Deborah Harkness

Heksenat

Læs
837 trykte sider
Det begynder med fravær og begær.
Det begynder med blod og frygt.
Det begynder med en opdagelse af hekse.
Historikeren Diana Bishop, der er af hekseslægt, forsker i alkymistiske skrifter og falder over et fortryllet manuskript i Bodleian Library i Oxford. Diana har ikke brugt magi, siden hendes forældre blev dræbt på grund af deres evner, men da hun mærker manuskriptets kræfter, aner hun farer og sender det tilbage i arkivet uden at afkode dets indhold og hemmeligheder.
Hvad hun ikke ved er, at den gamle alkymistiske tekst Ashmole 782 har været forsvundet i århundreder og tiltrækker sig opmærksomhed fra andre væsner. Deriblandt vampyren Matthew Clairmont, som forsker i genetik. Meget imod sin vilje bliver Diana tiltrukket af Matthew, men et forhold mellem en heks og en vampyr er ikke problemfrit – især ikke da deres forhold strider mod en gammel pagt, som skal sikre ro og afstand mellem arterne og undgå at tiltrække sig opmærksomhed fra menneskerne. I takt med at Dianas magiske evner vokser, står det klart, at nogen vil hende til livs, og sammen med Matthew forsøger hun at finde ud af, hvad manuskriptet indeholder af hemmeligheder om arternes fortid og mere interessant; deres fremtid. Og det skal vise sig at blive noget af en rejse – både i tid og sted.
«Vidunderlig og fortryllende fantasy for voksne – en historie om hekse, vampyrer, dæmoner og mennesker spundet ind i medrivende historie om et forhekset gammlet manuskript og forbudt kærlighed.»
– Litteratursiden
Vurdering
Føj til hylde
Har allerede læst

Én betaling. Stakkevis af bøger

Du køber ikke bare en bog. Du køber et helt bibliotek… til samme pris!

Du har altid noget at læse i

Venner, redaktører og eksperter kan hjælpe dig med at finde nye og interessante bøger.

Læs – når som helst, hvor som helst

Din telefon er altid med dig, så det er dine bøger også – selv når du er offline.

Jette Larsen
Jette Larsenhar delt en vurderingsidste måned
👍
🚀Opslugende
🎯Læseværdig
🔮Overraskende

Opslugende og god bog...
Glæder mig til at læse forsættelsen.

Kim Hansen
Kim Hansenhar delt en vurderingsidste måned
👍
🚀Opslugende
🎯Læseværdig

👍

Matthew Clairmont var mindst fem hundrede år gammel.
«
Han nikkede og så igen ud på trafikken. »Jeg kender det helt rigtige sted.«
Clairmont kørte op ad bakken og drejede til højre ad High Street. Vi passerede statuen af Georg II’s gemalinde, der stod under kuplen ved The Queen’s College, og fortsatte så mod Oxfords botaniske have. Herinde i den lukkede bil virkede Oxford endnu mere ujordisk end normalt, sådan som dens spir og tårne pludselig dukkede frem af stilheden og tågen.
Vi talte ikke sammen, og hans tavshed fik mig til at indse, hvor meget jeg bevægede mig, konstant blinkede, trak vejret og rykkede rundt på sædet. Ikke Clairmont. Han blinkede aldrig og trak sjældent vejret, og hver eneste bevægelse med at dreje rattet eller trykke på pedalerne var så lille og effektiv som muligt, som om hans lange liv krævede, at han sparede på energien. Jeg tænkte igen på, hvor gammel Clairmont mon var.
Vampyren jog ned ad en sidegade og standsede foran en lille café proppet med lokale, der skovlede mad i sig. Nogle læste avis, andre sludrede med folk ved nabobordene. Jeg så til min glæde, at de alle drak store krus te.
»Jeg kender slet ikke det her sted,« sagde jeg.
»Det er en velbevaret hemmelighed,« sagde han skælmsk. »De vil ikke have, at universitetslektorerne ødelægger atmosfæren.«
Jeg drejede mig automatisk for at åbne min bildør, men inden jeg nåede at røre håndtaget, stod Clairmont der og åbnede den for mig.
»Hvordan nåede du herover så hurtigt?« mukkede jeg. »Magi,« svarede han med sammenrimpede læber. Clairmont brød sig åbenbart lige så lidt om, at kvinder selv åbnede bildøren, som han værdsatte, at kvinder udspurgte ham.
»Jeg kan sagtens åbne min egen dør,« sagde jeg og steg ud af bilen.
»Hvorfor synes kvinder i dag, at det er vigtigt selv at åbne døren?« sagde han skarpt. »Har I den opfattelse, at det er et bevis på jeres fysiske styrke?«
»Nej, men det er et tegn på vores selvstændighed.« Jeg stod med armene over kors og udfordrede ham til at modsige mig, mens jeg huskede, hvad Chris havde sagt om Clairmonts opførsel over for en kvinde, der havde stillet for mange spørgsmål til en konference.
Uden et ord lukkede han bildøren og åbnede døren til caféen. Jeg blev resolut stående og ventede på, at han gik ind. Et pust af varm, fugtig luft, duften af stegt bacon og ristet brød. Mine tænder begyndte at løbe i vand.
»Du er ufatteligt gammeldags,« sagde jeg med et suk og besluttede at lade være med at stritte imod. Han måtte gerne åbne døre for mig her til morgen, når bare han var indstillet på at give morgenmad.
»Efter dig,« mumlede han.
Da vi var kommet ind, snoede vi os vej mellem de tæt besatte borde. Clairmonts hud, der havde set næsten normal ud i tågen, var påfaldende bleg i caféens skarpe loftsbelysning. Et par mennesker gloede, da vi gik forbi. Vampyren stivnede.
Det her var ikke nogen god idé, tænkte jeg utilpas, da flere menneskeøjne studerede os.
»Hej, Matthew,« kaldte en munter kvindestemme bag disken. »To til morgenmad?«
Hans ansigt lyste op. »To, Mary. Hvordan går det med Dan?« »Han er frisk nok til at brokke sig over, at han er dødtræt af at ligge i sengen. Han er helt sikkert i bedring.«
»Det var en dejlig nyhed,« sagde Clairmont. »Vil du give damen lidt te, når du får tid? Hun har truet med, at hun ville begå mord for en kop.«
»Det bliver ikke nødvendigt, søde,« sagde Mary til mig med et smil. »Vi serverer te uden blodsudgydelse.« Hun kantede sin frodige krop frem bag formicadisken og viste os hen til et bord i det fjerneste hjørne ved siden af køkkendøren. Så smækkede hun to laminerede menukort ned på bordet. »Her er I lidt af vejen, Matthew. Jeg sender Steph hen med te. Bliv, så længe I vil.«
Clairmont sørgede for at anbringe mig med ryggen op ad væggen. Han satte sig overfor, mellem mig og resten af lokalet, rullede det laminerede menukort sammen til et rør og lod det rulle op igen mellem sine fingre, tydeligt pirrelig. Når der var andre til stede, var vampyren rastløs og irritabel, præcis som han havde været i biblioteket. Han følte sig meget bedre tilpas, når vi to var alene.
Jeg genkendte betydningen af hans opførsel takket være min nye viden om den norske ulv. Han beskyttede mig.
»Hvem tror du egentlig udgør en trussel, Matthew? Jeg har jo sagt, at jeg kan passe på mig selv.« Min stemme lød lidt mere hård, end det var meningen.
»Ja, det kan du uden tvivl,« sagde han tvivlende.
»Hør her,« sagde jeg og forsøgte at gøre mit tonefald roligt,
»det lykkedes dig at holde … dem væk fra mig, så jeg kunne få noget arbejde fra hånden.« Bordene stod for tæt sammen til, at jeg kunne gå i detaljer. »Det er jeg taknemmelig for. Men denne her café er fuld af mennesker. Den eneste fare lige nu er, at du tiltrækker dig deres opmærksomhed. Officielt har du fri.«
Clairmont lagde hovedet på skrå i retning af kasseapparatet. »Manden derovre sagde til sin ven, at du så ‘lækker’ ud.« Han prøvede at slå det hen, men hans ansigt blev mørkt. Jeg undertrykte en latter.
»Jeg tror ikke, han vil bide i mig,« sagde jeg.
Vampyrens hud fik en grålig nuance.
»Så vidt jeg kan forstå af britisk slang, er ‘lækker’ en kompliment, ikke en trussel.«
Clairmont blev ved med at skumle.
»Hvis du ikke bryder dig om det, du hører, så lad være med at smuglytte til andre menneskers samtaler,« foreslog jeg og var irriteret over hans overdrevent mandlige indstilling.
»Det er nemmere sagt end gjort,« erklærede han og tog et glas Marmite.
En yngre, lidt slankere udgave af Mary kom hen med en enorm, brun stentøjstepotte og to krus. »Der står mælk og sukker på bordet, Matthew,« sagde hun og så nysgerrigt på mig.
Matthew foretog den nødvendige præsentation. »Steph, det er Diana. Hun er på besøg fra Amerika.«
»Er det rigtigt? Bor du i Californien? Jeg er syg efter at komme til Californien.«
»Nej, jeg bor i Connecticut,« sagde jeg beklagende.
»Det er en af de små stater, ikke?« Det var tydeligt at se, at Steph var skuffet.
»Jo. Og det sner.«
»Jeg kan bedst lide palmetræer og solskin.« I samme øjeblik, jeg nævnte ordet sne, mistede hun fuldstændig interessen for mig. »Hvad skulle det være?«
»Jeg er glubende sulten,« sagde jeg undskyldende og bestilte to portioner røræg, fire stykker ristet brød og en masse bacon.
Steph, der uden tvivl havde hørt det, der var meget værre, skrev bestillingen ned uden kommentarer og tog vores menukort. »Kun te til dig, Matthew?«
Han nikkede.
Da Steph var uden for hørevidde, bøjede jeg mig ind over bordet. »Ved de besked om dig?«
Clairmont lænede sig frem, så hans ansigt var omkring tredive centimeter fra mit. Her til morgen duftede han sødere, nærmest som en nyplukket nellike. Jeg tog en dyb indånding.
»De ved, at jeg er lidt anderledes. Det kan godt være, at Mary har mistanke om, at jeg er mere end lidt anderledes, men hun er overbevist om, at jeg reddede Dans liv, så hun har besluttet, at det ikke betyder noget.«
»Hvordan reddede du hendes mand?« Det var meningen, at vampyrer tog menneskeliv, ikke reddede dem.
»Jeg mødte ham i en turnusperiode på Radcliffe, da de var underbemandede. Mary havde set et program, der beskrev symptomerne på et slagtilfælde, og hun genkendte dem, da hendes mand begyndte at kæmpe. Uden hende ville han være død nu eller alvorligt handicappet.«
»Men hun mener, at du reddede Dan?« Vampyrens krydrede duft gjorde mig svimmel. Jeg løftede låget på tepotten og erstattede duften af nelliker med duften af garvesyre i sort te.
»Mary reddede ham første gang, men efter at han var blevet indlagt, fik han en frygtelig reaktion på sin medicin. Jeg sagde før, at hun er vågen. Da hun fortalte en af lægerne om sin bekymring, affærdigede han det. Jeg … hørte det – og greb ind.«
»Tilser du tit patienter?« Jeg skænkede os begge et krus dampende te, der næsten var så stærk, at en ske kunne stå oprejst i den. Mine hænder rystede lidt ved tanken om en vampyr, der luskede rundt på afdelingerne på John Radcliffe mellem de syge.
»Nej,« sagde han og legede med sukkerskålen, »kun i nødstilfælde.«
Jeg skubbede det ene krus hen mod ham og kiggede ufravendt på sukkerskålen. Han rakte den til mig. Jeg kom præcis en halv teskefuld sukker og en halv kop mælk i min te. Sådan kunne jeg lide den – sort som tjære, en anelse sukker til at tage den værste bitre smag og så tilstrækkelig mælk til, at den ikke lignede brun sovs. Da det var gjort, rørte jeg rundt i den mod uret. Lige så snart erfaringen sagde mig, at den ikke ville brænde tungen, tog jeg en slurk. Perfekt.
Vampyren smilede.
»Hvad er der?« spurgte jeg.
»Jeg har aldrig set nogen behandle te med så meget opmærksomhed på detaljerne.«
»Så er du ikke ret meget sammen med seriøse tedrikkere. Det handler om at kunne bedømme styrken, inden man kommer sukker og mælk i.« Hans dampende krus stod urørt foran ham. »Du kan lide din te sort, kan jeg se.«
»Te er ikke en drik efter min smag,« sagde han, og hans stemme blev lidt dybere.
»Hvad er så din smag?« I samme øjeblik, spørgsmålet var ude af min mund, ville jeg ønske, at jeg kunne tage det tilbage. Hans humør gik fra morskab til sammenbidt raseri.
»Behøver du at spørge?« sagde han hårdt. »Alle mennesker kender svaret på det spørgsmål.«
»Undskyld. Det burde jeg ikke have sagt.« Jeg knugede om kruset og prøvede at fatte mig.
»Nej, det burde du ikke.«
Jeg drak min te i tavshed. Vi så begge op, da Steph nærmede sig med en toastholder fuld af ristet brød og en tallerken, der bugnede med æg og bacon.
»Mor mente, du trængte til grønsager,« forklarede Steph, da jeg gjorde store øjne ad bjerget af stegte champignoner og tomater, der fulgte med. »Hun sagde, at du lignede døden fra Lübeck.«
»Tusind tak!« sagde jeg. Marys kritik af mit udseende ødelagde ikke min påskønnelse af den ekstra mad.
Steph grinede, og Clairmont sendte mig et lille smil, da jeg tog min gaffel og kastede mig over maden.
Det hele var rygende varmt og velduftende med det rigtige forhold mellem at være sprødt udvendig og blødt og lækkert indvendig. Da jeg havde stillet den værste sult, indledte jeg et metodisk angreb på brødet, tog den første skive og smurte smør på den. Mens jeg spiste, betragtede vampyren mig med samme intense opmærksomhed, som da jeg lavede te.
»Nå, hvorfor naturvidenskab?« dristede jeg mig til at spørge og proppede brødet i munden, så han blev nødt til at svare.
»Hvorfor historie?« Hans tonefald var affærdigende, men så let skulle han ikke verfe mig af.
»Først dig.«
»Jeg har velsagtens behov for at vide, hvorfor jeg er her,« sagde han og stirrede ned i bordet. Han var ved at bygge en borg med voldgrav af sukkerskålen og en cirkel af blå pakker med sødetabletter.
Jeg stivnede på grund af ligheden mellem hans forklaring og det, Agatha havde fortalt mig dagen før om Ashmole 782. »Det er et spørgsmål for filosoffer, ikke forskere inden for naturvidenskab.« Jeg slikkede en klat smør af fingeren for at dække over min befippelse.
Hans øjne glitrede igen af pludselig vrede. »Det tror du ikke for alvor på – at vi er ligeglade med grunden.«
»I var tidligere interesseret i ‘hvorfor’,« indrømmede jeg og holdt et vågent øje med ham. Hans bratte humørskift var direkte skræmmende. »Nu virker det, som om I udelukkende tænker på spørgsmålet hvordan – hvordan fungerer kroppen, hvordan bevæger planeterne sig?«
Clairmont fnøs hånligt. »Ikke de dygtige videnskabsmænd.« Dem ved bordet bag ham rejste sig for at gå, og han stivnede og var klar, hvis de besluttede at storme vores bord.
»Og du er en af de dygtige.«
Han lod min vurdering passere uden kommentar.
»En dag må du forklare mig forholdet mellem neurovidenskab, dna-forskning, dyreadfærd og evolution. De emner passer helt klart ikke sammen.« Jeg tog en bid brød til.
Clairmont hævede brynene. »Du har ført dig ajour med mine videnskabelige afhandlinger,« sagde han skarpt.
Jeg trak på skuldrene. »Du havde en urimelig fordel. Du vidste alt om mit arbejde. Jeg stillede os bare mere lige.«
Han mumlede dæmpet et eller andet, der lød fransk. »Jeg har haft masser af tid til at tænke,« svarede han tonløst på engelsk og lavede voldgraven omkring sin borg større med endnu en cirkel af indpakkede sødetabletter. »Der er ingen forbindelse mellem dem.«
»Løgner,« sagde jeg dæmpet.
Ikke overraskende gjorde min anklage Clairmont rasende, men den lynhurtige forvandling kom stadig bag på mig. Det var en påmindelse om, at jeg spiste morgenmad sammen med et væsen, der kunne være dødbringende.
»Så fortæl mig, hvad forbindelsen er,« sagde han sammenbidt. »Jeg er ikke sikker,« sagde jeg i overensstemmelse med sandheden. »Et eller andet kæder dem sammen, et spørgsmål, der knytter dine forskningsinteresser sammen og giver dem mening. Den eneste anden forklaring er, at du er en intellektuel skade, der samler til hobe – hvilket er latterligt i betragtning af, hvor højt respekteret dit arbejde er – eller måske kommer du nemt til at kede dig. Men du virker ikke som typen, der er tilbøjelig til intellektuel kedsomhed. Tværtimod, faktisk.«
Clairmont studerede mig, indtil tavsheden blev ubehagelig. Min mave begyndte at beklage sig over den mængde mad, jeg forventede, at den skulle fordøje. Jeg skænkede frisk te og gjorde den klar, mens jeg ventede på, at han skulle sige noget.
»Af en heks at være er du også ret kvik.« Vampyrens øjne afslørede modvillig beundring.
»Vampyrer er ikke de eneste væsener, der kan jage, Matthew.«
»Nej. Vi jager alle sammen noget, ikke, Diana?« Han dvælede ved mit navn. »Nu er det min tur. Hvorfor historie?«
»Du har ikke besvaret alle mine spørgsmål.« Og jeg havde endnu ikke stillet ham det vigtigste.
Han rystede bestemt på hovedet, og jeg omdirigerede min energi fra at udfritte ham til at beskytte mig selv imod hans forsøg på at få oplysninger ud af mig.
»I begyndelsen var det nok den orden, jeg mente at finde i historien.« Min stemme lød forbavsende varsom. »Fortiden virkede så forudsigelig, som om der aldrig skete noget overraskende.«
»Lyder det fra én, som ikke var der,« sagde vampyren tørt.
Jeg lo kort. »Det fandt jeg hurtigt ud af. Men sådan virkede det i begyndelsen. På Oxford gjorde professorerne fortiden til en nydelig historie med en begyndelse, en mellemdel og en slutning. Alt virkede logisk, uundgåeligt. Deres historier fik mig på krogen, og så var det sket. Der var ikke andre emner, der interesserede mig. Jeg blev historiker, og jeg har aldrig set mig tilbage.«
»Selv om du opdagede, at mennesker – fortidens eller nutidens – ikke er logiske?«
»Historie blev bare mere udfordrende, da den blev mindre entydig. Hver gang jeg tager en bog eller et dokument fra fortiden i hånden, kæmper jeg med mennesker, der levede for flere hundrede år siden. De har deres hemmeligheder og besættelser – alle de ting, de ikke vil eller kan afsløre. Det er min opgave at finde dem og forklare dem.«
»Hvad nu, hvis du ikke kan? Hvad nu, hvis de er uforklarlige?«
»Det er aldrig sket,« sagde jeg, da jeg havde overvejet hans spørgsmål. »Det tror jeg i hvert fald ikke. Man skal bare være god til at lytte. Der er i virkeligheden ingen, der har lyst til at holde på hemmeligheder, ikke engang de døde. Folk efterlader spor alle vegne, og hvis man er opmærksom, kan man stykke dem sammen.«
»Du er altså historikeren, der leger detektiv,« bemærkede han.
»Ja. Og indsatsen er langt mindre.« Jeg lænede mig tilbage i stolen og troede, at hans udspørgen var slut.
»Hvorfor så videnskabshistorie?« fortsatte han.
»Store hjerners udfordring, går jeg ud fra!« Jeg prøvede at undgå at lyde rapmundet og lade stemmen stige sidst i sætningen som et spørgsmål, men begge dele mislykkedes.
Clairmont bøjede hovedet og begyndte langsomt at pille borgen og voldgraven fra hinanden.
Min sunde fornuft sagde mig, at jeg skulle forholde mig tavs, men mine egne hemmeligheders sammenknyttede tråde begyndte at løsne sig. »Jeg ville vide, hvordan menneskene fik det syn på verden, at den har så lidt magi,« tilføjede jeg pludselig. »Jeg havde behov for at forstå, hvordan de overbeviste sig selv om, at magi ikke var vigtig.«
Vampyren løftede hovedet og så på mig med sine kølige grå øjne. »Har du fundet ud af det?«
»Både ja og nej.« Jeg tøvede. »Jeg så den logik, de eksperimenterende forskere brugte, da de langsomt prøvede at bortvejre troen på, at verden var et uforklarligt magtfuldt og magisk sted. Men det lykkedes dem ikke. Magien forsvandt aldrig helt. Den ventede stilfærdigt på, at folk vendte tilbage til den, når de fandt ud af, at videnskaben kom til kort.«
»Altså alkymi,« sagde han.
»Nej,« protesterede jeg. »Alkymi er en af de tidligste former for eksperimenterende videnskab.«
»Måske. Men du tror jo ikke, at alkymi er blottet for magi.«
Matthews stemme var sikker. »Jeg har læst dit arbejde. Ikke engang du kan holde den helt væk.«
»Så er det videnskab med magi. Eller magi med videnskab, om du vil.«
»Hvilken af delene foretrækker du?«
»Det ved jeg ikke rigtig,« sagde jeg forsvarsberedt.
»Tak.« Clairmonts udtryk viste, at han vidste, hvor svært det var for mig at tale om det her.
I denne Mine to ældgamle Sten var et FundDa Stedet blev kaldet En Hellig GrundDe kendte deres Værdi og Omfang, MagtNatur, der gærer med Natur, er bragtHvis disse to du gærer med Naturens
Fantasy , Carlsen
Carlsen
Fantasy
  • 15
  • 278
Sci-fi og fantasy , Jacob Thunbo Møller Nielsen
Jacob Thunbo Møller Nielsen
Sci-fi og fantasy
  • 49
  • 174
Mommy Books, Tania Søgaard Straarup
Tania Søgaard Straarup
Mommy Books
  • 178
  • 60
Young Adult, Carina Rita Hansen
Carina Rita Hansen
Young Adult
  • 158
  • 17
Den ultimative sommerlæseliste, Lindhardt og Ringhof
Lindhardt og Ringhof
Den ultimative sommerlæseliste
  • 36
  • 9
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)