Huset uden ende

onflikten kan enten ses som en konflikt mellem individer, eller den kan ses som en konflikt mellem repræsentanter for grupper med forskellige interesser: brune og hvide, mænd og kvinder, religiøse og akademiske, vestlige og asiatiske, efterkommere af kolonister og koloniserede. Der er alle disse kontekster, historikker, fortolkninger og udlægninger, og der er først og fremmest alle disse følelser. Andre blikke kan både virke sårende og forløsende. Jeg kan slet ikke se for mig hvordan man som skrivende i verden kan undgå at gøre sig etiske overvejelser om netop det. Men jeg kan samtidig heller ikke se hvordan man administrerer det etiske ansvar du taler om. At skrive er uundgåeligt at kaste et blik, at se. Hvordan tænker du at man tager det ansvar, helt konkret, andet end ved at stå ved sit blik?

At skrive uden afstand er ikke et spørgsmål om adjektiver eller sætningernes længde. Det er ikke et spørgsmål om stil, men om modet til at møde sig selv nøgen på siden. Eller mere end det: en villighed til at se på sit eget sår “som en videnskabsmand”. Måske kræver det ligefrem at en sommerfugl låner én sine øjne.

At jeg hver dag bruger alle mine kræfter på noget som ingen venter på, og som ingen vil savne hvis ikke jeg gør det færdigt.

Indimellem holdt chaufføren ind på de lange og fuldkommen øde strækninger og gik ud af bussen sammen med alle de øvrige passagerer, og de satte sig på hug langs den støvede vejkant og tissede. De sad på række som små fugle med ryggen til bussen, og når de var færdige, satte de sig ind og stirrede videre, tavse.

Når mænd passerer mig i det tætte menneskemylder på gaderne i Nordindien, stryger de lige så stille en finger hen over huden på min arm eller min hånd eller på mit bukseklædte lår, en bevægelse med en finger der uset af andre langsomt og bevidst rører ved mig.

På siderne i notesbogen finder jeg ud af hvad jeg tænker. Den er et mørkt rum, en skriftestol uden nogen på den anden side af gitteret. Det er en træning i skånselsløshed, men træningen er utilsigtet. Den kommer af sig selv, som en bivirkning af at henvendelsen er dunkel.

“Jeg har aldrig mødt et mere infantilt folk i mit liv,” sagde James Baldwin om amerikanerne. Uskylden dækkede for ham at se over en dyb frygt for at lære den anden at kende. I stedet for nysgerrighed, erfaring og viden fyldte man bevidsthedens tomme huller med forvrængede og dehumaniserende forestillinger. Uskylden blev personificeret af de helte som på de store biograflærreder “tog hævnen i deres egne hænder”, helte som for eksempel John Wayne.

Det var ellers ikke fordi racisme i USA var noget der lå og glimtede som et fatamorgana i ørkenen. Spørgsmål om hudfarven og dens betydning trak et langt og kompliceret og oprørende uskønt spor igennem hele landets historie. Man kunne se den helt uden om symbolikken

Den udenforstående der kigger ind, har svært ved at genkende noget fra sine egne forestillinger. Der er så stor afstand.

JEG HUSKER I BØRNEHAVEN at skulle aflevere min frugt til pædagogerne. Min mor prioriterede at købe danske jordbær til min madpakke, og hver dag blev de dyrebare jordbær samlet ind i en stor skål sammen med de andre børns medbragte frugt, og så blev frugtskålen ellers sendt rundt på bordene til genfordeling efter først til mølle-princippet. Bortset fra at det (som den slags sjældent er) ikke rigtigt var først til mølle. Jeg sad ved ét af de bagerste borde, og i modsætning til fordelingen af frugten lå pladserne fast, så når skålen nåede ned til mig, var der kun æbler og bananer tilbage.