Rasmus Dahlberg,Rasmus Kjærbye Petersen

Katastrofer verden aldrig glemmer

Andreas Duckert Hansenhar citeretfor 3 måneder siden
er sat i gang tidligere på dagen,
Ole Axel Prydshar citeretfor 7 måneder siden
I Vesten er der meget skrappe regler for placeringen af industrivirksomheder, som forarbejder farlige stoffer.
Dennis Højbro Kristensenhar citeretfor 2 år siden
Titanics sidste hvilested. Og med James Camerons storfilm om Titanics endeligt fra 1997 blev forlisets position som den mest berømte katastrofe i verdenshistorien slået endeligt fast.
Dennis Højbro Kristensenhar citeretfor 2 år siden
agterskibet løftet over vandet, at strukturen ikke længere kunne bære det, og hele skibet brækkede midt over. Derefter sank de to dele meget hurtigt, stadig med over tusind mennesker om bord. Kun en af de halvtomme redningsbåde vendte tilbage for at hjælpe de mennesker, der lå og kæmpede for livet i det iskolde vand. Kaptajn Smith gik ned med sit skib, og omkring 1.500 andre fulgte ham i døden.
Næsten to timer efter at Titanic sank, ankom skibet RMS Carpathia til stedet og begyndte at samle de overlevende fra redningsbådene op. Skibet SS Californian, som man fra Titanic havde kunnet se i horisonten, havde ikke hørt nødopkaldene og havde misforstået de mange nødraketter og kom derfor aldrig til undsætning.
Da Carpathia ankom til New York med de første af de kun ca. 700 overlevende, havde tusinder af mennesker samlet sig for at tage imod dem. Nyheden om forliset skabte international opstandelse, og der blev foretaget to undersøgelser af forløbet, der skulle fastslå, om nogen havde forsømt deres pligt på Titanic eller Californian. Konklusionen blev dog, at de herskende sikkerhedsbestemmelser simpelthen var håbløst forældede og værdiløse, og som en konsekvens af katastrofen blev der rettet op på dette område. Fra da af skulle der altid være redningsbåde nok til alle passagerer, og der skulle oprettes en patrulje til at udstede advarsler om is på sejlruterne. Alt sammen var det med til at gøre skibsfarten mere sikker i det nye århundrede.
Titanic indskrev sig omgående i den offentlige bevidsthed. “Skibet, der ikke kunne synke”, men alligevel sank, var et symbol på at mennesket, trods alt sit overmod, stadig var underlagt kræfter større end det selv. Da vragforskeren Robert Ballard fandt resterne af luksuslineren på 3.800 meter vand i 1985, blomstrede interessen for Titanic op igen. Fjernstyrede miniubåde har gennemfotograferet det legendariske vrag, og adskillige bemandede ekspeditioner har gæstet
Dennis Højbro Kristensenhar citeretfor 2 år siden
på skruen i skibets ene side og fuld bak på den anden. Isbjerget skurrede ned langs siden af Titanic og lavede en lang kæde af lækager, der tragisk nok strakte sig over mere end de fire forreste vandtætte sektioner. Murdoch lukkede straks for de vandtætte skotter, men de havde ikke længere nogen betydning.
En hurtig inspektion overbeviste snart Smith og Andrews om, at skibet ikke stod til at redde. Det var blot et spørgsmål om timer. På kaptajnens ordre gik stewarderne næsten undskyldende rundt og vækkede passagererne og bad dem om at gå på dæk. Mange troede dog, at der var tale om en unødvendig øvelse, og blev i deres kahytter en tid endnu.
Klokken 00.45 den 15. april blev den første redningsbåd sat i vandet, men det hele forekom stadig uvirkeligt. De fleste mennesker ville hellere forblive på det gode, stabile skib frem for at risikere livet i en lille robåd midt ude på Atlanten en råkold nat, så mange redningsbåde, som der i forvejen var for få af, sejlede væk med langt færre personer om bord, end de var beregnet til. Men efterhånden som stævnen kom til at ligge lavere og lavere i vandet, begyndte folk at indse, hvad der var ved at ske. Der blev trængsel om redningsbådene, og nogle få tilløb til panik måtte slås ned af besætningen.
Kvinder og born forst

På trods af opløftende historier, som den om orkestret, der stoisk leverede underlægningsmusik til tragedien, og mennesker, der fattet ventede på døden, var der dog mange aspekter af forliset, der ikke var særligt heroiske. Selv om White Star Line siden heftigt benægtede det, så syntes de finere passagerer at have fået særbehandling. Trods devisen “kvinder og børn først”, overlevede der langt flere mænd fra første klasse end kvinder fra tredje.
Omkring klokken 2.20 var så stor en del af
Dennis Højbro Kristensenhar citeretfor 2 år siden
Desværre var der kun plads til 1.178 mennesker i redningsbådene, og det var endda betydeligt flere end de 962, som et skib af Titanics størrelse skulle medbringe redningsbåde til ifølge de britiske søfartsmyndigheder.
Hovmod står for fald

Titanic forlod Southampton den 10. april 1912. Efter et par korte stop i Cherbourg, Frankrig og Queenstown (i dag Cobh), Irland, stod skibet den 11. april ud over Atlanten med kurs mod New York. Titanic opførte sig eksemplarisk, og kaptajn Smith og Ismay blev enige om at sætte fuld fart på maskinerne for at se, om skibet kunne komme over 23 knob. Det ville heller ikke være dårlig reklame, hvis man ankom før tiden til New York.
Oppe i radiorummet havde operatøren Jack Phillips travlt. I 1912 var det langtfra alle skibe, der havde trådløs telegraf om bord, og mange passagerer ville gerne prøve at sende beskeder til deres familie og venner fra midt ude på havet. Det var faktisk grunden til, at der overhovedet var en telegraf på skibet, for den var installeret af det privatejede British Marconi Company, og Phillips indgik således ikke i besætningen. Derfor var han heller ikke forpligtiget til at bringe advarsler om is fra andre skibe til broen, men han gjorde det nu alligevel, når han havde tid. Titanic modtog en strøm af advarsler om is i farvandet foran dem, men kun et fåtal af dem blev afleveret til besætningen blot for meget skødesløst at blive affejet. Udsigten var god, og der ville være rigelig tid til at styre uden om eventuelle isbjerge, selv om skibet næsten sejlede med tophastighed.
Men sådan gik det ikke den skæbnesvangre nat den 14. april. Matros Fleet så først isbjerget, da det var meget tæt på, og Murdoch kunne ikke nå at undvige, fordi han ikke benyttede skruerne til at dreje skibet med ved at gå kraftigt frem
Dennis Højbro Kristensenhar citeretfor 2 år siden
anden og tredje klasse langt bedre end på tidens andre passagerskibe.
Men luksus var ikke alt. Sikkerheden var næsten lige så vigtig, og White Star Line havde i deres reklame for Titanic slået på, at skibet var så godt som usænkeligt. Denne selvsikkerhed skyldtes chefkonstruktøren Thomas Andrews’ design med 15 vandtætte skotter, der på tværs delte skibet op i 16 sektioner, der kunne isoleres fra hinanden. Dog havde rederiet ikke tilladt, at de vandtætte skotter blev fortsat helt op til første klasse, for de massive stålvægge ville gøre det umuligt at have store imponerende saloner og lange brede korridorer. Luksus kom trods alt først. Det blev ikke set som noget problem, for skibet ville kunne holde sig flydende uden vanskeligheder med to vandfyldte sektioner, og selv hvis de fire forreste blev fyldt, ville Titanic stadig overleve. Kun hvis det femte også blev fyldt med vand, ville det gå galt, for så ville skibet ligge så lavt, at vandet ville kunne flyde over toppen af det femte skot og ned i næste sektion og så fremdeles, indtil skibet sank. Ingen kunne dog forestille sig, hvordan hele fem sektioner skulle kunne få lækager på én gang.
For White Star Line og dets direktør, J. Bruce Ismay, skulle Titanics jomfrurejse være en storslået PR-begivenhed. En af rederiets mest erfarne kaptajner, den 62-årige Edward Smith, fik æren af at kommandere skibet på sin sidste tur, før han gik på pension. Ismay og konstruktøren Andrews var selv om bord for at demonstrere deres tiltro til det vidunderlige skib. Jomfrurejsen tiltrak også en mængde prominente gæster, deriblandt millionæren John Jacob Astor IV, berømt for sine hoteller, industrialisten Benjamin Guggenheim og ejeren af stormagasinet Macy’s, Isidor Straus og hans kone, Ida. Sammenlagt var der 324 passagerer på første klasse, 285 på anden og 708 på tredje samt 891 besætningsmedlemmer og formentlig et par blinde passagerer – i alt ca. 2200 mennesker.
Dennis Højbro Kristensenhar citeretfor 2 år siden
maskinerne og derefter “fuld bak”. Så vender han sig mod kvartermester Robert Hitchens og giver en hurtig rorordre. Hitchens snurrer det store rat mod højre, og uendelig langsomt begynder det store skib at svinge mod bagbord (den omvendte relation mellem rattet og skibets bevægelser er et levn fra de gamle sejlskibsdage).
Kursen ændres – men ikke nok. Skibet har for meget fart på og rammer isbjerget med styrbords side af boven, hvorefter den grå kolos skraber ned langs skibssiden. Fartøjet er imidlertid så stort, at man på broen knap nok mærker eller hører kollisionen. Det er også kun de færreste af passagererne, der lægger mærke til noget. Og de få, der gør, slentrer ud på dækket, mere nysgerrige end bekymrede. De befinder sig jo trods alt om bord på skibet, der ikke kan synke.
Et menneskeskabt vidunder

Titanic og hendes to søsterskibe, Olympic og Britannic, blev bygget som rederiet White Star Lines ultimative våben i den hårde konkurrence om passagererne på den lukrative transatlantiske rute. Aldrig havde verden set skibe som disse. Titanic, det andet i rækken, lå færdigt den 31. marts 1912 med en tonnage på 46.329 tons.
Ikke alene var skibet enormt sammenlignet med andre passagerskibe (som dets navn pralende slog fast), men det havde også en hidtil uhørt standard af luksus at byde sine passagerer – hvis de da havde råd til en billet på første klasse. Titanic var nemlig et flydende eksempel på tidens stærkt lagdelte britiske klassesamfund. I de elegante saloner på de øvre dæk kunne adelen og de rige slå deres folder. Under dem boede folk fra middelklassen i mere nøjsomme omgivelser på anden klasse og længst nede måtte håbefulde, men fattige emigranter på vej til Amerika tage til takke med de spartanske tredje klasses-kahytter. Dog var selv forholdene på anden
Dennis Højbro Kristensenhar citeretfor 2 år siden
Skibet der ikke kunne synke

Titanics forlis i Atlanterhavet i 1912
Klokken er 23.40 søndag den 14. april 1912. Nogle steder i verden er det ved at være forår, men ude midt i Atlanten er natten bitterligt kold. Oppe i udkigstønden på den forreste mast sidder matroserne Frederick Fleet og Reginald Lee og skutter sig. Det har ikke blot været en kold, men også en gabende kedsommelig vagt, og de to mænd glæder sig til, at den er forbi om kun tyve minutter. Så kan de komme ind i varmen og få sig en kop kakao.
Fleet har aldrig set Atlanterhavet så roligt som denne nat. Det ligner snarere en branddam end et af verdens mest temperamentsfulde oceaner. Det gode vejr gør dog hans og Lees arbejde mere vanskeligt. Den stjerneklare nattehimmel spejler sig i den blikstille overflade, hvorfor det er meget svært at se horisonten, og de manglende bølger betyder, at der ikke vil være nogen brænding at få øje på omkring de isbjerge, der ofte er at finde i disse farvande. Igen bander han over, at de kikkerter, der burde stå til rådighed for udkigsmændene, er blevet væk før afgangen fra Southampton.
Pludselig ser Fleet noget uformeligt og gråt dukke op af mørket lige foran dem. Skibet sejler med næsten tophastighed, 22,5 knob (over 40 km/t), så den grå masse vokser sig meget hurtigt større. Med en ubehagelig fornemmelse bliver Fleet klar over, hvad det er. Næsten per refleks trykker han tre gange på advarselsknappen til broen og griber så telefonrøret. I den anden ende lyder sjettestyrmanden Moodys rolige stemme: “Hvad har De fået øje på?” Fleet prøver at være lige så behersket og professionel: “Isbjerg ret forude,” melder han.
På broen gentager Moody Fleets advarsel, hvilket udløser en hektisk aktivitet. Førstestyrmanden William M. Murdoch springer hen til maskintelegrafen og beordrer “stop” på maski
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)