
    – Øh, bø-bøg-bøgeblade? sagde onkel.
    – Ja, sgu. Skide bøgeblade! Tror du overhovedet, at jeg vil sælge dem eller få mine somaliske brødre til at æde det lort? råbte Niels.
    – Jamen, kan du ikke bare sige, at det er khat? spurgte onkel.
    – Nu skal du ikke komme for godt i gang. I har lige præcis 30 sekunder til at hoppe ind i den bus, eller også sprænger jeg den i luften.
    Onkel og jeg havde på ingen måder lyst til at diskutere med Niels, eller nogle af hans venner for den sags skyld. Og vi havde slet ikke lyst til at opleve en somalisk eksplosion i bus 2A.
    – Øh, behold I bare bøgebladene, råbte onkel og styrtede ind i bussen og fik startet den på et
    Sarah Hornskov Danielsenhar citeretsidste år
    – Åh, så jag er polseegypter, hvis jeg spisa halalpolsa, så jag forstå, Iqbal. Du er en klogt dreng, Iqbal. Du ikke som min son Kaseem, den søn af en hovedløs høne. Han kun tala om Ibos bimmer og poptøs.
    – Nu må I lige lade Iqbal være, ik’? sagde mor, der kom ind i stuen med en mega tallerken karrykylling. – Pølsetysker er ikke et bandeord, så slap helt af.
    – Så, sæt dig ned, Iqbal, og fortæl os lige det med, at skolen er blevet solgt. Jeg husker altså ikke, at jeg har læst noget om det i kontaktbogen.
    Onkel, far og mor satte sig ved spisebordet, og vicevært Ali blev på sofaen. Jeg skulle lige til at fortælle om pølsetyskeren, da Tariq trådte ind.
    – Iqbal fortæller, at jeres skole er blevet solgt. Er det noget, som du også ved noget om, Tariq? spurgte mor.
    – Politikerne har ikke flere penge. Det hedder vist nulvækst, forklarede Tariq.
    Ella den seje😎🤪har citeretsidste år
    Jeg fløj op af briksen.
    Ella den seje😎🤪har citeretsidste år
    Åh, jeg glæder mig sådan til at høre om det, smilede hun og klappede i hænderne som et lille barn. – Det er jo så vildt spændende med alt det, der er sket.
    dbookhoffhar citeretfor 2 år siden
    Det der lån hos Sofia K. Led har en syg rente, you know. Den stiger med fem kilo om dagen.
    Sidsel Maja Wahlgrenhar citeretfor 2 år siden
    til syne, og der lå den og stank: Grundloven
    Sidsel Maja Wahlgrenhar citeretfor 2 år siden
    – Hey, hvad laver du?
    – AHHR, råbte jeg og gokkede hovedet op i biltaget. – Onkel, for fanden. Du gav mig et giga chok.
    – Jamen, hvad laver du, Iqbal? Vi står og venter på dig, svarede onkel, imens han tjekkede limousinen. – Fed øse, Iqbal, og jeg får helt lyst til at trille en lille tur. Du ved, den indiske supernøgle, grinede han og slog sig på lommen, hvor den lå.
    – Nøj, der er sgu minibar, Iqbal.
    – Onkel. Mega krise. Tjek lige, hviskede jeg og pegede på Grundloven.
    – Skal Jeppe piske med en bog? spurgte onkel.
    – Vågn lige op, ik’?! hviskede jeg. Det er sgu Grundloven. Hvis vi napper den og afleverer den, så er der ingen uniformer og syge regler.
    – Oj, mand! Nap den, Iqbal, stjæl den omgående, sagde onkel. – Måske er der findeløn. Jeg kan komme af med min gæld. Og jeg kan altså heller ikke være på flugt fra de skide pirater hele tiden.
    – Hvad sker der her? sagde chaufføren, der pludselig dukkede op bag onkel.
    Sidsel Maja Wahlgrenhar citeretfor 2 år siden
    javel, sagde jeg, men hverken Zwetllerswein eller Von Herman hørte mig, for de var på vej ind i kirken omringet af deres mænd, og Jeppe gjorde honnør.
    De to chauffører snakkede tysk, imens de havde travlt med at pudse bilerne.
    – Øh, hej, jeg skal hente en pisk til min lærer.
    – Der ligger vist ein ekstra pisk i en skuffe på bagsædet, sagde den ene chauffør. – Men lad det gå lidt schnell, for jeg skal nå at støvsuge.
    Det sidste sagde han uden at kigge på mig.
    Der var vildt meget plads i kabinen. Hele klassen kunne sagtens sidde der. Der var både minibar og fladskærm. Jeg kunne ikke finde nogen skuffe på bagsædet, så jeg gik i gang med at lede over det hele, også inde i minibaren, der var fyldt med pølser og øl. Jeg skulle lige til at hoppe ud, da jeg fik øje på en aflang skuffe mellem sæderne. Der var lige plads til en pisk.
    – Jeg har vist fundet pisken! råbte jeg og åbnede skuffen.
    Den var tom. Jeg tjekkede, om den kunne være røget ned i en revne eller noget, da der pludselig lugtede af sure tæer. Der lå ingen støvler i limoen, og onkel var ikke i nærheden. Underligt. Pludselig huskede jeg, hvad Benny havde sagt. Grundloven lugter af sure tæer! Jeg sniffede som en hund. Lugten kom fra skuffen. Der var en lille sprække. Jeg bankede på bunden af skuffen. Det lød hult. Jeg pressede min ene pegefingernegl ned i revnen og hev. Den var for stram. Jeg prøvede med begge fingre og klonk, den var åben. Der kom et nyt
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)