Når kvinder elsker

Hvis menneskeheden kom ind i en blindgade og brugte sig selv op, så kunne det evige skabende mysterium frembringe et andet væsen, finere, mere vidunderligt, en ny, bedre race, der skulle fortsætte skabelsens legemliggørelse. Spillet var aldrig tabt. Skabelsens mysterium var uendeligt, ufejlbarligt, uudtømmeligt, evigt. Racer kom og gik. Arter forsvandt, der kom stadig nye arter, der var herligere eller lige så herlige, og som altid overgik ens fatteevne. Kildespringet kunne aldrig ødelægges og kunne aldrig findes. Det havde ingen grænser. Det kunne frembringe mirakler, skabe helt nye racer og nye arter, når det selv fandt det betimeligt, nye former for bevidsthed, nye former for kroppe, nye levende enheder. At være et menneske var intet i sammenligning med det skabende mysteriums muligheder. At lade sit pulsslag dirigere direkte fra det mysterium, det var det fuldendte, den usigelige tilfredsstillelse. Om man var menneskelig eller umenneskelig spillede ingen rolle. Denne puls slog hos uforklarlige væsner, hos endnu ufødte arter.

ende på verden. Eller også var der Loerkes angstfulde drøm om, at jorden blev kold, og der faldt sne alle vegne, således at der kun kunne leve hvide skabninger, isbjørne, hvide ræve og mennesker, der lignede frygtelige, hvide snefugle, i isens grusomhed.

Hvad fremtiden angik, så berørte de den aldrig, undtagen når en af dem leende fremstillede en grotesk drøm om, hvorledes verden blev ødelagt ved en tåbelig katastrofe, der skyldtes menneskets opfindelser – et menneske opfandt et så fuldkomment eksplosionsmateriale, at det sprængte jorden i to stykker, og de to halvdele for så af sted i hver sin retning gennem himmelrummet til menneskenes rædsel – eller også delte alle mennesker sig i to halvdele, hvor hver halvdel kom til det resultat, at de selv var rigtige og gode, mens den anden halvdel havde uret og måtte tilintetgøres; hvorved der således fremkom en anden